Musik i kongehuset
Det danske kongehus har i flere generationer interesseret sig for musik. Vi har i dette tema udvalgt tre personer, der har haft hver deres forskellige tilgang til denne kunstart, og Det Kongelige Biblioteks samlinger viser da også en bredde i dokumentationen heraf, f.eks. trykte sange, fornemme indbindinger og flotte billeder.
Kong Frederik IX (1899-1972)
Allerede som dreng viste Frederik IX stor interesse for musik. Han begyndte at spille klaver som 12-årig, men snart fattede han en stærk interesse for orkesterdirektion.
Allerede omkring 1915 dannede hans mor, dronning Alexandrine, et lille orkester på Amalienborg bestående af musikudøvende familiemedlemmer og nære venner, som gjorde det muligt for den unge kronprins at få afprøvet sine evner som dirigent. Vi ved, at der ved disse koncerter bl.a. opførtes Beethovens 1. symfoni.
Snart fik kronprinsen mulighed for at optræde med såvel Flådens Musikkorps som Den Kongelige Livgardes Musikkorps, men noget helt afgørende indtraf i 1938, da Det Kongelige Kapel inviterede ham til at indstudere og dirigere et symfonisk program. Dette tilbud udviklede sig til en tradition, nærmest til en fødselsdagsgave, og få år senere fik kronprinsen også mulighed for at dirigere Tivolis Koncertsals Orkester og Statsradiofoniens Symfoniorkester, det nuværende DR SymfoniOrkestret. Med dette sidstnævnte orkester og Det Kongelige Kapel holdt kongen forbindelsen ved lige. Så sent som i 1971 - mindre end et år før sin død – dirigerede han således dem begge.
I H.M. Dronningens Håndbibliotek på Amalienborg beror kongens musiksamling, som bl.a. rummer talrige orkesterpartiturer med hans egenhændige direktionsnotater. Disse mange afmærkninger vidner om en seriøs tilgang til arbejdet, og de dokumenterer hans livslange arbejde med de klassiske musikværker, som stod hans hjerte nær. For kong Frederik var arbejdet som dirigent en privat sag; hans ønskede tydeligvis ikke at fremtræde offentligt i denne egenskab.
En enkelt gang brød han dog dette princip; det skete i 1948, da han indvilligede i at lade en række egne indspilninger udkomme hos et pladeselskab (Tono), men det helt afgørende var, at pladerne blev bortloddet til fordel for det nystiftede FN’s flygtningeindsamling. At kongen egentlig ikke ønskede at fremtræde offentligt som dirigent giver sig her udslag i, at hans navn ikke figurerer på pladerne. Det er kun kongens spejlmonogram på pladeetiketterne, der afslører hans andel i opførelserne.
Dronning Louise (1817-1898)
Gennem dronning Louises lange liv synes musik at have spillet en stor rolle. Allerede som ganske ung prinsesse fik hun undervisning i tegning, maleri og musik, og blandt hendes musiklærere var Friedrich Kuhlau, Frantz Keyper og Franz Neruda. Efter at være blevet dronning i 1863 var det særlig kammermusikken, hun dyrkede.
Sammen med medlemmer af Det Kongelige Kapel spillede hun de klassiske værker, hvori klaver indgår, og sammen med sine tre døtre udfoldede hun sig i firhændigt, sekshændigt og ottehændigt klaverspil. Ved disse lejligheder stod wienerklassikkens store symfoniske værker ofte på programmet, men her fik hun også mulighed for at dyrke Johannes Brahms’ symfonier, som hun forsøgte at få opført i København i en periode, hvor interessen for hans værker var behersket.
Prinsesse Viggo (1895-1966)
Blandt de musikudøvende medlemmer af Kongehuset må fremhæves prinsesse Viggo, der var født i New York og hed Eleanor Margaret Green, indtil hun i 1924 blev gift med prins Viggo - et barnebarn af kong Christian IX. Prinsessens officielle titel var grevinde af Rosenborg, men som prinsesse Viggo blev hun et kendt og populært medlem af den kongelige familie.
Det var dog nok de færreste, der vidste, at hun havde musikalske talenter. Men prinsesse Viggo komponerede flere sange og optrådte endog som sangsolist, hvilket en plade af mærket His Master’s Voice dokumenterer. I montren vises to nodeudgaver, som har været i prinsesse Viggos eje, samt to trykte værker, hun udgav i slutningen af 1940’erne.
