Farvel til Lille Grønnegade

Forfatter: Alette Scavenius

Økonomien var anstrengt på det lille teater i Lille Grønnegade fra første færd – også selv om nyhedens interesse var kolossal i begyndelsen. Capion havde taget et stort lån for at købe grunden og opføre teatret og det lykkedes ham aldrig rigtig at få has på det. Allerede i forsommeren 1723, otte måneder efter teatret åbnede, måtte han gå i gældsfængsel. Men han fik overtalt nogle sponsorer til at støtte den videre drift og kunne således tage fat på vintersæsonen i september 1723 i forvisning om at succesen ville fortsætte og at teatret i det mindste kunne tjene godt på de populære maskerader.

Maskerader forbydes

Men Capion forregnede sig: i februar 1724 blev det forbudt at afholde maskerader i et forsøg på at ramme hasardspillene, som magistraten syntes havde taget over. I håb om at skaffe andre indtægtskilder engagerede Capion nogle linedansere, men det ville Montaigu ikke finde sig i - det kunstneriske niveau måtte holdes højt! Capion gik konkurs og måtte forlade landet, mens Montaigu overtog teatret. Det blev kun til et år, så måtte også han smide håndklædet i ringen. Teatret lukkede, truppen spredtes for alle vinde og Holberg rejste til Paris.

Montaigu prøver igen

I februar 1726 lykkedes det dog den utrættelige Montaigu endnu en gang at samle en trup og åbne teatret. Men nyhedens interesse for teatret var forsvundet og det troløse publikum havde vendt sig mod andre fornøjelser. Året efter, i februar 1727, var der ingen vej tilbage: alle vidste at det nu var slut og arrangerede derfor en sidste forestilling i det lille bindingsværksteater, som afsluttedes af en apoteose, forfattet af Holberg med den ironiske titel: Den danske Comoedies Liigbegjængelse. Ikke uden humor og bid gik hele staben i slutbilledet scenen rundt, klædt i sorg, bærende på Madam Comoedie til tonerne af dommedags-trommehvirvler indtil de til slut sænkede hende ned i en lem i gulvet.

Københavns brand 1728

Helt slut var det dog ikke med teater i Lille Grønnegade, Montaigu kæmpede for at komme tilbage og det lykkedes også i et vist omfang, men en dag i oktober 1728 blev han sat skakmat fra en helt uventet kant: en altfortærende brand bredte sig over hele København og lagde næsten en tredjedel af byen i aske. Teatret brændte ikke, men den gryende pietisme, som her fik vind i sejlene, udråbte teater og andre forlystelser som ansvarlige for den Guds straf, der var nedfældet over byen. Det blev nu helt utænkeligt at genåbne teatret og hermed lukkede den første glorværdige æra i dansk teaterhistorie.