Abel Spendabel - og andre sange af Fini Henriques

Det er vist ikke for meget sagt, at Fini Henriques havde et barnligt islæt i sin karakter, ja ligefrem et barnligt sind, som gav sig udslag på flere måder. Dels var han en stor spøgefugl, som i enhver situation kunne få øje på det morsomme og fremkalde smil og latter i sine omgivelser. Når han optrådte som violinsolist havde han således vanskeligt ved ikke at krydre sin optræden med lidt humor. Dels var han tydeligvis optaget af barnets verden og følte sig givetvis i stand til at forstå barnets reaktionsmønstre og i det hele taget dets psykologi.

Hans mest spillede klaverværk, Billedbogen, komponeret 1899, indeholder tyve korte stykker, hvor en lang række situationer fra barnets hverdag udtrykkes i musik. Her møder vi både de kåde sider af legen og de mere indadvendte skildringer af barnets følelser, som fx sorg og hjemvé. Billedbogen bygger bl.a. på Robert Schumanns Album für die Jugend og Kinderszenen, men den trang til alligevel at skrive ”voksen” musik, som mange af satserne hos Schumann afslører, kunne Fini Henriques holde sig helt fri af. Der er ingen ”raffinementer” – musikalske eller spillemæssige – hos Henriques, men tværtimod en fri ukunstlet musiceren, som afdækker sider af barnets liv og sind.

Kigger man i Henriques’ værkliste, vil man finde flere kompositioner med relation til barnet eller barndommen. I 1881 skrev han således en Børne-Symfoni, og i 1904 udkom hans Børnetrio for violin, cello og klaver. Trioen bliver jævnlig spillet og har med sin lette rokokopastiche en umiddelbar charme, som dog nok sine steder kan nærme sig det sødladne. Blandt klaverværkerne finder man foruden Billedbogen samlingen Børne-Lyrik op. 30, som blev udgivet i 1908, og som synes at være en afglans af Billedbogen.

Umiddelbart kunne man forestille sig, at en komponist som Fini Henriques måtte være den oplagte til at komponere børnesange, men i hans meget store sangproduktion findes kun to samlinger børnesange: Børnesange op. 29 fra 1907 og Jyttevers fra 1929 til tekster af Henri Nathansen. Det var kun få af Fini Henriques’ sange, der blev en del af det danske børnesangsrepertoire, men tre af dem opnåede dog en vis udbredelse. Det drejer sig om sange fra den førstnævnte samling: ”Abel Spendabel”, ”Danse, danse dukke min” og ”Hvad vi kan” (Den lille Bi og den store Sol), som alle er optaget i første udgave af Gunnar Nyborg-Jensens De små synger. 134 børnesange for de mindste fra 1948. De tre sange er stadig at finde i udgaven fra 2000, og således må de tre sange vel siges at have opnået ”klassikerstatus” i den danske børnesang.

”Abel Spendabel” har tekst fra den gamle børneremse og er som den ganske kort, på 16 takter med forspil og efterspil. Henriques har valgt en enkel melodiføring med mange gentagelser, som svarer fint til tekstens enkle vrøvlepræg. Anderledes er ”Danse, danse, dukke min”. Den virker umiddelbart som en pastiche på Johan Christian Gebauers melodier eller – måske – en hyldest til denne, den danske børnesangs klassiker. Sammenligner man fx ”Danse, danse, dukke min” med Gebauers ”Hist hvor vejen slår en bugt” er slægtskabet tydeligt.

Måske er ”Danse, danse, dukke min” Fini Henriques mest levedygtige børnesangsmelodi; i hvert fald er den den eneste Henriques-melodi, der optræder i en af De små synger’s efterfølgere, Inge Marstals Min sangbog. 150 børnesange fra 1987. Det er i øvrigt betegnende, at medens sangen i originaludgaven stod i B-dur og havde toptone på tostreget f, var den i De små synger sat en halvtone ned til A-dur, men i Min sangbog har den bevæget sig helt ned i G-dur med toptonen tostreget d til følge. Sammen med H.C. Andersens digt – fra eventyret med samme titel - udgør Henriques’ melodi et fint stemningsbillede fra 1800-tallets Danmark.

Fini Henriques havde muligvis den opfattelse, at børnemusik burde eller kunne kombineres med ældre stilarter. Det er i hvert fald, hvad vi ser i ”Danse, danse, dukke min” og Børnetrioen. Det sikrede selvfølgelig også, at tonesproget forekom velkendt og ufarligt. Sangen ”Hvad vi kan” til tekst af Christian Richardt rummer en række små udsagn – selvfølgeligheder – om verden omkring barnet, men til sidst rettes blikket mod barnet selv, og som slutning kommer en overraskende pointe. Rent musikalsk bevægede han sig også her inden for den enkle og overskuelige melodik, men alligevel rummer melodien elementer, som bryder den lettilgængelige stil og stiller betydelige krav til sangeren, hvilket jo vil sige barnet. Melodien er i tre dele, som bygger på samme musikalske stof. Før anden del går over i tredje del, som fører os tilbage til hovedtonearten, tager melodien et udsving til gis-mol med et melodisk spring, som bestemt ikke er for børn. Det samme må siges om sangens afslutning, hvor melodien foretager et oktavspring, som heller ikke umiddelbart er særlig sangbart.

I den version sangen optræder i i De små synger har man taget konsekvensen af melodiens vanskelige passager; man har simpelt hen reduceret dens oprindelige 19 takter til 6, dvs. begyndelsestakterne. Om dette kan siges at være hensynsfuldt over for komponisten, kan man diskutere. Men det har givet melodien en enkelhed, som på sæt og vis er i overensstemmelse med teksten.