Prins Jørgens March

Prins Jørgen
For 300 år siden - i 1702 - besteg en dansk prins den engelske trone, dog kun som prinsgemal. Det drejer sig om prins Jørgen (1653-1708), som var søn af kong Frederik III og gift med den engelske Anne af huset Stuart - Englands dronning fra 1702 til sin død i 1714. Prinsen blev ikke anset for nogen stor ånd, men hans ægteskab var meget lykkeligt, trods det, at alle parrets børn døde som små.


Prins Jørgen - eller Prince George, som han kaldtes i England - har ikke spillet den store rolle i historien, og de færreste kender ham i dag. Imidlertid har et musikstykke med hans navn en meget fremtrædende plads i mange danskeres bevidsthed. Prins Jørgens March blev enormt udbredt, da BBC under 2. verdenskrig indledte alle sine nyheder over kortbølgeradioen til danskerne med netop denne melodi i et arrangement af den britiske dirigent Sir Henry J. Wood for trompet, orgel og slagtøj. Wood arrangerede mange værker for orkester, som han bl.a. brugte ved de kendte Promenadekoncerter, der siden 1941 altid finder sted i Royal Albert Hall i London. Måske valgte BBC netop denne melodi, bl.a. fordi den i forvejen var kendt som musik til officielle lejligheder i Storbritannien.


Ttitelblad til en udgivelse hvor Henry Purcell betegnes som komponisten   Titelbladet, her med angivelse af Henry Purcell som komponist og betegnet "Indledningsmusik til den danske Stemme fra London.
Gengivet med tilladelse af Edition Wilhelm Hansen AS, København

 




Komponisten
Og marchen er skrevet til prins Jørgen i begyndelsen af 1700-tallet af komponisten Jeremiah Clarke (ca.1673-1707), som i 1703 blev leder af det fremtrædende drengekor i St. Paul's Cathedral i London. Hans produktion omfatter kirkemusik og cembalomusik, men også sange og musik til The Drury Lane Theatre. I 1704 blev han udnævnt til organist i dronningens kapel, og han har således være meget nær på de kongelige. Kompositionen kaldte han The Prince of Denmark's March eller blot Trumpet Voluntary. Det sidste var ellers ofte navnet på et orgelstykke med fanfarer og andre trompetagtige indslag, men denne march foreligger fra Clarkes side både i en version for cembalo og for trompet med blæserensemble.

På Clarke's tid var trompetvirtuoser meget populære, og der blev skrevet mange værker, som udnyttede deres evner. Blandt de kendteste var trompetisten John Shore Clarkes favorit. De to tidligste udgaver af marchen, John Young's A choice collection of ayres for the harpsichord or spinett og John Walsh's Second Book of the Harpsichord Master blev trykt i London i 1700, og de findes på det britiske nationalbibliotek i London. På British Museum har man også en version for blæserorkester i fire håndskrevne stemmebøger. I lang tid troede man, at stykket var skrevet af den kendte engelske komponist Henry Purcell, men man har nu fastslået Clarke som ophavsmanden. Det har nok hjulpet på marchens popularitet, at den har været tillagt en af Englands kendteste komponister og lanceret under navnet Purcell's Trumpet Voluntary.


Stadig populær
I 1700-tallet kan man opleve marchen som en anonym melodi til en vise fra et dramatisk værk af John Gay, som også skrev The Beggar's Opera, og i 1870erne blev melodien udgivet i en samling af korte orgelstykker, samlet af den engelske organist William Spark fra Leeds under navnet Trumpet Voluntay in D major, Henry Purcell. Først senere blev den rigtige komponist fastslået. Marchen blev ofte brugt i forbindelse med festmusik til kongelige ceremonier, og den kan stadig ofte høres ved festlige lejligheder, bl.a. i forbindelse med bryllupper. Der findes adskillige udgaver af Prins Jørgens March, og på Det Kongelige Bibliotek haves bl.a. en udsættelse fra prins Charles og Dianas bryllup i 1981, ligesom marchen er indspillet på flere cd'er.

Man kan læse mere om komponisten i The New Grove Online og om Prins Jørgen i f.eks. Dansk Biografisk Leksikon eller i Heidi Inger Gøtz: Skyggeprinsen, Vordingborg 1999.