Hele den tyrkiske musik
Forfatter: Anne Ørbæk JensenI anden halvdel af 1700-tallet var tyrkisk kaffe, musik og tøj højeste mode i Europa. Også selv om den tyrkiske musik for det meste handlede om at spille så kraftigt som muligt. Hvordan hænger det sammen? Og hvad har Olsen Banden med det at gøre?
I anledning af Det Kongelige Biblioteks og Statens Museum for Kunsts udstilling om Tyrkiet ser vi lidt nærmere på den tyrkiske musik – ikke mindst i relation til billedkunstneren Melchior Lorck.
Hvad betyder det?
”Hele den tyrkiske musik” må betragtes som en fast vending. Hvis man slår op i Ordbog over det Danske Sprog vil man se udtrykket forklaret ved musik, der præges af slagtøjsinstrumenter eller larmende militærmusik, men det blev også brugt i overført betydning som det afsluttende led i en opremsning af ubehagelige og foragtede ting eller sågar om kønssygdomme. ”Tag jer i agt for den Lade…for der holder Alimentationen og den tyrkiske musik til”, skriver Martin Andersen Nexø i sit erindringsværk ”For lud og koldt vand ” (1937), underforstået, at der kom man til at betale børnebidrag og fik kønssygdomme. Men hvordan er et billede af noget så larmende og ubehageligt opstået?
Tyrkiet
Omkring 1330 dannedes der i Tyrkiet et elitekorps af livvagter og soldater, som fik navnet janitscharer af det tyrkiske ”jeni tescheri”, der betyder nye tropper. De bestod af hårdt trænede mænd, der snart kom til at præge først det tyrkiske militær og senere hele samfundet som en indflydelsesrig magtfaktor. Først kort efter 1820 lykkedes det at dæmpe og senere opløse janitschar-korpset, og samtidig begyndte den tyrkiske stat en tilnærmelse til Vesten.
I janitscharernes eksistensperiode var Tyrkiet en indflydelsesrig og velstående nation i Østeuropa og det arabiske område med en høj kulturel standard især inden for musik og digtekunst. Men i 1683 gik det galt. Efter flere konfrontationer med habsburgerne i Centraleuropa indledte osmannerne, som folket ofte kaldes, en omfattende offensiv, hvor de bl.a. belejrede Wien i hele sommerperioden. Det førte dog til et afgørende nederlag for osmannerne, som måtte afstå store landområder især i det nuværende Østrig og Ungarn. De efterlod sig dog en sand modebølge især i Centraleuropa, og heri indgik også den tyrkiske musikstil.
Janitscharerne
Janitscharerne havde deres eget orkester (Mehter), som bestod af blæsere og slagtøj – instrumenter, som kunne præstere en kraftig lyd. Hovedinstrumenterne var den tyrkiske obotype zurna, trompet, stortromme, bækkener, pauker og triangel.
Et helt specielt instrument var den såkaldte tyrkiske halvmåne, Cevgan, som består af en stang, hvorpå der som regel er en eller flere messingudsmykninger, som er besat med klokker og bjælder. Ofte er denne udsmykning halvmåneformet, eller den kan have form som en ”kineserhat”, og fra den hænger to hestehaler, indfarvet i korpsets farver.
Hensigten med denne overdådighed af slagtøj var at lave så meget larm, at hærene konstant blev opildnet og fjenderne skræmt væk. Foruden larmen var det også karakteristisk, at musikken var enstemmig uden et harmonisk underlag, og det var især disse to faktorer, som skulle gå videre i den vesteuropæiske opfattelse af tyrkisk musik.
Filippo Bonanni: Gabinetto armonico, 1723.
Militærmusikken
I løbet af 1700-tallet fik først Østrig og senere Preussen ensembler med tyrkisk musik, og snart bredte det sig til resten af Europas hære, også til Danmark. De fleste steder brugte man lokale musikere – med mere eller mindre held, og man sendte også kapelmestre på studiebesøg i Tyrkiet.
I Danmark havde Livgarden midt i 1700-tallet et ensemble bestående af oboer, trompeter, horn og fagotter, de såkaldte hoboister. Man regner med, at det tyrkiske instrumentarium blev indført under Christian VII, d.v.s . efter 1766. Det krævede ca. 10 mand ekstra, men det var ofte tambourer og pibere, der spillede – vi kan i hvert fald ikke se tyrkiske navne i de danske arkiver. Til gengæld havde man adskillige tyrkiske marcher, som ikke alene blev anvendt til militærmusik, men også til underholdning ved hoffet.
Det var først og fremmest stortrommen, man overtog fra tyrkerne, men i Livgarden kender man også to halvmåner, som er registreret købt i 1789 og 1797. Senere blev halvmånen for svag i lyden og erstattet af lyren – et klokkespil, der dog ofte bevarede hestehalerne.
På Det Kongelige Teater red man også med på denne bølge. Til brug i operaerne anskaffedes i 1762-63 "2 smaa Pauker med Smede arbeÿd og Skind forsÿnet og i standt satt", og de bliver af regissøren benævnt "smaa Tÿrkiske Trommer" (fra en regning i teatrets regnskaber u. sæsonen 1762/63, no.128 (Det Kongelig Teaters arkiv på Rigsarkivet). Teatrets regissør Iver Als kvitterede for modtagelsen med de oplysende ord). Senere holdt man disse pauker vedlige med nye skind og stokke.
Tyrkisk mode
Det var imidlertid ikke alene i militær sammenhæng, at den tyrkiske musik satte sit præg – snarere tværtimod. I løbet af 1700-tallet bredte der sig en sand tyrkisk modebølge over det meste af Europa. Man drak tyrkisk kaffe, gik i eksotiske gevandter og hørte tyrkisk musik.
I anden halvdel af 1700-tallet nåede moden sit højdepunkt. De spændende og også erotiske motiver, der lå i myterne om grusomme sultaner og billedskønne haremsdamer blev for alvor spændende. Det var teaterdirektøren Charles-Simon Favart, der på Théâtre Italien i Paris skrev og iscenesatte det tyrkisk inspirerede syngestykke Soliman II i 1761. Hovedrollen som den skønne og vittige slavinde Roxelane blev spillet af hans kone, den berømte skuespillerinde Md. Favart. Stykket spiller netop på et opgør mellem tre udenlandske slavinder om sultanens gunst, hvor Roxelane med sin selvstændige charme løber af med sejren. Stykket var dristigt, og det samme var Roxelanes påklædning, der bl.a. indeholdt tyrkiske bukser.
| Primadonnaen Caroline Walter som Roxelane i syngestykket Soliman II. Stykket blev meget populært og gik i alt 48 gange i perioden 1770-92. I begyndelsen af 1800-tallet blev det taget op igen med ny musik af Ludvig Zinck, men denne gang fik stykket kun to opførelser. Dette billede er lavet af maleren Christian Hornemann i 1804, selv om Caroline Walter ikke havde spillet rollen siden 1780, men man huskede hende stadig. Stik af Andreas Flint (1807) efter billedet. Senere spillede Marie Cathrine Preisler rollen som Roxelane på Kgs. Nytorv. |
Det var derfor ikke mærkeligt, at man også satte stykket op i København. Allerede i 1770 spillede primadonnaen Caroline Walter Roxelane på Det Kongelige Teater til musik af kgl. kapelmester Giuseppe Sarti og primadonnaens mand Thomas Christian Walter, og snart kunne man ved de københavnske maskeballer se utallige damer i tyrkiske kostumer. Også på instrumentsiden var man med på den tyrkiske bølge. I tekstbogen til Soliman II er der ud for Roxelanes replik om at høre fløjternes og bækkenernes klang tilføjet "Bækkener, som Tyrkerne kalder Zils, ere de som bruges ved Janitschar-Musiken" (tilskrift i et eksemplar af teksten til Soliman II i Syngespil for den danske Skueplads, 1, Kbh. 1776, der befinder sig i Kgl. Teaters Arkiv og Bibliotek, formentlig regissørens).
|
Melchior Lorck lavede også et træsnit af en harpespiller, dateret 1583. Det kan have inspireret til en af de mest populære scener i Soliman II, hvor Roxelane spiller på harpe for sultanen.
|
At der var lidt uorden i den historiske sandhed betød ikke noget, og det samme var tilfældet med opfattelsen af den oprindelige tyrkiske musik. Det vigtigste var slagtøjet og enstemmigheden. Især inden for operaen blev der skrevet et utal af værker over tyrkiske eller bredere orientalske emner, af bl.a. C.W. Gluck, Joseph Haydn og Reinhard Keiser. Den berømteste er dog Mozarts Bortførelsen fra Seraillet fra 1781.
|
I 1555-59 var den danske billedkunstner Melchior Lorck i Istanbul, hvor han lavede en del tegninger fra sultan Süleymans hof. På grundlag af disse udarbejdede Lorck en række træsnit i årene 1570-83, som blev udgivet i 1626. Heriblandt dette billede af ”den russiske sultaninde”, der i en tysk udgivelse fra 1683-84 beskrives netop som Roxelane. |
På dansk grund er det især operaen Holger Danske af F.L.Æ. Kunzen med tekst af Jens Baggesen, der falder ind under betegnelsen tyrkeropera. Holger Danske, der i operaen tjener hos Karl den Store, har dræbt en af dennes sønner og må nu gennemgå en række opgaver for at sone drabet. De fører ham til sultan Buurmans palads, hvor der straks ved ankomsten (begyndelsen af 2. akt) høres en Türkenmarsch med hele slagtøjsensemblet på plads. Senere i musikken kan man også høre reciterende og messende religiøse strofer.
Omkring 1800
Bortset fra de egentlig tyrkiske emner finder man den tyrkiske musik i værker med militært anstrøg. Haydn bruger det i sin Militærsymfoni (nr. 100), Beethoven i værket Wellingtons sejr og også i 9. symfoni. Mere oplagt er dog nok hans brug af det i korværket Athens Ruiner, hvor tyrkernes tilstedeværelse skildres med tyrkisk march. Orientalske emner fortsatte i 1800-tallets opera – men det strakte sig ofte ud over Tyrkiet.
Efterhånden blev slagtøjet en naturlig del af symfoniorkestrets instrumentarium med dets nye klangmuligheder. Et par danske eksempler - Kuhlaus ouverture til operaen Lulu og ouverturen til Elverhøj fra 1828 står lidt på grænsen, men komponisten bruger stadig instrumentariet som en imponerende effekt. I Elverhøj-ouverturen giver det senere Olsen Banden mulighed for at sætte ind med slagboremaskinen netop på disse steder i musikken, da de i Olsen Banden ser rødt forsøger at nedbryde grænserne mellem kunstarterne på Det Kongelige Teater. En dansk filmklassiker var født.
Det Kongelige Biblioteks Musik- og Teaterafdeling har Det Kongelige Teaters oprindelige opførelsesmateriale både til Soliman II (Sarti), Holger Danske (Kunzen) og Elverhøj samt Lulu (Kuhlau). Kan søges i REX, Orkesterbiblioteket
Derudover kan man finde senere udgaver af noderne til en række operaer og anden musik med tyrkisk inspiration – alla turca. Søg dem i REX, Hele musiksamlingen
Læs mere:
Materiale om Tyrkiet og tyrkisk musik – flere eksempler og billeder (fra Universitetet i Oldenburg)