Christines Billedbog

Se billedbogen her

Introduktion ved dr.phil. Erik Dal
Hvad er Christines Billedbog?
Christines Billedbog er et smukt indbundet album fra 1859 med 122 blade, lidt bredere end A4-format. På højresiderne og enkelte venstresider er indklæbet langt over 1000 billeder af meget forskellig art, de fleste farvetrykte eller håndkolorerede. På mange af siderne er indføjet korte, ofte spøgefulde billedunderskrifter, småvers etc.

Hvem har lavet bogen?

Det har digteren H.C. Andersen og hans ven, juristen Adolph Drewsen, der på det første blad er angivet som morfar til Christine, og anledningen var hendes treårs fødselsdag 30.10.1859.

Hvem var Christine, og hvor er bogen nu?
Hun var oldebarn af embedsmanden Jonas Collin, der havde været den unge H.C. Andersens store støtte, og til hvis familie digteren forblev tæt knyttet. Datteren Ingeborg Collin blev i 1826 gift med juristen Adolph Drewsen (1809-85), deres datter Jonna i 1850 med baron Henrik Stampe. De havde seks børn, deriblandt baronesse Christine Stampe (1856-84). En sønnesøn af hende var gift med komtesse Alette Bardenfleth, hofdame hos dronningen (1925-86). I 1983 traf hun bestemmelse om at få udgivet bogen og stiftede fondet Christine Stampes Billedbog, hvis midler i en årrække skulle støtte arbejde med dansk historie, sprog, litteratur og musik. Bogen skulle gives til Silkeborg Kunstmuseum, fordi familien Drewsens og Silkeborgs historie er tæt knyttet til hinanden. Bogen udkom på dansk, tysk, engelsk og italiensk i 1984 og på svensk i 1985.

Hvad forestiller billederne?

Man kan snarere spørge efter, hvad de ikke forestiller. Den nære og fjerne natur, alle arter af tamme og vilde dyr i eller oftere uden deres omgivelser, mennesker fra alle tider, samfundslag og erhverv, ligeledes som enkeltfigurer eller i de forskelligste situationer, endvidere alskens pynte- og brugsgenstande eller rent dekorative detaljer. En del er portrætter, som har fået deres underskrift med – andre formentlig portrætter, hvis navne har manglet eller er klippet af. Meget ofte kombineres billeder til en situation eller blot til pynt – måske lovlig mange småfigurer er brugt til staffage om væsentlige og store billeder. Mange af billederne er illustrationer, herunder scenebilleder, men som regel angives ikke teatrets eller bogens navn, der jo ikke kan interessere et barn meget.

Hvor kommer billederne fra?

Spørgsmålet kan besvares kort og bredt med landenavnene Danmark, Tyskland, Frankrig og mindst én gang England (planche 88). Men fra hvilke publikationer?
Meget vigtig er her datidens mængde af illustrerede blade af højst forskellig kvalitet. Fra 1833-34 udkom både i Danmark, Tyskland og England et ”penningmagasin” med alle slags stof: noveller, artikler og satiriske tekster, og det samme gjaldt datidens almanakker, der i stigende grad forsynedes med sådant stof udover det kalendariske; mere eller mindre veludførte magasiner sluttede sig dertil. Et af stofområderne var rejser, befordret af tidens opdagelsesrejser og af den især af jernbanen enormt øgede mulighed for at se andre steder og lande. At H.C. Andersen mere end de fleste udnyttede disse muligheder, er velkendt. Hans rejser til næsten hele Europa plus stumper af Asien og Afrika optog lige ved ni år af hans voksne liv og satte frugt i flere hele bøger samt artikler og som bekendt i mange eventyr og romaner.

Aviserne når ikke rigtigt med. En gennemgang af danske aviser fra september og oktober 1859 afslørede ikke meget andet end heraldiske motiver fra udenlandske forsikringsselskabers annoncer. Bøger som kilder til Christines Billedbog er et kildent spørgsmål, da man jo nødigt splitter en bog ad for at få et billede eller to. Man havde imidlertid illustrerede publikationer for børn fra ca. 1800, først anskuelsesbilleder og bøger vedr. geografi eller naturhistorie, men henimod 1850 også fantasiprægede tekster og ægte folkeeventyr, evt. bøger med et lille digt + illustration pr. side som i H.V. Kaalunds og J.Th. Lundbyes Fabler for Børn, 1845, eller oversættelsen fra tysk: Den store Bastian, 1847, med de rædsomme straffe til ulydige børn. Og H.C. Andersens eventyr blev som bekendt udgivet med Vilhelm Pedersens tegninger fra 1848, senere end flere andre landes illustratorer.

Langt væsentligere for emnet er datidens folkelige billedtryk, ”folkelig grafik”, der dækkede mange emner; en del var dekorationer til dukketeatre, måske personer til at stille op på en lille fod; mange var dog helark, mindre egnede til Andersens og Drewsens forehavender. Men mængden af sådanne ark er næsten ufattelig, og de kunne købes både hos gadehandlere og i ”rigtige” bog- og papirhandler. De mulige trykteknikker var netop i midten af 19. århundrede i støbeskeen. Farvetryk fandtes, men den folkelige grafiks farver var gerne håndarbejde, ofte rutineret professionelt børnearbejde. En del af Christines billeder er indfarvet af bogens to ophavsmænd.

Hvad ville de med bøgerne?
Ordet står i flertal, for Christine Stampe var den yngste af tre søstre, og morfar Drewsen og husvennen Andersen står for en bog til hver. Rigmors er fra 1852 og er nu i norsk eje. Astrids er fra 1853, da hun kun var ét år, og den vendte hjem, da godsejer Peter Stampe-Holst på familiegodset Nysø ved Præstø i 1958 erhvervede den på en af tidens største auktioner. Senere –  i 1998 – blev bogen erhvervet af Odense Bys Museer. 

Foruden arbejdet med billederne delte de også teksterne. Det er let at se, om skriften er Andersens store, lidt løse, eller Drewsens mindre og fastere (se f.eks. planche 99 og 98). Om Andersen har forfattet nogle af de vers, Drewsen skriver ind, er uklart. Man må imidlertid antage, at arbejdet som helhed overvejende er morfars, som i et brev til digtervennen 1857 skriver om den voksende glæde ved at se billeder og lave billedbøger for de små.

Fælles for de tre bøger er den totale uorden, der endda kan medføre splittelse af store sammenhørende ark (som planche 34 og 107). Man har givetvis snarere villet fornøje end gavne. Og stedvis røbes ganske ubarnlige holdninger. ”Deltagerne” i den kongelige menu (planche 105) og, værre, behandlingen af en dybt alvorlig historisk scene (planche 81) er indforstået – og for voksne. Men en sådan indforståethed har de to mænd sikkert delt. De kunne udtale sig kritisk om hinanden – om den enes juristeri og den andens selvoptagethed og hysteriske ængstelser. Men de havde noget vigtigt tilfælles: ikke at være Collin'er! Selv om den ene havde fundet en prægtig hustru og den anden et hjem i den højt agtede familie.

Se Christines billedbog her.