Kontorchef Withs samling af scrapbøger

Satirisk Europakort købt i Paris fra hans udlandsrejse i 1870
Satirisk Europakort købt i Paris fra hans udlandsrejse i 1870

I 50 bind har kontorchef With dokumenteret både sit professionelle og private liv.

Scrapbøgernes indhold strækker sig fra perioden 1857 til 1929. De giver et spændende indblik i, hvordan man som en mand af det bedre borgerskab levede på den tid.

Jacob Hansen Bang With (kontorchef With) blev født 5. maj 1847 i Bodilsker Præstegård på Bornholm, hvor hans far var præst. Han gik på Aalborg Kathedralskole fra 1857 til 1859 og flyttede så til København, hvor han blev student fra Metropolitanskolen i 1865 og cand. jur. i 1873.

I 1868 havde han fået ansættelse som stenograf-assistent ved Rigsdagen. I årene 1872-1885 var han Rigsdagsstenograf, og i 1881 blev han tillige fuldmægtig ved Københavns Søndre Birk. Dernæst begyndte han som sekretær i Københavns Havneforvaltning, hvor han avancerede til kontorchef i 1899. Det var også herfra, han i 1927 tog sin afsked med pension efter mere end 40 års ansættelse.

Avisfoto af With, 1903Tegning af With som 16-årig

Han blev tildelt Ridderkorset af Dannebrog i 1894, Sølvkorset i 1914, og ved en russisk fyrstemodtagelse fik han Ridderkorset af Stanislausordenen. Da han fandt denne Orden for lav for en Ridder af Dannebrog, protesterede han og fik kort efter St. Annaordenen sendt som tilgift. Han gifter sig i august 1888 med Anna With, født Schiødte.

I scrapbøgerne har han bl.a. samlet materiale fra sine mange udlandsrejser, programmer fra utallige teaterforestillinger, koncerter og forestillinger af enhver art, udstillingskataloger og cirkusprogrammer. Bøgerne indeholder også beretninger, love og medlemsfortegnelser m.m. fra nogle af de foreninger han var medlem af, samt avisartikler om samtidige emner og sange fra diverse begravelser han deltog i.

Han var medlem af mere end 30 forskellige foreninger og selskaber igennem sit liv og var især aktiv i Studenterforeningen, som han fra 1865 var medlem af. 

Han er 82 år gammel, da han laver den sidste scrapbog.