Københavns brand 1728 og pietismen

Forfatter: Alette Scavenius

1½ år efter den sidste forestilling gik over scenen i Lille Grønnegade, d. 20. oktober 1728, gik en lille dreng op på loftet i huset hvor han boede med sine forældre. Huset lå lige dér hvor Strøget i dag møder Rådhuspladsen. I hånden havde han en tælleprås, som han tabte og lynhurtigt stod hele huset i flammer. I de næste tre dage rasede ildebranden gennem Københavns gader, lagde 1600 huse øde og gjorde 15.000 mennesker hjemløse. Branden ændrede København for altid, både i udseende og i adfærd.

 Copenhagen fire

Religiøse præster

Samtidig var en gryende pietisme ved at finde fodfæste i København og de stærkt religiøse præster anklagede de ryggesløse københavnere for at have påkaldt sig Guds vrede for deres vellevned. Teatret i Lille Grønnegade gik fri af branden, men præsterne så det som djævelens værk. Den nye konge, Christian VI, som blev kåret i 1730, lod sig påvirke af præsterne og strammede grebet om de folkelige forlystelser. I 1738 kom det endelige slag mod teaterkunsten med et total forbud mod at ’ingen Comoediant-Spillere / Linie-Dantsere / Taskenspillere, eller de som holde de såkalte Lykke-Potter, sig udi Danmark eller Norge maa indfinde, eller deres Spil og Exercitier der Nogensteds forestille og øve.’ Man skelnede ikke mellem skuespillere, gøglere og hasardspillere, og de måtte under ingen omstændigheder optræde med deres kunst, endsige krydse landets grænser. Hermed havde teatret i Danmark nået sit absolutte nulpunkt: Teatret i Lille Grønnegade blev revet ned, Montaigu døde i yderste fattigdom, Holberg trak sig tilbage til sin professorstilling og skuespillerne søgte ud i borgerlige erhverv.