Kejserinde Dagmar og musikken

Forfatter: Rasmus Pyndt

Den 28. september 2006 blev den danskfødte kejserinde Dagmar (1847-1928) genbegravet i Skt. Petersborg. Allerede fem dage før, d. 23. september, indledte man de ceremonielle begivenheder med en mindehøjtidelighed i Roskilde Domkirke, hvor kejserinden for næsten 80 år siden blev stedt til hvile. Dagmar ønskede selv at blive begravet ved sin mands, zar Alexander III's, side i den gamle russiske hovedstads Peter og Paul-katedral, når de politiske omstændigheder tillod det, og genbegravelsen stod således som et symbol på de mange ændringer, der har fundet sted i Rusland de senere år. Men ceremonierne markerede samtidig 140-året for den blot 18-årige danske prinsesses afrejse til sit nye hjemland, hvor hun skulle vies til den russiske tronfølger, den senere zar Alexander III. Vi ser nærmere på den store mængde musik, der blev komponeret og spillet ved ikke blot denne lejlighed, men også i forbindelse med flere af de øvrige mærkedage i Dagmars usædvanlige og begivenhedsrige liv.


Afsked med Dagmar
Farvel, Prinsesse Dagmar, du gaar til Storhed og Glans,
En Kejserkrone gror der udi din Brudekrands;
Gud lade sit Solskin lyse i dig og dit nye Hjem,
Da bliver til Perle hver Taare, som Skilsmissen nu kalder frem!


Københavnernes ambivalente følelser af på én gang melankoli og stolthed i forbindelse med deres unge prinsesses rejse mod det vældige russiske zardømme kan næppe skildres bedre end H. C. Andersen gør det i sin dybtfølte afsked med den vordende brud og zarina i Dagbladet d. 21. september 1866. Gennem hele sin opvækst havde prinsessen været omkranset af en særlig bevågenhed og respekt, og det var derfor et både højtideligt og vemodigt øjeblik, da hun fra dampskibet Slesvigs dæk den følgende dag kunne vifte "endnu et Farvel til det Folk, der havde seet hende voxe op i sin Midte, og til hvilket hun ved sin Ynde og Elskværdighed stedse har været knyttet med sand Inderlighed," som det lyder i Illustreret Tidende d. 30. september 1866.


Dagmar går ombord på skibet i september 1866. Klik for større billede   Den 22. september gik prinsesse Dagmar ombord på dampskibet "Slesvig", og mange københavnere var kommet for at sige farvel til hende



Forlovelsen 
Folket havde ellers haft tid til at vænne sig til tanken om Dagmars bortrejse. For to år forinden var hun faktisk blevet forlovet med den oprindelige storfyrsttronfølger, Nikolaj Aleksandrovitch, som imidlertid døde pludseligt i 1865. Den dansk-russiske forbindelse skulle dog ikke brydes, og året efter blev prinsessen derfor igen forlovet, nu med Nikolajs lillebror Alexander, hvorved hun stadig havde udsigt til en fremtid som russisk kejserinde.

Allerede i forbindelse med forlovelsen blev der komponeret værker til ære for Dagmar og hendes fremtidige brudgom, og "den kongelige musikalske hofleverandør", H. C. Lumbye (1810-1874), var naturligvis ikke sen til at udnytte situationen. Komponistens Storfyrst Alexander Marsch, som første gang kunne høres i Tivoli den 4. august 1866, var således en del af festlighederne i kølvandet på den nylige trolovelse. Det samme gælder sandsynligvis hans galop Lidt Kling-Klang til Festen, som første gang opførtes i Tivoli knap to uger senere, den 17. august. 

Portræt af den unge prinsesse. Klik for større billede   Den unge prinsesse Dagmar

Selv til hoffesten på Christiansborg den 7. september samme år - hvor Dagmars mor, dronning Louise, blev fejret i anledning af sin 49-års fødselsdag - hyldede man den kommende zarina, denne gang med en Russisk Mazurka af den russiske komponist Constantin Massaloff, hvortil balletmester Bournonville havde koreograferet en mindre ballet udført af børn. Illustreret Tidende beskriver ugen efter optrinnet således: 
 

"Fra det tilstødende Værelse kom da en Dobbeltrække Børn, deels af det kongelige Theaters Balletpersonale, deels af private Familier. De vare iførte Dragter fra Store=Rusland, og Musiken spillede russiske Motiver. Med sine egne Smaamusikanter i Spidsen bevæger den lille Flok sig højtideligt fremad, indtil den midt for den kongelige Familie begynder en lille Idyl: under Dandsens Slyngninger synes 'Damerne' - eller, om man vil, de russiske Kvinder - at ville vige for deres Elskere, indtil disse fremdrage smaa Photographier i Visitkortformat, fremstillende Hds. Kgl. Højhed Prindsesse Dagmar, bestemt til engang i Fremtiden at være alle Russeres Selvherskerinde. Synet af Visitkortene mildner Hjerterne, de ømme Følelser vaagne atter under Indtrykket af deres Thronfølgers forlovede, og et Varsel er givet for den Lykke, som den vordende Czarinde vil udbrede over sine Undersaatter."

 

Billede fra hoffesten på Christianborg 7.9.1866. Klik for større billede   Den russiske dans, opført ved Hoffesten på Christianborg 7. september 1866.

Afrejsen fra Danmark 
Også ved selve afrejsen d. 22. september 1866 blev alle sejl sat til. Københavns gader var fyldt med flag, blomsterudsmykninger og ikke mindst tilskuere, som under ledelse af overpræsidenten, gehejmeråd Bræstrup, udråbte et nifoldigt leve for prinsessen, da hun betrådte den rød- og hvidklædte landgangsbro.

De tre prinsesser: Dagmar, Alexandra og Thyra. Klik for større billede   Christian IX's tre døtre, de unge prinsesser Dagmar, Alexandra og Thyra - "den smukke, den kloge og den blide", som deres far kaldte dem.

Denne anledning var der naturligvis ligeledes komponeret ny musik. Den danske organist, pianist og komponist Carl Johannes Otto Cortzen (1828-1899) havde eksempelvis sat musik til en tekst med titlen Et Farvel til Hendes Kgl. Höihed Prindsesse Dagmar forfattet af en vis P. Petersen, og også baronesse Margrethe Frederikke Sophie Løvenskiold (1785-1876) skænkede prinsessen et værk, som er dateret september 1866 og derfor med stor sandsynlighed blev spillet ved afrejsen. 

Titelbladet til Cortzens 'Farvel' til Dagmar. Klik for større billede 

Organisten og komponisten C.J.O. Cortzens musikalske Farvel til Dagmar. Klik for at se hele noden.
    Portræt af baronesse Løvenskjold. Klik for større billede

Baronesse Margrethe Frederikke Sophie Løvenskiold, som også komponerede en sang til afskeden.
   

Cortzen var oprindelig selvlært pianist, men blev senere - efter anbefaling fra C.E.F. Weyse - undervist af Carl Adolph Helsted (1818-1904). Hans sats har karakter af en romantisk lied for én stemme med klaverakkompagnement, men er desuden arrangeret for firestemmigt mandskor. Frederikke Løvenskiold var derimod snarere musikamatør, men kendte dog bl.a. H.C. Lumbye personligt og fik endda opført en række værker i Tivoli. Det kan derfor næppe overraske, at hendes Sang til Storfÿrstinde Maria Feodorowna [Dagmars russiske navn, som er føjet til satsen på et senere tidspunkt] er en 6/8-march instrumenteret for et mere eller mindre traditionelt harmoniorkester.



Rejsen og ankomsten til Rusland 
På selve sørejsen blev prinsessen ledsaget af tonerne til Henrik Rungs I Danmark er jeg født fra det danske musikkorps, mens det russiske orkester flere gange hyldede den kommende kejserinde med Kong Christian. Foruden den nærmest uafbrudte strøm af musik blev Dagmar på den fire dage lange sejlads underholdt af både fyrværkeri og kanonild, og den 26. september 1866 ankom hun så endelig - som hun har gjort det 140 år senere på orlogsfartøjet Esbern Snare - til Kronstadt ved indsejlingen til Skt. Petersborg, hvor den russiske nationalhymne og Kong Christian nok en gang spilledes. Der blev altså i høj grad musiceret og komponeret både før og under rejsen, men det var først i forbindelse med selve brylluppet senere på året, at det tungeste musikalske skyts blev fundet frem, og også her skulle den populære danske kongesang komme til at spille en væsentlig rolle.


Formælingen 
Brylluppet mellem Alexander og Dagmar fandt sted den 9. november 1866 på Vinterpaladset i Skt. Petersborg, kort efter at den danske prinsesse havde konverteret til den ortodokse kirke og taget navnet Maria Feodorovna. Den unge zarevitj's giftermål gav selvfølgelig genlyd i hans nye hustrus fædreland, hvor vielsen mellem de to bl.a. var et flittigt anvendt emne i de hos almuen populære skillingsviser. Dagmar var jo elsket af det danske folk, hvilket da også fremgår af den kendteste af de skillingsviser, som tryktes i anledning af brylluppet. Visen, som bærer titlen Den russiske Bonde og Prindsesse Dagmar, ender således med at konstatere, at "Af Fattig og Rig er hun elsket, / Og tilbedes hvor hun gaaer frem". Den var skrevet af skillingsvisekongen Julius Strandberg - selv om den indremissionske kolportør Hans Hansen forsøgte at tage æren. 

 

Forside af skillingsvise om brylluppet   Der blev også skrevet skillingsviser i anledning af brylluppet. Denne gik meget karakteristisk på melodien "Farvel, mit Fødeland, jeg byder". Klik for at se hele visen.

Det var dog naturligvis ikke kun det jævne folk, der fejrede formælingen. I København markeredes dagen således med et festbal i Casino Teatret, hvor den danske kongefamilie var til stede. At "Europas svigerfar", kong Christian 9., og dronning Louise ikke deltog i datterens storslåede bryllup i Rusland kan synes mærkværdigt, men kongen mente altså ikke, at han havde råd(!) og ville derfor hellere fejre begivenheden i den danske hovedstad end risikere at tabe ansigt til den mægtige zarfamilie. Så kongeparret "nøjedes" med Casino Teatret i København. Her hørtes atter Kong Christian, men også menuetten fra Elverhøj blev spillet og en sang af forfatteren Henrik Hertz sunget som fællessang. Teksten hertil lød: "Men Alles Ønsker fulgte med / For Dagmars Held og Lykke".

Ved samme lejlighed uropførtes desuden H.C. Lumbyes Dagmar Polka , som selvsagt var komponistens gave til den nybagte brud. Lumbye yndede jo som bekendt at skrive musik til Kongehuset, hvilket især den glücksborgske familie med Christian 9. i spidsen havde glæde af - måske fordi sidstnævnte som ung indtrådte som Ritmester à la suite ved Hestgarden, hvor Lumbye var i tjeneste som trompeter. Hvert medlem af kongefamilien blev faktisk tilegnet mindst ét værk af Lumbye, og i forbindelse med den dansk-russiske vielse nøjedes han da heller ikke med en musikalsk hyldest til Dagmar alene. 

Pavillonen i Tivoli. Klik for større billede   Pavillonen i Tivoli, hvor Lumbyes Dukkeballet blev opført i 1866

Tre dage før brylluppet færdiggjorde han således en hel lille cyklus af melodier med titlen Dukkeballet til den kongelige familie. Cyklen, som indeholdt en Thyra Vals, en Waldemar Polka, en Maria Polka Mazurka og en Alexander Galop (opkaldt efter henholdsvis Dagmars søster, hendes bror, hende selv (Maria Feodorovna) og hendes gom), blev dog først opført efter brylluppet, den 29. december 1866 i Tivolis nye Pavillon. Som et mindre kuriosum kan det i øvrigt nævnes, at Dagmar Polka omkring et årti efter brylluppet skulle blive det allerførste værk, som en helt ung og meget spændt Carl Nielsen (1865-1931) medvirkede til at opføre, idet han spillede triangel hertil ved en offentlig koncert på Rolighedskroen nær Rolfsted på Fyn. 

Titelbladet til Jørgen Mallings 'Tyve Viser og Smaasange for Piano'. Klik for større billede   Komponisten Jørgen Malling tilegnede kejserinden sine Tyve Viser og Smaasange for Piano, der udkom i april 1869. Sangene var noteret med både noder og et ciffersystem - en pædagogisk metode, som komponisten var en varm fortaler for.



Udenlandsk hæder 
Selvom "Nordens Strauss", som H.C. Lumbye ofte kaldtes, altså var den vel nok mest produktive komponist i forbindelse med Dagmars forlovelse og bryllup, var han bestemt ikke den eneste, der var betaget af prinsessen: Den ægte Strauss, dvs. Johann Strauss den yngre (1825-1899), hørte såmænd også til blandt hendes mange beundrere. Strauss' agtelse for Dagmar kom faktisk allerede til udtryk i hans Sylphen-Polka, op. 309 - også kendt som Dagmar Polka - som blev komponeret i Pavlovsk og uropført den 4. februar 1866, altså før Dagmars forlovelse med Alexander. Strauss, som på dette tidspunkt var at betragte som Europas førende komponist af dansemusik, mente øjensynligt, at den danske prinsesse var en sylfide; deraf titlen.

Også Peter Tjajkovskij (1840-1893) hædrede Dagmar med en ny komposition, om end der her, til forskel fra Strauss' polka, er tale om et bestilt lejlighedsværk - og Tjajkovskijs første af slagsen. I forbindelse med det royale bryllup i Skt. Petersborg var det blevet planlagt, at det unge brudepar efterfølgende skulle besøge Moskva, hvor Nikolaj Rubinstein (1835-1881) netop havde åbnet et konservatorium. Den store begivenhed skulle naturligvis markeres på behørig vis, så Rubinstein bad den 26-årige Tjajkovskij, der var nyansat teorilærer på konservatoriet, om at komponere et til lejligheden passende værk.

 

.Forsiden til Tjajkovskis 'Ouverture triomphale'. Klik for større billede   Tjajkovskis Ouverture Triomphale med citater fra Kong Christan-melodien og den russiske zarhymne. Klik for se hele noden i klaverudtog.

Den danske kongesang havde som bekendt været populær hos russerne siden Dagmars afrejse, og det blev da også Kong Christian, der kom til at ligge til grund for kompositionen, som fik titlen Ouverture Triomphale sur l'Hymne National Danois, op. 15. Ouverturen indledes nemlig med fragmenter af kongesangen, som herefter bearbejdes flittigt i løbet af værket og til sidst præsenteres i sin helhed i en prægtig maestoso-finale. Kong Christian var dog ikke satsens eneste kompositoriske fundament, idet også Ruslands daværende nationalmelodi Gud Bevare Tsaren citeres flere gange undervejs. For hvad kunne være mere oplagt end at fejre den ægteskabelige alliance med en orkestral gengivelse af brudens og brudgommens respektive nationalmelodier i skøn forening?

Tjajkovskij fik dog megen kritik for at præsentere den russiske hymne i en moltoneart, hvilket ifølge et samtidigt dagblad "fuldstændig ændrer denne velkendte melodis karakter." Faktisk optræder såvel den danske som den russiske melodi i både dur- og molversioner i ouverturen, så utilfredsheden kan forekomme en smule malplaceret, om end den danske kongesang dog unægtelig fremstår mest storslået i den mægtige finale. Under alle omstændigheder kan kritikken meget vel have været medvirkende til, at ouverturen blev opført allerede før brudeparrets besøg, som var blevet udskudt til april. En lettere dyster fremstilling af zardømmets smukke nationalhymne virkede nemlig upassende på mange, så værket fik premiere ved en velgørenhedskoncert den 29. januar (10. februar) 1867 under ledelse af Rubinstein. Selv om tronfølgerparret altså muligvis ikke hørte værket, ønskede Alexander dog stadig at udtrykke sin taknemmelighed, hvorfor han forærede Tjajkovskij et par turkisudsmykkede guldmanchetknapper, som den ubemidlede komponist imidlertid straks solgte til en af Moskvas mest anerkendte klaverlærere, Aleksander Dubuque!

Kritikernes misfornøjelse med ouverturens udformning kan dog, trods Alexanders umiddelbare glæde, siges at have en vis berettigelse - i hvert fald hvis man henholder sig til komponistens egen mening. For Tjajkovskij nævnte faktisk selv senere værket blandt en række kompositioner, som han betragtede som decideret svage. Dette skete i et brev til velgøreren Nadezhda von Meck fra december 1878, hvori han dog også begræd, at enkelte detaljer og passager i disse ellers "meget ringe" værker muligvis var gået tabt (komponisten troede tilsyneladende, at værkerne var forsvundet, hvilket dog for fleres vedkommende ikke var tilfældet).

Tjajkovskijs lidet flatterende rangering af værket var imidlertid langtfra endegyldig; tværtimod udtrykte han ved flere andre lejligheder faktisk ligefrem glæde og stolthed over selv samme ouverture. Således skrev han tidligere i 1878 en note til sin forlægger P.I. Jürgenson i manuskriptet til et klaverarrangement af værket, hvoraf det fremgår, at han "er meget glad for denne ouverture". Og også i sit næstsidste leveår lod Tjajkovskij i forbindelse med en revision af kompositionen samme forlægger vide, at han havde høje tanker om ouverturen: "Jeg tror, at den vil blive en del af repertoiret, for den er, så vidt jeg husker, meget virkningsfuld og rent musikalsk langt bedre end 1812."



Kroningen og sølvbrylluppet 
Tjajkovskijs afsluttende kommentar er naturligvis en hentydning til hans egen 1812-ouverture, som rent faktisk blev opført i forbindelse med kroningen af Alexander og Dagmar (Maria Feodorovna) d. 26. maj 1883. For selv om ouverturen allerede blev uropført ved Kunst- og Industriudstillingen i Moskva d. 8. august 1882, blev den egentlig skrevet til indvielsen af byens enorme Frelserkatedral, der opførtes som monument over Napoleons nederlag til russerne i 1812. Denne kirkeindvielse fandt sted samme dag som kroningen og var med deltagelsen af kejserparret reelt en del af kroningsceremonien. Den kendte ouverture blev således spillet sammen med bl.a. nationalhymnen på Alexanders og Dagmars vej fra Kreml til katedralen på selve kroningsdagen.

Det nykronede kejserpar havde i virkeligheden besteget tronen allerede i marts 1881, da Dagmars svigerfar, zar Alexander II, blev brutalt myrdet af oprørske terrorister ved et bombeattentat på Katharinakajen i Skt. Petersborg. Men pga. frygt for den nye zars sikkerhed blev kroningsceremonien udskudt i over to år, selv om den revolutionære bevægelse reelt var blevet nedkæmpet ganske hurtigt efter Alexander III's magtovertagelse. Da den store kroningsdag endelig oprandt, var der derfor så meget desto mere grund til at fejre begivenheden, hvilket ikke mindst kunne mærkes på mængden af musikalske indslag. 

Forside til Tjajkovskis kroningsmarch. Klik for større billede   Tjajkovskis Festmarch til kroningen af Alexander III, hvori Kong Christian også indgår. Klik for at se hele noden i klaverudtog.

Eksempelvis bidrog Tjajkovskij med hele fire værker. Foruden 1812-ouverturen, som komponisten dog faktisk selv ikke brød sig synderligt om, drejede det sig om kantaten Moskva, som opførtes under kroningsbanketten, en Kroningsmarch til festlighederne i Sokolniki Park samt et arrangement af det afsluttende kor fra operaen Livet for Tsaren (Ivan Susanin) af Mikhail Glinka (1804-1857), som blev sunget af mere end 7.500 sangere ved zarfamiliens ankomst til Den Røde Plads. Alle tre værker blev komponeret i februar og marts 1883. I denne sammenhæng er særligt Kroningsmarchen interessant, da Tjajkovskij i denne igen kombinerede danskernes Kong Christian med den russiske nationalmelodi, ligesom han havde gjort det i sin Danske Ouverture til brylluppet 17 år før. Således anvendes den russiske hymne som kontrapunkt til en rytmisk diminueret udgave af den danske kongesang mod slutningen af satsen, som i øvrigt afsluttes med endnu en reference til den royale danske nationalmelodi.

Forside til Georg Lumbyes kroningsmarch. Klik for større billede   Georg Lumbyes kroningsmarch til både kejserinden og kejseren. Klik for at se hele noden i klaverudtog.

Også danske komponister skænkede kejserparret ny musik i anledning af kroningen. Blandt disse er særligt H.C. Lumbyes yngste søn, Georg August Lumbye (1843-1922), iøjnefaldende, idet han komponerede to væsentlige værker til kejserkroningsceremonien: Keiser Alexander IIIs Kroningsmarche og Keiserinde Maria Feodorownas Kroningsmarche. Den yngre Lumbye var på dette tidspunkt musikdirektør ved diverse forlystelsesetablissementer i hovedstaden, men skulle et par år senere vende tilbage til Tivoli, hvor han så ofte havde afløst sin alderssvækkede far. I 1885 blev han således meddirigent for havens Harmoniorkester og i 1891 dirigent i Koncertsalen. 

Titelbladet til Vaters 'Sølvbryllupsmarch'. Klik for større billede

Waldemar Vaters sølvbryllupsmarch til kejserparret fra 1891. Klik for at se hele noden.
    Titelblad til Alexander III's parademarch. Klik for større billede

Waldemar Vaters Alexander III's Parade Marsch. Klik for at se hele noden.
   

En anden dansk komponist, som i 1883 fandt musikalsk inspiration i kejserparret, var Andreas Waldemar Mortensen Vater (1835-1916). Waldemar Vater var både oboist, pianist, militærmusiker, sanglærer ved kommuneskoler og sangforeninger og sidst, men ikke mindst, indehaver af titlen "Krigsraad". I kroningsåret udgav han både en Nicolaus Alexandrovitch Polka og en Xenia Alexandrowna Polka-Mazurka (opkaldt efter to af kejserparrets seks børn), og senere komponerede den alsidige herre desuden Kejser Alexander den Tredies Parade-Marsch samt en Sölvbryllups-Marsche 1866-1891 i anledning af Dagmars og Alexanders sølvbryllup, naturligvis.

 

Forside til Carl Lumbyes 'Dagmar Marche'. Klik for større billede   Carl Lumbyes Dagmar Marche fra 1891. Klik for at se hele noden i klaverudtog.

H.C. Lumbyes ældste søn, Carl Christian Lumbye (1841-1911), skrev og tilegnede ligeledes musik til Dagmar i hendes sølvbryllupsår, nemlig Dagmar Marche fra 1891. Carl Lumbye var som sin far og bror en populær dansekomponist, men startede karrieren som violinist i faderens Tivoli-orkester for derefter at blive dirigent for en række københavnske restauranter samt Casino Teatret. I 1891, hvor Dagmar Marche blev komponeret og hans bror indtrådte som orkesterleder i Tivolis Koncertsal, blev han dirigent for samme forlystelsesparks Harmoniorkester - en post han bestred næsten resten af sit liv, hvor han endvidere virkede som sanglærer og anerkendt musikpædagog.

 

Forside til Carl Lumbyes 'Storfyrstinde Feodorowna Polka'. Klik for større billede   Carl Lumbyes Storfyrstinde Maria Feodorowna Polka fra 1879. Klik for at se hele noden i klaverudtog.

Allerede i 1879 havde han beæret både Dagmar og Alexander med kompositionerne Storfyrstinde Maria Feodorowna Polka og Storfyrst Alexander Marsche, og i 1888 kom desuden Alexander d. III's Revue-Marche. Det er dog uvist, i hvilke anledninger disse værker er skrevet. Dette gælder imidlertid ikke de 12 sange, som Tjajkovskij komponerede et par år før sidstnævnte Lumbyes Revue-Marche, dvs. i 1886, for disse blev nemlig til på en ganske bestemt foranledning: Tjajkovskij havde fra vennen og storfyrsten Konstantin Konstantinovitj erfaret, at Kejserinde Dagmar (Maria Feodorovna) i al ydmyghed ønskede sig at få tilegnet en enkelt sang af den store tonekunstner, og dette ønske kunne han ikke sidde overhørig. Resultatet blev sangcyklen Tolv Romancer, op. 60, som zarinaen blev så glad for, at hun sendte komponisten et signeret portræt som tak. De to mødtes i øvrigt flere gange, og Tjajkovskij syntes tilsyneladende lige så godt om kejserinden, som hun gjorde om ham. Eksempelvis konstaterede han efter et af besøgene, at hun viste ham "den mest rørende opmærksomhed".


De senere år 
Tre år efter sølvbrylluppet - i 1894 - blev Dagmar ulykkeligvis enke, da Alexander døde blot 49 år gammel efter kort tids sygdom. Den sorgfulde enkekejserinde trak sig nu tilbage til en relativt afsondret tilværelse i Anitsjkovpalæet, hvor hun boede resten af sin tid i Rusland. Dagmar forblev særdeles populær og respekteret, bl.a. som følge af sit omfattende filantropiske arbejde. Allerede under den russisk-tyrkiske krig i 1877-1878 var hun engageret i sygepleje, og i løbet af 1. verdenskrig bidrog hun som præsident for russisk Røde Kors med væsentligt humanitært arbejde.

Hun var desuden optaget af specielt opdragelsesvæsenet, som hun ydede en stor indsats for at fremme. Måske var disse mange velgørenhedsprojekter til en vis grad medvirkende til, at kejserinden efter den russiske revolution i 1917 fik lov til at flygte til Krim, mens bolsjevikkerne satte et blodigt punktum for zardømmet ved at henrette sønnen, kejser Nikolaj II, og dennes familie. I 1919 bevægede de røde tropper sig dog også mod Krim, hvorfor Dagmars søster Alexandra følte sig nødsaget til at hjælpe kejserinden væk fra halvøen. Hun sørgede derfor for, at det britiske krigsskib HMS Marlborough bragte Dagmar til England, hvor hun blev tilbudt asyl. Her boede de to søstre sammen en tid, hvorefter Dagmar endelig vendte tilbage til sit fødeland for at bo på Hvidøre, som skulle blive hendes hjem i de resterende ni leveår.

Den 13. oktober 1928 endte Dagmars lange liv, som havde rummet alt fra lovprisning til landflygtighed, og seks dage senere bisattes hun i Roskilde Domkirke - som altid under hele kongerigets bevågenhed. Hun havde dog som bekendt ønsket sig det anderledes, og den 28. september i år opfyldtes endelig enkekejserindens inderlige håb om at komme til at ligge sammen med sin mand i Skt. Petersborg. Også ved denne lejlighed lød der megen musik, bl.a. fra Københavns Drengekor og Den Kongelige Livgardes Musikkorps. 

Portræt af kejserinde Dagmar i det store skrud. Klik for større billede   Kejserinden i det store skrud.



Læs mere:
Bo Bramsen: Huset Glücksborg i 150 år. København: Forum 1975, I/s. 255-345

David Brown: Tchaikovsky: A Biographical and Critical Study. New York & London: W. W. Norton & Company 1978-1991, I/s. 101, 116-117, 126, III/s. 254, 293, IV/s. 30 og 85-86

Sv. Cedergreen Bech (red.): Dansk Biografisk Leksikon. København: Gyldendal 1979, 3. udgave, III/s. 507-508

Dan Fog: Dan Fogs Samlinger: Registrant 75. Upublicerede registranter. København: Det Kongelige Bibliotek, Musikafdelingen 1995, s. 14-15

Edward Garden & Nigel Gotteri (red.): 'To my best friend': Correspondence between Tchaikovsky and Nadezhda von Meck 1876-1878. Oxford: Clarendon Press 1993, s. 403-405

Leslie Kearney (red.): Tchaikovsky and His World. Princeton, New Jersey: Princeton University Press 1998, s. 277-299

Jørgen Kraglund: "Den glemte ouverture", i: SKALK: Nyt om gammelt, nr. 4, august 2003, s. 18-19

Lars Lindeberg: Champagnegalop. H.C. Lumbye - En stor komponist og musiker i guldalderens København. Forlaget Sesam 1996, navnlig s. 108-109

Franz Mailer: "Dagmar, die ‚Sylphe'", i: Mitteilungen der Johann Strauss-Gesellschaft Wien, vol. 22, august 1986

Johan de Mylius (red.): H.C. Andersen: Samlede Digte. København: Aschehoug 2000, s. 576

Carl Nielsen: Min Fynske Barndom. København: Martins Forlag 1970, s. 58-59

Godtfred Skjerne: H.C. Lumbye og hans Samtid. København: H. Hagerup's Forlag 1946, passim

Thomas Thomsen: Min Amanda var fra Kerteminde - To dusin skillingsviser om kærlighed og mord. Højbjerg: Forlaget Hovedland 2003, s. 54-57 og 153

Percy M. Young (red.): Piotr Ilyich Tchaikovsky: Letters to his Family - an Autobiography. London: Dobson Books 1981, s. 30-33, 359 og 362

Se desuden Illustreret Tidende , særligt nr. 366, 369, 370, 373 og 376 (1866)


Nyttige links:
www.tchaikovsky-research.org
http://kongehuset.dk/publish.php?id=3590
www.hymn.ru/god-save-in-tchaikovsky/index-en.html
http://www.hymn.ru/index-en.html