Svend Asmussen

Forfatter: Claus Røllum-Larsen

Jazzviolinisten Svend Asmussen har haft en af de længste karrierer, nogen dansk musiker kan opvise. Han er født i 1916 og debuterede i 1933 og fra midten af 1930'erne arbejdede han som professionel musiker.

I over 70 år har Svend Asmussen således været en af de mest lysende begavelser i dansk jazzmusik, og han har formået det enestående at slå sit navn fast ikke blot som en musiker med interesse for de nyeste genrer inden for jazzen, men tillige som en populær, humoristisk og elegant kabaretkunstner.

Asmussen har spillet sammen med nogle af verdens største jazzmusikere fra Mills Brothers, Josephine Baker og Duke Ellington til Toots Thielemans og Stephane Grappely. Mest kendt er måske de mange år, hvor han optrådte med først Gerda og Ulrik Neumann og senere med Alice Babs og Ulrik Neumann. Med sidstnævnte vokaltrio, The Swe-Danes, nåede Svend Asmussen og hans ensemble ud til et stort publikum ikke alene ved deres koncerter i Sverige og Danmark, men også gennem fjernsynsmediet.

Det siger sig selv, at Svend Asmussen i højeste grad har dyrket sammenspil med sine musikerkolleger, men da han i en halv snes år boede i Frankrig og der ikke havde mulighed for at spille med andre jazz-musikere, skrev han 12 arrangementer af jazzstandards for soloviolin.

Asmussen er oprindelig uddannet klassisk violinist, så det var nærliggende for ham at tage udgangspunkt i J.S. Bachs partitaer og sonater for soloviolin. Det er der kommet en række enestående værker ud af. De blev for få år siden indspillet på cd af Kim Sjøgren, og det er med stor glæde, at Det Kongelige Biblioteks Musik- og Teaterafdeling netop har modtaget komponistens egenhændige nodemanuskripter til to af kompositionerne, Sophisticated Lady og June Night - Svend Asmussens gamle kendingsmelodi.

Fotografi af: Frinck51, delt under CC SA-BY 3.0.