Holder du af mig

Bjørnstjerne Bjørnson fik sit gennembrud som forfatter med to stykker, nemlig Synnøve Solbakken (1857) og En glad Gut (1860), der begge er meget romantiske i deres stil. Det sidste stykke indeholder flere tekster, som efterfølgende blev sat i musik – også løsrevet fra den dramatiske sammenhæng. Især sangene ”Løft dit Hoved, du raske Gut” og "Holder du af mig" har appelleret til en række danske komponister.

Læs her om teksten og sangen i norsk tradition.

Novellen En glad Gut blev udgivet i Danmark første gang i 1868 i en samling af Tre nordiske Folkelivsbilleder, der foruden Bjørnsons tekst rummede den svenske forfatter C.J.L. Almqvists novelle Nybyggerne på Grimstahamn og St.St. Blichers HosekræmmerenEn glad Gut blev nok den mest populære af forfatterens noveller i Danmark, fordi den også sprogligt var rettet mod en dansk målgruppe.

Den unge pige Marit synger denne lille kokette kærlighedsang med et drilsk glimt i øjet. Hun sender sine tanker og drømme ud i sommernaten, efterligner fugle og andre dyr og slutter med linjerne "vilde du mig mer? - Aftnen er saa varm og stille".

Denne tekst har inspireret en række danske - kendte såvel som mindre kendte - komponister. Det er især den punkterede rytme, som ordene - ikke mindst lydord som "Litli-lu" og "Sjo-i, hys" - i versene lægger op til, der går igen i sangene. Derudover er versenes opbygning i A-A'-B og C-C'-D også strukturerende for melodierne, og især er den sidste linje ofte en kommentar til de øvrige linjer- hvilket også ofte kan høres i musikken. De korte verslinjer gør, at komponisten ofte i løbet af relativt få toner skal sætte stemningen og give udtryk for de forskellige udtryk, der ligger i teksten. Det er på mange måder en udfordring, hvor nogle komponister forsøger at klemme rytmiske og harmoniske variationer ind, som næsten gør sangen "overfyldt". Der er nok en grund til, at Emil Hornemans version er den mest kendte i Danmark - en kort, munter melodi med ensartet rytme og let akkompagnement.

Det er svært at opstille en kronologisk liste over de enkelte sange af danske komponister, men de er alle fra 1800-tallet. Ikke mindre end seks navne er repræsenteret:

Emil Horneman har helt klart skrevet den kendteste danske melodi til "Holder du af mig". Han skildrer i sin lille miniature digtets lystige og muntre tone med den punkterede rytme som et helt gennemgående træk. Fra den lystige dur svinger han over i mere eftertænksom mol i C-verslinjerne med tekst som "sommeren er kort, græsset blegner bort", men ender i den fortrøstningsfulde dur igen i forventningen om sommerens genkomst. Akkompagnementet er meget let, nærmest med små kommentarer af rytmisk art til teksten. Derudover har han et mellem- og efterspil, der imiterer de brugte punkterede figurer og derved nærmest leger videre i sangens stemning. Der er tale om en fællessang, som bl.a. fik stor udbredelse via Danmarks Melodibog.

Komponisten Henrik Rung var også begejstret for Bjørnson og satte f.eks. også sangene fra hans lille roman Arne i musik. I tilfældet "Holder du af mig" er der også tale om en solosang med lidt mindre brug af den punkterede rytme, selv om den godt kan høres. Versets opbygning spores tydelig i melodien, hvor B- og D-linjen danner en form for kommentarer til de øvrige. Akkompagnementet lægger sig forholdsvis nær på melodien, men giver især i begyndelsen nogle ekstra "fuglegløjt" som stemningsskabende. Sangen udkom allerede i november 1860 i samlingen To Sange af "En glad Gut" (sammen med 'Naar du vil paa Fjeldesti').

Komponisten J.C. F. Kallenbach har sat alle sangene fra ”En glad Gut” i musik, deriblandt også ”Holder du af mig”. Han anvender også den punkterede rytme, men går i anden halvdel af sangen over til mere lige rytmer og et væsentligt spinklere akkompagnement, der nok kan retfærdiggøres, men giver sangen et lidt usammenhængende præg. Akkompagnementet i første halvdel følger i høj grad melodilinjen, mens det får et væsentligt mere selvstændigt både rytmisk og harmonisk liv i den resterende del af sangen. Sangsamlingen er tilegnet alten, kgl. kammersangerinde, Charlotte Bournonville, så sangen er nok blevet til mellem hendes udnævnelse til kammersangerinde i 1864 og 1883, hvor hun gik på pension.

I februar 1878 fik den unge komponist og pianist Robert W.O. Allen (1852-1888) udgivet samlingen 8 Sange, som bl.a. indeholder ”Holder du af mig”. Allen var samme år flyttet til Århus, hvor han blev en central musikpersonlighed som underviser, solist og dirigent i Musikforeningen. I 1883 blev han også domorganist i byen. Hans sang betoner lidt mere det patetiske end det kokkette og giver især den sidste linje i sangen et meget selvstændigt udtryk som en kommentar til versenes øvrige linjer. Der er tale om en solosang, som selv i løbet af de korte melodilinjer lægger op til dynamiske og tempomæssige udsving i en meget ekspressiv stil, der næsten er mere end digtet kan rumme.

Komponisten Gustav Adolph Lembcke (1844-99) markerede sig særligt som en meget habil pianist, og han medvirkede ofte i kammermusikalske sammenhænge. Også Det Kongelige Teater gjorde brug af hans evner, dels som operarepetitør, dels som korsyngemester. Han studerede både i Tyskland og Italien og havde efterfølgende også en mindre produktion af egne kompositioner, ikke mindst hæfter med sange. "Holder du af mig" udkom i et hæfte med to sange i serien "Nordiske Musikblade", som det nordiske trekløver Edv. Grieg, Aug. Söderman og C.F.E. Horneman stod for udgivelsen af. Her er helt klart tale om en sort anlagt solosang, der udnytter den punkterede rytme og danner et udtryksfuldt højdepunkt - både melodisk og i akkompagnementets intensitet - lige før sidste linje. Det lille efterspil genskaber den lystige stemning med de små drilske gøgekuk.

Det er kun de fire af versene, der angives i Harald Bodenhoffs version af sangen. Den er et eksempel på, at komponisten forsøger at presse en såvel rytmisk som harmonisk diversitet ind i det melodiske udtryk, som det har svært ved at bære. Hele klaverets omfang i dybden er medtaget, og de sidste stavelser er særligt pointeret ved en fermat på "tilbage" samt en gentagelse af ordet. Det er et musikalsk udtryk, som hører til noget senere i 1800-tallet end de øvrige.