Non Ho L'eta (per amarti) - Gigliola Cinquetti

Uge 19, Top 20 1964, #1

Siden 1956 er der hvert år blevet afholdt Melodi Grand Prix i Europa. Bortset fra i de regioner, en given vindermelodi kommer fra, hører man i dag med få undtagelser ikke meget til vindersangene bagefter. Det gjorde man i de første mange år, hvor Grand Prixet var en årlig mulighed for at slå igennem bredt på tværs af sprog- og landegrænser. Et af de bedste eksempler på dette er Gigliola Cinquettis store succes med Non Ho L'eta.

The Beatles slået af 16-årig italiener

Uge 1-3: Johnny Loves Me – Suzie
Uge 4: She Loves You - The Beatles
Uge 5-6: I’ve Got A Lovely Bounch of Coconuts - The Sunbeams
Uge 7-9: Beautiful Dreamer - John Leyton
Uge 10: I Want To Hold Your Hand - The Beatles
Uge 11-15: I Saw Her Stand There - The Beatles
Uge 16-20: Non Ho L'eta – Gigliola Cinquetti 
Uge 21-24: Can’t Buy Me Love - The Beatles
Uge 25-26: Roll Over Beethoven - The Beatles
Uge 27: Long Tall Sally - The Beatles

Sådan ser listen over sange, der lå på førstepladsen på Danmarks Radios Top 20 i første halvdel af 1964, ud. Som det ses, dominerede de engelsksprogede titler. Dette afspejler fint den generelle udvikling på dette tidspunkt. Engelsk var nu populærmusikkens hovedsprog i Danmark. At man desuden kan konstatere, hvordan et enkelt orkester tydeligvis var ved at erobre en ret god position i Danmark, er også i fin tråd med den velkendte historie om datidens popverden.

Efter en langsom start i løbet af efteråret 1963 nåede The Beatles for første gang Top 20’s førsteplads mod slutningen af januar 1964. I løbet af foråret 1964 blev Danmark ramt af akut Beatle-mania, som brød ud for fuld udblæsning, da The Beatles gav koncert i København i begyndelsen af juni samme år. Da Top 20 lukkede i slutningen af juni, lå The Beatles ikke blot på første- og andenpladsen på Top 20, men havde i alt hele 6 numre placeret. Det var afgjort nye tider, og de følgende år dominerede The Beatles, The Rolling Stones og alle de andre i den grad de danske hitlister.

At The Beatles ikke havde endnu flere førstepladser i dette forår, skyldtes udelukkende en 16-årig italiensk pige. I de fem uger, Gigliola Cinquetti toppede hitlisten med Non Ho L'eta, lå Can’t Buy Me Love nemlig på andenpladsen. At hun kunne modstå presset så længe, og at hun overhovedet nåede toppen på Top 20 med en italiensksproget sang, er et fint billede på, at verden alligevel ikke var helt forandret med The Beatles. Der var jo stadig Melodi Grand Prix en gang om året.

Grand Prix Eurovision

I midten af 1950’erne var man ved at være så langt på det medieteknologiske plan, at man kunne samsende livetransmitterede fjernsynsudsendelser over større afstande. I EBU, sammenslutningsorganet for de nationale TV-stationer i Europa, besluttede man i 1955, at disse muligheder skulle testes med en fælles musikkonkurrence. I slutningen af maj 1956 blev planerne til virkelighed, da det første Grand Prix Eurovision de la Chanson Européenne blev afholdt i Schweiz. Denne aften kunne seere over hele Europa se og høre med på samme program. I erkendelse af, at det stadig var de færreste, som ejede et tv-apparat, blev konkurrencen også sendt i radioen. Til illustration af dette var der ifølge Danmarks Statistik var der i 1956 i alt 15.838 fjernsynsseere i Danmark. Allerede to år senere var der med 136.904 seere næsten sket en tidobling, og i 1964 det potentielle publikum til tv-transmissionen af Grand Prixet 860.420.

Idéen med at sende en sådan musikkonkurrence viste sig hurtigt at være god og fordelagtig på flere fronter. Da der i mange år ikke var mange alternativer til Melodi Grand Prixet i fjernsynet den aften, konkurrencen fandt sted, trak udsendelsen mange seere Europa over. Hvad de fleste danske seere angår, var der eksempelvis kun Grand Prix på programmet den 21. marts 1964, hvor årets konkurrence fandt sted. Selv de, som kunne tage tysk eller svensk tv, havde ikke mange andre muligheder. Reelt set var der kun et sportsprogram på tyske ZDF og for de særligt heldige en beretning fra Vest-Iran på østtysk tv at zappe over på. Tyve år senere var det overordnede billede faktisk det samme, og det var først da verdensrummet et par år efter var ved at blive fyldt godt op med satellitter og parabolmodtagere en del af landskabet på jorden, at dette ændrede sig.

Set fra kunstnernes og musikindustriens perspektiv udgjorde Grand Prixet en særdeles god platform til at præsentere sin musik. I mange år var det da også mere reglen end undtagelse, at de melodier, der klarede sig godt ved det internationale Melodi Grand Prix, efterfølgende fik et fint liv på de danske hitlister. At det ikke nødvendigvis var vindermelodien, som solgte bedst, er Cliff Richards to andenpladser med Congratulations og Power To all Our Friends velkendte eksempler på, og det samme gælder den i dansk sammenhæng mindre kendte italienske sanger Domenico Modugnos to bidrag fra 1958 og 1959. Med Nel blu dipinto di blu (Volare) og Piove (Ciao, ciao bambina) opnåede han godt nok kun henholdsvis tredje- og sjettepladsen, men begge sange klarede sig efterfølgende særdeles godt i Danmark. I 1964 var det vindermelodien, der også løb med laurbærrene på hitlisterne.

Non Ho L'eta - cinq points

Det Internationale Melodi Grand Prix anno 1964 blev afholdt i Danmark efter Grethe og Jørgen Ingmanns sejr med Dansevise året forinden. Ved konkurrencen stillede Italien op med netop Gigliola Cinquetti og Non Ho Léta. Tekst og musik var skrevet af to af italiens førende sangskrivere, Nisa (Nicola Salerno ) og Mario Panzeri, og de havde øjensynligt gjort det ganske godt. Da stemmerne var talt op, var de og Cinquetti løbet af med en Grand Prix-historiens mest suveræne sejre.

Hvert af de 16 lande skulle stemme på tre melodier og tildele den bedste 5 point, den næstbedste 3 og et enkelt point til den tredjebedste melodi. Italien fik hele 8 af topkaraktererne og i alt 49 af de 80 point. At dømme ud fra det efterfølgende pladesalg var danskerne øjensynligt vilde med vindermelodien, men faktisk var den danske jury blandt de få, som slet ikke havde tildelt Italien point. De havde i stedet som de eneste valgt at give topkarakteren til Norge, som dermed nåede helt op på 4 point samlet. I det hele taget ramte den danske jury ret skævt, for de tre point gik Finland, som derudover kun fik point af Norge og Storbritannien. Det sidste point gik til Holland, som dermed fordoblede deres samlede score.

Efter sigende blev Gigliola Cinquetti helt usædvanligt kaldt tilbage en ekstra applaus efter præmieoverrækkelsen.  At det bestemt ikke kun var publikum i salen, som var begejstrede, illustreres ikke kun af, at sangen et par uger senere strøg til tops på den danske hitliste. Non Ho L'eta opnåede fine placeringer mange steder i Europa og nåede sågar også at ligge på hitlisten i England. Helt i tråd med den måde, man arbejdede på dengang, dukkede sangen også snart op i mange forskellige inkarnationer.

Non Ho Léta – nu også på japansk

I dagene og ugerne efter sejren, fik Gigliola Cinquetti voldsomt travlt. Ikke alene skulle frugterne af sejren høstes med den obligatoriske turné rundt på de europæiske scener og tv-stationer. Hun fik også travlt i studiet, for inden året var gået, havde Cinquetti også indsunget sangen på engelsk (This Is My Prayer) , fransk (Je suis à toi), spansk (No Tengo Edad), tysk (Luna nel blu) og sågar japansk (Yumemiru Omoi).

Selvom dette antal så absolut ligger i den høje ende, er der intet odiøst i, at Cinquetti indsang Non Ho Léta på andre sprog end sit eget. Det havde Grethe Ingmann også gjort året før, dog kun på engelsk (I Love You) og tysk (Der Sommer ging vorüber). At Cinquetti også sang på sprog, som hun tydeligvis ikke mestrede, er heller ikke noget særsyn i Melodi Grand Prix-sammenhæng. Det var helt op i 1980’erne ganske normalt, at vinderen indsang sangen på de store europæiske sprog. At der også er blevet lavet versioner på små sprog, er den danske udgave af den tyske vindersang fra 1982, Ein bißchen Frieden, et kuriøst eksempel på. På En smule fred, som den danske udgave hedder, er det nemlig tyske Nicole selv, der synger noget, hun tydeligvis ikke forstår et ord af.

At Ein bißchen Frieden er skrevet af den samme mand, som oversatte Dansevise til tysk i 1963, er endnu mere kuriøst, men samtidigt et billede på, at Melodi Grand Prix’et ikke bare var en musikkonkurrence, men i høj grad også et mødested og en handelsplads. I kulisserne blev der nemlig købt og solgt musikrettigheder til den store guldmedalje. Det vides ikke, hvad det har kostet at erhverve sig rettighederne til at udgive Non Ho L'eta på eksempelvis engelsk eller tysk, men det har helt sikkert været billigere, hvis man havde været tidligt ude. Prisen afhang nemlig i høj grad af placeringen ved Grand Prixet, og alverdens musikforlæggere fulgte meget nøje forudsigelserne i dagene op til konkurrencen.

I dagene omkring Grand Prix’et i 1966 og fulgte den danske presse denne handel indgående og fortalte blandt andet om, hvordan den danske musikforlægger Bror Kalle om torsdagen før Grand Prix’et havde købt verdensrettighederne til det jugoslaviske bidrag for 1000 kr. De følgende dage at solgte han dem videre i bidder til andre musikforlæggere med stor fortjeneste, fordi Jugoslavien strøg op blandt storfavoritterne efter de indledende prøver. At de så endte på syvendepladsen, har Bror Kalle sikkert grædt tørre tårer over.

Det forhold, at Gigliola Cinquetti indspillede sit vinderbidrag på mange forskellige sprog, er en fin illustration af, hvordan Melodi Grand Prixet oprindeligt var netop en melodikonkurrence. Handelen i kulisserne gik først og fremmest ud på at få sangene spredt så vidt omkring som muligt, og den primære vare var melodien og ikke teksten eller indspilningen. Det var en bonus, hvis sangen som i tilfældet Non Ho Léta gjorde sig i den oprindelige version rundt omkring, men i udgangspunktet var det melodien, der blev købt og solgt. Som det var tilfældet med Non Ho Léta, lod man ofte den vindende kunstner indspille den selv på de store sprog og lokale sangere og sangerinder tage sig af de mindre. I Danmark blev det i første omgang Raquel Rastenni, for selvom Non Ho Léta klarede sig fint i Danmark på egen hånd, blev sangen selvfølgelig også lavet på dansk. Oven i købet i to forskellige udgaver.

En er for ung og en er for gammel

At Non Ho L'eta kom til at hedde Det er min bøn på dansk, er et fint billede på, hvordan tekst og melodi ikke nødvendigvis blev forstået og behandlet som en enhed på dette tidspunkt. Det er min bøn, som havde tekst af Thøger Olesen og altså blev indsunget af Raquel Rastenni, havde nemlig kun melodien til fælles med Non Ho L'eta, som inklusiv eftersætningen ”per amarti” direkte oversat betyder ”Jeg er for ung til kærlighed”.

Til gengæld har Olesen nok skelet til den engelske version, This is my Prayer. Mens bønnen i den engelske udgave var rettet mod, at hovedpersonens udkårne vil gengælde hendes kærlighed, var Olesen dog noget mere ambitiøs. Der er nemlig tale om en universel fredshymne med ønske om, at vi mennesker skal leve roligt og uden frygt. Den danske udgave er dog ingenlunde blevet nogen klassiker og er ret svær at få fat i. Noget nemmere er det med en noget anden dansksproget udgave, som trods alt er blevet udgiver på CD.

Hvis man tager udgangspunkt i den italienske tekst, som Cinquetti sang ved Grand Prixet, er den anden danske tekst faktisk den af de mange versioner på andre sprog end det oprindelige med klarest forbindelse til originalen. Ewald Epes Jeg er for gammel, som Oswald Helmuth fremførte på Det Ny Scala i august og september 1964 som del af årets Helsingør-Revyen, er nemlig den eneste udgave, hvor alderstemaet går igen, omend problemstillingen er vendt på hovedet.

Ifølge introen og første vers, vil Oswald gerne synge refræn ”til den melodi, der vandt Grand Prixet”, men har fået at vide, at han er for gammel, og at ”sådan et vers skal synges, inden man bli’er halvfjerds”. Det harmonerer ikke så godt med, at han ”lå i vuggen og var allerede fordrukken i ’94”. I andet vers er det kærlighed og elskov, han er blevet for gammel til, og i tredje åbenbart til at sidde ned i sporvognen.

Om end det nok må anses som tvivlsomt, at publikum har fanget den ganske raffinerede pointe med at vende temaet i Non Ho L'eta på hovedet, har de fleste nok opfattet kontrasten mellem den yndige 16-årige pige fra Grand Prixet og den 70-årige Oswald Helmuth. At det så som nævnt er den eneste version, hvor dette tema er overført, gør det så meget mere pudsigt. Med andre ord er det kun i en parodi, man finder forbindelser til den oprindelige tekst, som de færreste udenfor Italien i øvrigt har forstået meningen med.

Hvis man går et skridt dybere og ser på, hvordan Cinquetti og Non Ho L'eta nåede finalen ved det internationale Melodi Grand Prix, bliver det endnu mere tydeligt, at det var melodien, der var vigtigst. Ved den lokale italienske udvælgelseskonkurrence var hun nemlig ikke den eneste vinder med denne sang.

Festival della canzone italiana

Forud for deltagelsen i Danmark, havde Cinquetti som de øvrige deltagere vundet den lokale konkurrence i hjemlandet. Til forskel fra de øvrige lande var den italienske delkonkurrence faktisk ældre end selve Det Internationale Grand Prix.

I dag er italiensk popmusik ikke den mest attraktive vare i resten af verden, men især i 50’erne og 60’erne var Italien faktisk ganske godt med i international sammenhæng. Ikke mindst takket være den årlige Festival della canzone italiana, bedre kendt som San Remo Festivalen, som var blevet afholdt siden 1951, havde man en god position på det europæiske marked.

Da man i 1955 besluttede at forsøge sig med en fælleseuropæisk musikkonkurrence, var det netop San Remo Festivalen, som udgjorde hovedinspirationen. På få år havde man nemlig opnået at tiltrække sig opmærksomhed fra hele verden og ikke mindst de musikforlæggere, som levede af at købe og sælge rettigheder til musik. De samledes hvert år i San Remo og handlede italiensk musik. Fra 1956 og frem fik de endnu en lejlighed til at mødes et par måneder senere ved det international Grand Prix, men festivalen i San Remo bevarede alligevel sin særstatus mange år frem.

Som en demonstration af, at det var melodien, der stod i centrum i San Remo, blev alle melodier fra 1953 og frem fremført i to forskellige versioner. At det ikke kun var det lokale italienske marked, festivalen rettede sig mod, illustreres ved, at det efterhånden blev mere regelen end undtagelsen, at den ene version blev fremført på et fremmedsprog. Dette var også tilfældet i 1964.

Foruden Gigliola Cinquettis italienske udgave blev sangen også fremført på fransk af Patricia Carli. Det vil sige, at den franske udgave, Je suis à toi, faktisk i lige så høj grad udgjorde originalen som Non Ho L'eta. At det blev Cinquetti og ikke Carli, som repræsenterede Italien ved Grand Prixet, lå lige for med sprogfordelingen i San Remo, men sidstnævnte, som også var født i Italien, må dog have følt en smule ærgrelse efterfølgende. End ikke den franske version fik hun for sig selv.

På anden- og tredjepladsen var der fornemt amerikansk besøg, da Frankie Laine og Ben E. King stod for engelsksprogede bidrag af henholdsvis Che me ne importa a me og Come potrei dimenticarti, og med Frankie Avalon, Paul Anka og Gene Pitney blandt de øvrige medvirkende, var det en ret velkendt skare, Cinquetti og Carli slog det år. At deltagerlisten for de følgende år talte kunstnere som Dusty Springfield, Wilson Pickett, The Hollies og Stevie Wonder viser ganske fint, hvilken status konkurrencen havde.

At ABBA ti år efter Cinquettis sejr havde såvel en svensk som en engelsk udgave af Waterloo klar, da de stillede op ved den svenske delkonkurrence, lå altså i høj grad i forlængelse af en gammel praksis og tankegang. I deres tilfælde, tog de sig selv af begge versioner, men som man kan læse i artiklen om Waterloo, blev sangen efterfølgende spredt efter samme principper.

At ABBA så var den eneste årsag til, at Cinquetti ikke gentog succesen dette år, er endnu et af historiens mange små sammenfald, men også et billede på, hvordan magtcentreret for europæisk populærmusik var ved at skifte fra Italien og San Remo til Nordeuropa.

Fra Si til i dag

Allerede to år efter sejren med Non Ho L'eta vandt Gigliola Cinquetti igen i San Remo med Dio, come ti amo. Denne gang var det dog hende, der trak nitten, for det blev Domenico Modugno, som selv havde skrevet tekst og melodi, der repræsenterede Italien ved det internationale Grand Prix. Det var nok et dårligt valg, for han fik 0 point og en ualmindeligt negativ omtale for en meget arrogant opførsel under prøverne med hjem.

Med en enkelt undtagelse stillede Cinquetti troligt op til San Remo festivalen de følgende mange år, dog uden den store succes. I forhold til det internationale Grand Prix gjorde dette dog ikek den store forskel, for i 1967 valgte man at skille San Remo og Grand Prixet ad, og på nær et enkelt år (1971) har de to konkurrencer siden levet hvert deres liv. I stedet valgte den nationale italienske tv-station fremover egenhændigt, hvilken melodi og kunstner, der skulle repræsentere Italien. I 1974 faldt valget på si og Gigliola Cinquetti, som dermed fik muligheden for at gentage sejren fra 64.

Med en andenplads efter ABBA blev det dog ved lige-ved-og-næsten, men det var faktisk nok til, at hun endnu engang nåede hitlisterne i England. Denne gang var det dog med den engelske version, Go (Before You Break My Heart). Ligesom i 1964 havde Cinquetti nemlig fået travlt med at indspille sangen på mange sprog, dog ikke japansk i denne omgang.

Deltagelsen ved Grand Prixet i 1974 blev den sidste for hendes vedkommende, og hun har ikke siden gjort sig i udlandet. Gigliola Cinquetti er stadig aktiv som sangerinde, har dog siden 1990’erne i højere grad erhvervet sig som journalist og tv-værtinde i Italien. Det var også i den funktion, hun i 1991 atter tonede frem på skærm i anledning af det årlige Melodi Grand Prix. Her kunne man ved selvsyn erfare, at hun stadig var en smuk kvinde, og selvfølgelig sang hun Non Ho L'eta. Hvorvidt hun efterhånden er blevet for gammel til at synge refræn, må tiden vise. Netop i år er Italien atter indtrådt i Grand Prixet efter mange års fravær, og mon ikke, hun dukker op igen, hvis de formår at vinde engang i fremtiden?

..............................................
Videoklippet fra Grand Prixet i 1964 er gjort tilgængelig af  Eurovision.tv. Af ophavsretsmæssige grunde kan der desværre ikke linkes til andre klip på eksempelvis Youtube.com. Der henvises i stedet til Bibzoom.dk, hvis man vil høre hele sangen og eventuelt også Osvald Helmuths udgave.
Den pågældende Top 20-liste fra 1964 kan ses på danskehitlister.dk.