Frederik Rung 150 år

Komponisten og dirigenten Frederik Rung blev født i 1854 ind i en meget musikalsk familie. Han blev bl.a. dirigent for Cæciliaforeningen, som inden for korverdenen var en af de mest fremtrædende ensembler i København i slutningen af 1800-tallet. For netop 100 år siden udgav Rung en fin samling af korets repertoire. Samtidig danner hans og faderen, Henrik Rungs, store nodesamling en af grundpillerne i Det Kongelige Biblioteks Musikafdeling, som netop er fyldt 125 år.

Fr. Rung fik allerede fra barnsben musikalsk undervisning i hjemmet hos faderen, komponisten og syngemester på Det Kongelige Teater, Henrik Rung og moderen, sangerinden Pauline Rung, og der blev musiceret meget i hjemmet sammen med de øvrige tre søskende. Henrik Rung komponerede adskillige værker til børnene, bl.a. 40 duetter for violin og klaver til Frederik og storesøster Sophie. Et kuriosum er rækken af kompositioner for viola d’amore, som faderen skrev, efter at sønnen i 1864 havde fået et eksemplar af dette strygeinstrument.

Frederik Rung med sin viola d'amore

Som 12-årig, i 1866, spillede Frederik Rung guitar i Det Kongelige Kapel ved en opførelse af skuespillet Barberen i Sevilla, og han var blandt de første og yngste elever på det nydannede musikkonservatorium i København. Her fik han både Niels W. Gade, J.P.E. Hartmann og violinisten Valdemar Tofte som lærere i de tre studieår. Senere virkede Rung selv som klaverlærer på musikkonservatoriet i København fra 1881 til 1893.

Fr. Rung modtog i 1877 Det Anckerske Legat og kunne således rejse til Wien, Paris og London. I den engelske hovedstad oplevede han bl.a. tre mammutopførelser af Händels Messias, som kort tid efter blev det første værk, han opførte med sit kor og orkester i Cæciliaforeningen, og som inspiration herfra indstuderede han senere en række større korværker med ensemblet.

Efterhånden blev hans tilknytning til Det Kongelige Teater dog stærkere. I 1872 blev han ansat som operarepetitør, i 1884 som 2. kapelmester og fra 1908 som kapelmester. Sven Lunn skriver i Dansk Biografisk Leksikon, at Rung ganske vist ikke var ”nyskabende, men han var en mester i at fremføre det gængse repertoire i den klassiske udførelse”, og han havde et stort repertoire parat, således at han kunne springe ind, når andre fik forfald. Til gengæld var han en ivrig tilhænger af Wagner og satte først Rhinguldet (for første gang i 1908) og derefter hele Nibelungens Ring (1908-09) op på Det Kongelige Teater. På flere måder stod han nok i skyggen af sin forgænger som kapelmester Johan Svendsen, men han bevarede en meget energisk tilgang til opgaven.

Rung havde til gengæld en enestående høresans, som til tider var frygtet i hans ensembler, da den kunne bevirke, at han ved prøverne gentog bestemte passager i det uendelige. Hans hørelse gjorde dog også, at han omkring 1900 vovede at sende den store klokke i København rådhustårn retur pga. urenhed.

I vinteren 1844-45 havde faderen, Henrik Rung, stiftet et kor, der i 1853 blev til Cæciliaforeningen og som dyrkede familiens store interesse for den klassiske italienske korpolyfoni, og Frederik kom i en ung alder med til prøverne. Efter Henrik Rungs død i 1871 overtog kgl. kapelmester H.S. Paulli lederskabet af foreningen, indtil Frederik Rung i 1877 kunne efterfølge faderen som dirigent for kor og orkester.

Fr. Rung var meget ambitiøs på ensemblets vegne og stiftede i 1887 Cæciliaforeningens Madrigalkor på omtrent 40 stemmer, som senere inspirerede det såkaldte Palestrinakoret og dermed Danmarks Radios kor. Det lykkedes da også flere gange for koret at vinde internationale priser, således i Stockholm i 1897 og i Prag i 1900, samt at optræde på verdensudstillingen i Paris i 1900. ”Alene ved hans personlige Energi staar denne Forening, der ved sit begrænsede Omraade ikke syntes at skulde have mest Bud til Nutidsmenneskene, som den bedst situerede af samtlige vore Musikforeninger”, skrives der i nekrologen i tidsskriftet Masken 1913-14. Ingen tvivl om, at han var i sit es med madrigalkoret.

Det var således ikke mærkeligt, at den samling af madrigalkorets repertoire, som han udgav i 1904, havde et tysk titelblad, selv om den udkom i København. Samlingen viser på udmærket vis et bredt udsnit af repertoiret.

En vigtig del er den ældre italienske kirkemusik, her repræsenteret ved satser af G.P. da Palestrina og G.Fr. Anerio. Men også den mere muntre verdslige italienske madrigal er repræsenteret med komponistnavne som G.G. Gastoldi, L. Leoni og G. Conversi. Sidstnævntes madrigal havde Henrik Rung allerede i 1844 få år efter sin hjemkomst fra Italien udgivet i København, og man kan kun gætte på, hvilket publikum den har haft på det tidspunkt. De to madrigaler af Gastoldi vil være bekendt for mange danske korsangere også i dag ved at være optaget i den udbredte Chorus-antologis første bind – måske som en inspiration fra Rungs samling.

Danske folkeviser er helt klart også på repertoiret som inspiration fra en nationalromantisk periode. Og morsomt nok har Rung formået at bygge bro mellem ægte romantiske folkeviseudsættelser som to satser af J.P.E. Hartmann og den nyere reformbevægelse, der søgte tilbage til tidligere tiders tonesprog som Thomas Laubs Ramund- og Liden Kirsten-arrangementer. Her mødes Rungs tidlige inspiration fra uddannelsen med Hartmann som lærer med hans samarbejde med Laub om udgivelsen af ”Sangmusik fra det 17.og 18. Aarhundrede”.

Den sidste gruppe er familien Rungs egne kompositioner, der rummer satser af både far og søn samt komponisten Jakob Fabricius, der typisk nok for repertoiret har bidraget med en sats kaldet Madrigal.

Rung havde også en forkærlighed for ældre tyske a cappella-satser, og derudover dyrkede han en type musik, som imidlertid var mere karakteristisk for hele Cæciliaforeningens repertoire og ikke bare for madrigalkoret. Det drejer sig om en række større værker for kor og orkester, som netop Frederik Rung indførte i Cæciliaforeningen som en inspiration fra de koncerter, han havde hørt i London. Eksempler er Bachs h-mol messe, Mozarts Requiem og Idomeneo, Händels Israel i Egypten samt Glucks opera Paris og Helena og Beethovens Missa Solemnis. Fra i 1876 at have været ca. 85 kormedlemmer havde man omkring 1900 ca. 200 på listen og kunne derfor efterhånden opføre flere og flere af disse store værker. Også tilhørernes antal steg fra omtrent 400 medlemmer i 1882 til over 1.000 i midten af 1890’erne.

Frederik Rung med sin særlige harpeguitar. Instrumentet findes nu på Musikmuseet i København.

Frederik Rung selv er som nævnt repræsenteret i samlingen med en enkelt komposition foruden et arrangement af Roselil. Han havde nemlig en omfattende komponistvirksomhed, og de fleste af hans manuskripter opbevares i dag på Det Kongelige Bibliotek. Hans første små sange blev udgivet under pseudonymet F. Palma allerede i 1867, men senere omfattede hans produktion flere operaer som Det Hemmelige Selskab (1888) og Den trekantede Hat (1894), ballet- og skuespilmusik og festkantater. Blandt hans sange kan man især nævne den fine cyklus Ebba Brahe, op. 42 for sopran og orkester (også i en version for sang og klaver), og inden for korlyrikken bl.a. hans folkeviseudsættelser. Derudover skrev han en række instrumentale værker, deriblandt en symfoni, kammermusik og klaverstykker, men hans kompositioner er ikke meget kendt i dag.

I 1912 måtte Frederik Rung opgive en del af sit arbejde på grund af sygdom, og i 1914 døde han, kun 60 år gammel. Hans og faderens store nodesamling af trykte ældre udgaver - dansk som især italiensk musik - samt de to komponisters egne manuskripter og afskrifter af ældre musik gik via Frederik Rungs storesøster, sangerinden Sophie Rung-Keller, i arv til hendes søn, organist, komponist og klokkeekspert P.S. Rung-Keller. I 1950erne overdrog han denne store samling til Det Kongelige Bibliotek, som allerede i 1945 havde fået det omfattende opførelsesmateriale på ca. 470 værker fra Cæciliaforeningen. Begge disse vigtige samlinger står i dag - efter bestilling - til offentlighedens disposition på Læsesal Vest i Den Sorte Diamant.