Gud ske tak og lov

Forfatter: Anne Ørbæk Jensen, 2008

I maj 1837 skrev Ingemann de otte digte, der skulle danne et af hans populæreste værker, Morgensange for Børn. Samlingen består af et digt til hver dag samt en forårssang, ”Storken sidder på bondens tag”, og heraf er ”Gud ske tak og lov” nummer 5 i rækken, skrevet til torsdag. Sangene havde også en helt speciel målgruppe, og alene det at skrive direkte for børn var ikke så almindeligt på dette tidspunkt.

Ingemann befandt sig på højden af sit liv og var et kendt navn i den danske litteraturs verden. Der var dog på dette tidspunkt gået et godt stykke tid, siden han sidst for alvor havde beskæftiget sig med at skrive religiøse sange. Til gengæld havde han været optaget af de nationalromantiske ideer, som de kommer til udtryk i hans historiske romaner.

ingemann_08

Samlingen 

De otte morgensange betegner en frisk og positiv tilgang til dagens arbejde og oplevelser. Fire af dem sætter fokus på lyset (Nu ringer alle klokker mod sky, Morgenstund har guld i mund, I Østen stiger solen op og Lysets engel går med glans), og de virker egentlig rettet mod voksne, hvorimod de øvrige har en mere barnlig tone. ”Gud ske tak og lov” siger direkte ”vi” flere gange, og der er da også tale om en bestemt gruppe børn (se nedenfor). Samtidig træder der dog også en voksen ud af teksten bl.a. med ”Barnet lå med varme kind på puden”. Ingemann giver selv udtryk for, at han føler sig som i et ”Barneforhold til den store evige Fader”, og digtene rører jo også ved de voksnes følelser.

Historien

En af Ingemanns gode venner, Johs. Ferd. Fenger var præst i Lynge, og den 7. juni 1837 tog forfatteren ud til ham for at vise ham digtene. Præsten Peter Rørdam, der på det tidspunkt var lærer i København, var også på besøg i præstegården. Ingemann læste digtene højt, og både Fenger og Rørdam udtrykte sig positivt om dem uden dog at kunne forestille sig digtenes senere popularitet.

ingemann_01

Senere på året udkom digtene i en lille 15-siders publikation, og den 21. august blev der sendt et eksemplar til det københavnske asyl, som sangene var skrevet til. Senere er digtene kommet i en lang række udgaver som nogle af Ingemanns mest populære vers. Deres repræsentation i sangbøger er dog endnu større, for de bliver klart oftere sunget end blot læst.

Asylerne

Peter Rørdam var god ven af Grundtvig og en af de teologer, der var tilknyttet de såkaldte asyler i København. Det første blev oprettet i 1828 af Det kvindelige Velgørenhedsselskab, det næste året efter af prinsesse Caroline Amalie (senere Christian 8.s dronning). Asylerne var især børnehaver, hvor børn fra fattige familier kunne blive passet og undervist, mens forældrene arbejdede, og her sang man morgensang – en salme - hver dag. Digtene er således skrevet med henblik på at blive sunget som led i en pædagogisk indsats i kristeligt regi og skildrer den aktuelle situation, når børnene stod og sang om morgenen. Rørdam var med sin grundtvigianske indstilling bevidst om sangenes opdragende virkning.

Netop ”Gud ske tak og lov” er skrevet ”med særeget Hensyn til Børnene i Asylerne”, som der står i en fodnote i digtsamlingen. Hele samlingen blev da også ifølge en note i Berlingske Tidende solgt til fordel for asylerne, og teksten bærer klart præg af at være skrevet med disse børn for øje. Der var sandsynligvis tale om Det kjøbenhavnske Asylselskabs asyl, oprettet i 1835.

Indholdet

Ingemann bruger meget ligefremme billeder i teksten i sin lovsang til Gud. Man fornemmer barnets varme kind, og dyrene, især fuglene, spiller en vigtig rolle som identifikationer: den friske fugl, havets raske fisk, hanen, musen og den fattige spurveunge. Det er billeder, der taler direkte til barnet, lige som det indledende udsagn, der næsten er talesprog. 

ingemann_03

Alle de små vævre tunger hos børn og dyr får mæle og vågner, og i lighed med dyrene har også de små menneskebørn fundet ly – i asylerne. Solen, lyset og det guddommelige er imidlertid den store livgiver, både til at få fart på byens liv og til at lyse sjælene op. I flere af de øvrige digte ses solen og lyset direkte som et Kristus-symbol, og ved at lukke lyset ind, lukker man også op for troen. Lyset trænger ind overalt og dermed også den beskyttende Gud.

Men der kan godt være langt fra de kvidrende fugle og raske fisk til stenbroen i København. Således adskiller de to midterste strofer sig ved meget direkte at beskrive asylbørnenes forhold med de arbejde forældre, hvor ”Arnens ild er slukt / Hjemmets dør er lukt”. Men Gudstroen er stadig til stede i overbevisningen om , at han ”sørger for os alle Dage”, og Ingemann skildrer hellere et harmonisk verdensbillede end en mismodig hverdag som følge af ringe sociale forhold. I de fleste sangbøger gengives sangen uden disse to midterste vers, mest fordi de efterhånden virkede noget anakronistiske.

Digtet har et smukt afrundet præg, ved at sidste strofe tager linier fra de øvrige vers. Ser man imidlertid på den 4-strofede version, må man dog sige, at sidste linie ”Vi har Kærligheds Asylet fundet” falder lidt uden for den øvrige tekst, også selv om det ikke tolkes direkte med henblik på asylerne, men mere abstrakt. Netop denne linie har nok også været en gåde for mange følgende generationer af syngende børn.

Melodierne

I sin lille bog Weyses Sange. Deres Betydning for Sangen i Hjem, Skole og Kirke (1942) spørger musikforskeren Jens Peter Larsen, hvilke af morgensangene, der er de bedste, og han svarer selv: ”de er alle sammen bedst.” Man kan kun tilslutte sig dette synspunkt, og det er da også et tilfælde, at vi her har valgt ”Gud ske tak og lov” frem for f.eks. ”Lysets engel går med glans” eller ”I østen stiger solen op”. Weyses morgensange udgør ligesom hans aftensange en enestående helhed af musikalske pletskud, som i en sjælden grad slutter sig til de tekster, de skal ledsage og berige.

C.E.F. Weyses (1774-1842) produktion er omfattende, og skønt han komponerede meget for klaveret, så ligger tyngden så afgjort i vokalmusikken. Syngespillene, operaerne, kantaterne og de talrige solosange viser Weyse som en komponist med en helt særlig udviklet sans for det melodiske, ofte kombineret med en harmonik, hvor mådehold og udtrykskraft går op i en højere enhed. Weyse forlod aldrig et wienerklassisk – mozart’sk – fundament, men udviklede livet i gennem sine virkemidler, og i morgen- og aftensangene har vi den aldrende komponists erfaringer udtrykt med en ungdommelig friskhed.

ingemann_01

Morgensangene er komponeret i 1837, og det var børn, Weyse havde i tankerne, da han skrev sine melodier. Meget tyder som sagt på, at det var kronprinsen, der gennem teologen Peter Rørdam havde opfordret B.S. Ingemann til at skrive sangene. At Ingemann valgte at lade Weyse skrive melodier til teksterne er ikke underligt. De to havde året forinden samarbejdet om en julekantate, men som Weyse-forskeren Sten Høgel skriver, så har de to formentlig aldrig mødt hinanden. Man ved også, at sangene blev brugt i asylerne, for Weyse skriver i et brev til Ingemann (20.3.1838), at man i Vaisenhusets skole synger dem firstemmigt.

Weyses melodier blev trykt i 1837 og vandt snart en plads i det danske sangrepertoire, som de aldrig har mistet. I modsætning til flere af aftensangene, som er mere musikalsk udarbejdede og solistiske, så er næsten alle morgensangenes melodier egnede til fællessang og af en friskhed og enkelhed, som tydeligt viser deres stilistiske forbindelse med J.A.P. Schulz’ visemelodier. Selv om morgensangene oprindelig ikke var tænkt til kirkelig brug, så er flere af dem blevet populære som gudstjenestesalmer, bl.a. – og ikke underligt – til dåbgudstjenester. Vi måtte dog vente helt til 2003, før ”Gud ske tak og lov” blev optaget i en officiel koralbog og dermed blev en del af den danske kirkesang.

Sangene blev således kendt og udbredt, både til voksne og til børn. Ingemann medvirkede selv til dette ved at indlemme dem i samlingen Høimesse-Psalmer til Kirkeaarets Hellidage (1843). Mest udbredte blev de dog nok i skolen, og her var det A.P. Berggreen, der med indlemmelsen af dem i Sange til Skolebrug, bind 5 (1844), gjorde dem kendte. Netop "Gud ske tak og lov!" gjorde et stort indtyk på Tove Ditlevsen, så hun skriver, at "De skønne og jævne ord, rytmen, rimene og melodien fortryllede og bevægede mig så heftigt, at jeg brast i gråd" (Tove Ditlevsen om sig selv (1975)). Med pladser på såvel Kulturkanonen som i den nye salmebog er ”Gud ske tak og lov” ógså sikret en plads i den danske sangskat lang tid fremover.

Læs mere

Nina Christensen: Barnesjælen. Børnelitteraturen og det romantiske barn. København 2005

Peter Balslev-Clausen: Salmedigteren B.S. Ingemann, Frederiksberg 1989 

Knud Bjarne Gjesing: "Solens sanger - om B.S. Ingemann som salmedigter", Ribe Stiftsbog 1989, s. 8-30

Kirsten Jensen Holm: Folkekær og dogmatisk ukorrekt – en undersøgelse af B.S. Ingemanns kristendom, København 2003

Sten Høgel: "The Sun Arises in the East - The Morning Songs for Children, 1837 by B.S. Ingemann and C.E.F. Weyse", Musik & Forskning 21, 1996, s. 1-44

Jens Peter Larsen: Weyses Sange. Deres Betydning for Sangen i Hjem, Skole og Kirke, København 1942

Kristian Nielsen: Bibliografi over B.S. Ingemanns forfatterskab, København 2006

Marita Akhøj Nielsen: B.S. Ingemann - forfatterportræt

F. Rønning: B.S. Ingemann. Liv og Digtning, København 1927

Torben Weinreich: Historien om børnelitteratur. Dansk børnelitteratur gennem 400 år, København 2006

Weyse, C.E.F.: Sange med klaver 1-2, udgivet af  Sten Høgel, København 2007), 153 + 135 pp.