Musik

 

 Rosensalen2 

Frederik IVs Hofkapel.

(Benoît le Coffre: Maskerade. 1708. Plafond i Rosen på Frederiksberg Slot.)

Kongen havde sit eget hofkapel, som var oprettet allerede i 1448 under Christian I. Når byens borgere havde brug for musik, enten til et bal eller en fremførelse af fx tekst eller dans, måtte man benytte sig af stadsmusikanten, J. H. Bechstedt, og hans ’svende’ – hvis man da ikke henvendte sig til de uautoriserede musikere med fare for at kvaliteten var derefter. Teatret i Lille Grønnegade havde kongens bevågenhed, og derfor var det udelukkende Bechstedt, der kunne spille ved forestillingerne.

At engagere Bechstedt og hans svende var temmelig dyrt, og i Holbergs første forestillinger er der, formentlig af samme grund, heller ikke megen musik. Men det ændrede sig i juni 1726, hvor den franske dansemester Landé blev tilknyttet teatret med et korps bestående af tre dansere og tre danserinder, samt hans kone, der både kunne synge og danse.