La maison ou j'ai grandi - Françoise Hardy

Uge 33, 1967, Top 20 #4

I efteråret 1967 var der sjældent fransk besøg på den danske hitliste, da Françoise Hardy lå på Top 20 i 13 uger med sangen "La maison ou j'ai grandi". Sangen er oprindeligt italiensk og er kendt over det mest af Europa, fordi den er blevet oversat til mange forskellige sprog. At vi i Danmark kender den bedst på fransk skyldes en stor royal begivenhed, som fandt sted i sommeren 1967.
 

Fransk på Top 20

I efteråret 1967 havde den franske sangerinde Françoise Hardy et pænt hit i følge Danmarks Radios Top 20. Fra uge 27 til 39 kunne man således finde hende på listen, og i uge 34 nåede hun helt op på fjerdepladsen. Det var ganske godt gået i betragtning af, at sangen blev sunget på fransk og i øvrigt var meget tekstfokuseret.

Hardy havde faktisk tidligere været på Top 20, da Tous les garcons et les filles klarede sig ganske fint med ti uger i 1963/64, og i første halvdel af 1960’erne kunne man ikke sjældent møde franske poptoner i radioen og på hitlisterne. Siden Top 20 var vendt tilbage i radioen i efteråret 1966 efter en pause på to år havde der til gengæld slet ikke været fransksproget musik på hitlisten, og i det hele taget bestod den sproglige del af spændingen på dette tidspunkt udelukkende i, hvorvidt sangene på listen var på dansk eller engelsk indtil uge 27 i 1967, hvor man for første gang kunne høre La maison ou j'ai grandi i Top 20.

Det var med andre ord ikke en hverdagsbegivenhed, at en fransk sang kom på hitlisten i Danmark, men omstændighederne bag var heller ikke helt normale.
 

Et kongeligt bryllup banede vejen

Hvis man er så heldig at finde et eksemplar af singlen fra dengang på et loppemarked, får man et praj om, hvordan sangen endte på den danske hitliste. På det dansksprogede cover finder man nemlig en oplysning om, at sangen kom ”fra TV’s fransk-danske Galla aften”. Den slags ”kendt fra fjernsynet”-brugeroplysninger var meget normale på dette tidspunkt, og en tv-optræden havde i det hele taget ret stor betydning i en tid med kun en national tv-kanal. I dette tilfælde har det i hvert fald nok spillet en stor rolle, for seertallene til netop dette program har sandsynligvis været tårnhøje.

Dansk-fransk galla-aften blev nemlig sendt den 10. juni 1967 fra 21.30 og halvanden time frem. Den dag blev kronprinsesse Margrethe af Danmark viet til grev Henri de Monpezat, som herefter fik navnet Prins Henrik af Danmark. Han var som bekendt af fransk afstamning, og Danmark var derfor særdeles franskorienterede i disse dage.

Dette gjaldt ikke mindst i fjernsynet, hvor man for første gang bød på live-transmitteret bryllup i det danske kongehus. Man startede fra 15.45 med brudgommens ankomst til Holmens Kirke i København og fulgte derefter såvel selve de kirkelige handlinger som den efterfølgende tur gennem København og hyldesten på residentpalæets balkon. Efter TV-Avisen kunne man se eftermiddagens begivenheder i sammendrag frem til 21.15, hvor der blev stillet om til Fredensborg Slot og bryllupsfesten. Her fik man mulighed for at se og høre alle talerne og på den måde være med på første parket. Det havde ingen prøvet før, og gaderne lå mere eller mindre øde hen den aften.

Klokken 21.30 var transmissionen slut, men mange er sikkert blevet hængende foran skærmen, da næste program gik i gang. Dansk-fransk galla-aften, som var blevet optaget i Falkoner Centret i København et par dage forinden, blev indledt med en ouverture, som var blevet komponeret til lejligheden, og efter velkomsten fra konferencieren trådte Françoise Hardy som den første frem på skærmen og sang La maison ou j'ai grandi. Dette forklarer nok hendes følgende hitlisteeventyr med sangen, og hendes danske pladeselskab lagde altså ikke skjul på sammenhængen, da pladen blev sendt ud. Det var dog ikke nok til at føre hende helt til tops, og ret beset er der næppe mange, der husker sammenhængen.
 
Der er den pudsighed ved hele historien, at Hardys optræden med sangen i showet nok har betydet, at de fleste af de danskere, som overhovedet husker sangen, opfatter den som fransk. Det er den bare ikke. Den er oprindeligt italiensk og oven i købet en af de meste kendte og elskede popsange på de kanter.

 
En dreng fra Via Gluck

Sangen blev første gang fremført i forbindelse med den årlige San Remo Festival i den italienske by, der lagde navn til arrangementet. Af forskellige årsager gik det helt galt under de første fremførelser af sangen, som efterfølgende blev sorteret fra inden finalen. Meget tyder dog på, at den nok havde klaret sig ganske godt i konkurrencen, hvis den havde klaret skærene. Et halvt år senere kunne Billboard Magazine kundgøre, at 500.000 italienere havde købt sangen på den single, der efterfølgende udkom, og da året var gået havde sangen nemlig solgt mere i Italien end vindersangen. Sangen har efterfølgende opnået en status som en af italiensk popmusiks mest kendte og elskede klassikere.

Sangen blev skrevet af et team, hvoraf Adriano Celentano så absolut er blevet den, der efterfølgende er blevet forbundet med sangen. Det skyldes ikke kun, at det var Celentano selv, der fremførte og indspillede sangen på italiensk, men også, at teksten var delvist selvbiografisk.

Il ragazzo della via Gluck, som den hedder på originalsproget, handler nemlig om den gade, hvor Celentano voksede op i Milano. De italienskkyndige vil vide, at sangen mere bestemt handler om tab af idyl, for byen var åbenbart vokset siden Celentano var barn, og græs erstattet med veje. Dette tema blev videreført i den franske udgave.

Første, andet, tredje, solgt.

At det blev Françoise Hardy, der indsang den på fransk skyldes sandsynligvis, at hun var til stede på første parket, da Celentano præsenterede sangen i San Remo. Hun var nemlig selv med i konkurrencen, og kunne altså efterfølgende tage Il ragazzo della via Gluck med hjem til Frankrig. Hun vendte i øvrigt tilbage til Italien senere på året, hvor hun fremførte halvdelen af sangen på italiensk halvt og resten på fransk i en tv-optræden, som kan findes på youtube.com.

At sangen blev oversat til fransk var på ingen måde overraskende, for som det beskrives i artiklen om Non Ho L'eta var San Remofestivalen et sandt paradis for alverdens musikkøbmænd, som hvert år handlede rettigheder til den store guldmedalje. De vidste godt, at sange på italiensk ikke havde den store chance i andre lande, men det var der råd for, og det var noget nær en grundlæggende præmis, at de sange, der blev præsenteret i konkurrencen, skulle oversættes til andre sprog. Det skete altså også med Il ragazzo della via Gluck. Den franske version var så vidt vides den første på andre sprog, men bestemt ikke den sidste.

Sangen var nemlig ikke kun et hit på italiensk og fransk, men i det hele taget en stor succes rundt omkring i Europa og sågar i Australien, hvor den amerikanske sangerinde Vardelle Smiths engelsksprogede version, Tar And Cement, var blandt årets hits. I det hele taget har det været noget af en opgave for sangens ophavsmænd at følge med i sangens færden rundt omkring, for den blev udover de nævnte udgivet på en lang række sprog. Selvom der skulle deles med mange interessenter rundt omkring, har Celentano og hans medkomponister utvivlsomt haft et smil på læben, da tallene blev samlet og regnskabet gjort op. I den forbindelse har indrapporteringerne fra Skandinavien sikkert gjort dem temmelig glade, for det var bestemt ikke kun danskerne, der kunne lide melodien.

Nu på svensk

Hvis man skruer tilbage til den aften, hvor det danske kronprinsepar blev gift, kunne man faktisk se og høre Hardy fremføre sangen igen, hvis man skiftede over på Sverige senere sammen aften. Her sendte man nemlig samme dansk-franske show klokken 22. Hvorvidt det har haft en betydning for sangens videre liv i Sverige, vides ikke, men senere på året kunne man pludselig høre den samme sang i svensk radio.

I begyndelsen af december 1967 blev en svensk udgave af sangen nemlig testet til Svensktoppen. Ugen efter gik Lyckliga gatan, som den var kommet til at hedde, ind på denne listes femteplads, og juleaften strøg den helt til tops. Sangen lå på førstepladsen indtil slutningen af februar 1968 og var et gigantisk hit for Anna-Lena Löfgren, som havde været så heldig at få sangen tildelt. Lyckliga gatan har efterfølgende fået en særstatus som en af de mest elskede svensktopslagere gennem tiderne.

Ligesom i den franske og engelske udgave var temaet i den svenske tekst nogenlunde det samme som i den oprindelige italienske tekst. I dette tilfælde var det tekstforfatteren Britt Lindeborgs barndomsgade, som sangen øjensynligt handlede om, og hun og Löfgren måtte flere gange forbi Södra Langgatan i Hagalund for at posere for den svenske presse. At hendes barndomshjem var revet ned og erstattet af en parkeringsplads, gav nogle fine billeder og historier, som sandsynligvis var positive for salgstallene. På den måde var det jo ikke bare en svensk oversættelse af en italiensk schlager, men en personlig sang om længsel og tab af idyl, og da Lindeborg i 1998 skulle finde en titel til sin selvbiografi, var valget helt naturligt. Lyckliga gatan. Her kunne man så i øvrigt erfare, at barndommen i Södra Langgatan havde været alt andet end lykkelig. Lindeborgs far havde nemlig begået selvmord, da hun var syv år gammel. Det stod der meget forståeligt ikke noget om, da pladen blev markedsført i 1967/68.

Der er den lille pudsighed ved den svenske tekst, at ordet lykke synes at have direkte forbindelse til ordet Gluck i den italienske udgave. "Via Gluck" korresponderer umiddelbart fint med "lyckliga gatan", men der er faktisk ikke nogen begrebsmæssig sammenhæng. Gaden i Milano er nemlig opkaldt efter den tyske komponist Christoph Willibald Gluck (1714-1787). I den første tyske udgave, som Anna-Lena Löfgren i øvrigt tog sig af efter sin store succes i Sverige, lavede man den samme øvelse. Den hed Immer am Sonntag, og var en helt ny tekst uden forbindelse til den oprindelige historie. Bortset fra det lille ord Glück.
 

En fattig dansk kopi

Som det skete med stort set alle sange, der hittede på Svensktoppen i de år, blev sangen også skippet videre til Danmark, hvor Thøger Olesen med Barndommens gade skrev en næsten ordret dansk oversættelse af den svenske udgave. Den eneste kunstneriske fornyelse var oversættelsen af "lyckliga gatan" med "Barndommens gade", sandsynligvis kun fordi "lykkelige gade" ikke passede særligt godt til sangens metrik. Dermed kunne danskerne nu høre en dansk oversættelse af en svensk udgave af den italienske sang, som de et halvt år tidligere havde lært at kende på fransk takket være det royale bryllup.

Sys Gregers indspilning fra 1968 blev alt dog andet end et hit, og det forstår man godt, hvis man hører den. Den danske udgave er nemlig i alle henseender en fattig kopi af den svenske med et skrabet arrangement, hvor man tydeligt hører forskellen på svensk og dansk schlagermusik på dette tidspunkt.

Gode produktioner krævede penge, og man erstatter ikke et stort og dyrt orkester med masser af instrumenter og dygtige musikere med en akustisk guitar, en bas, lidt percussion, et el-orgel, og hvad der åbenbart ellers lige var ved hånden den dag i studiet, uden at resultatet bliver et noget andet. Man kan sagtens få et godt resultat alligevel ved eksempelvis at ændre forløbet og udtrykket, hvilket en tjekkoslovakisk countryversion af sangen fra 1967 vidner om, men det var netop ikke det, der var tilfældet i den danske udgave, som bedst må beskrives som mærkværdig. I den svenske udgave var der tale om et arrangementsmæssigt udviklingsforløb, hvor der blev bygget på med instrumenter gennem nummeret. I introen og første vers var Löfgren således udelukkende akkompagneret af en akustisk guitar. I slutningen var der strygere og blæsere, og det hele var flot afstemt og godt mikset. I den danske udgave forsøgte man at gøre det samme, men netop derfor er Barndommens gade et meget afslørende eksempel på den danske schlagermusiks krise på dette tidspunkt. Kort tid efter åbnede Dansktoppen, hvilket hurtigt betød, at budgetterne til indspilningerne steg markant.

Indbegrebet af en fælles europæisk slager

Hvorvidt Barndommens gade var blevet et hit i Danmark, hvis den var udkommet efter Dansktoppens åbning og i øvrigt var blevet produceret ordentligt, kan man kun gisne om, men muligheden foreligger i høj grad. Sangen er noget nær indbegrebet af en fælles europæisk slager. Ved at søge på de forskellige titler på Internettet kan man ved selvsyn erfare, at sangen i den grad stadig lever i dag. I Italien har sangen vel nærmest samme status, som Kim Larsens mest elskede sange har på dansk grund, og også i Sverige og Frankrig kan den trække nostalgiske tårer hos de fleste. Dette skyldes muligvis tekstens simple, men evigtgyldige, tema, men en væsentlig del af forklaringen er utvivlsomt også, at melodien ganske enkelt er usædvanligt god, vel at mærke når den bliver fremført ordentligt.

Det blev den danske imidlertid ikke, og derfor er det den franske udgave med den påtrykte indirekte henvisning til det kongelige bryllup, man kan finde på de fleste loppemarkeder rundt omkring i Danmark.

-----------
 Hør de nævnte versioner og mange andre på Bibzoom.dk. Ved at søge på "Via Gluck" får man eksempelvis også en finsk version og en alternativ tysk, og i det hele taget er der rigtigt mange bud på sangen, hvis man søger på de forskellige titler. Alene den svenske kan nydes i mange udgaver. Den franske ligger kun i Hardy's udgave. Den danske udgave må man indtil videre finde på vinyl. Det er desværre noget af en opgave, for der blev ikke solgt ret mange eksemplarer.