Den kedsom vinter

Forfatter: Anne Ørbæk Jensen

Bliver det nogensinde rigtigt forår? Ja, man kan have sine tvivl, men med læsningen af Ambrosius Stubs muntre forårsdigt får man håbet igen. Det har også appelleret til en række danske komponister, som har skrevet melodi til den optimistiske tekst.


Digteren

Ambrosius Stubs liv kan bedst betegnes som bohemeagtigt. Født på Fyn i 1705 drog han efter studentereksamen i 1725 til København og deltog her i det kunstneriske liv omkring Holberg og den danske skueplads og de øvrige poeter i dette miljø. Her kunne Stub bidrage med drikkeviser, skæmtedigte og kærlighedssange, og han ernærede sig som ”skriverkarl” eller sekretær hos forskellige herskaber. Hans nære venskaber med adskillige herregårdsfamilier på Fyn bevirkede, at han ofte kunne finde arbejde, men efter sit bryllup i 1735 flyttede han til Odense og havde til stadighed sværere ved at brødføde familien. I 1747 døde hans kone, og hjemmet blev opløst, hvorefter Stub levede i meget fattige kår. I 1752 flyttede han til Ribe, hvor han kunne drive en lille skole, men allerede seks år efter døde han efter længere tids sygdom.

Se Sven H. Rossels forfatterportræt i Arkiv for Dansk Litteratur 

Gennem sit venskab med såvel kunstnere som herremænd fik Stub en stor venneskare, og ved sin fine og lyse digtning bidrog han til en opløftet og munter stemning. Han skrev vers i en række forskellige stilarter, heriblandt også den enkle vise, som han stiftede bekendtskab med omkring 1740. Den var bl.a. kommet frem i Tyskland med digteren Sperontes samlinger Singende Muse and Pleisse fra 1736, og især på teatret modtog man megen inspiration herfra, ikke mindst hos komponisten Carl August Thielo. Samlingen fik også på dansk jord et fint udtryk i Samuel Simon Weises visesamling. ”Den kedsom vinter” hører til i denne genre.


Digtet

Den kiedsom Vinter gik sin gang, med overskriften Aria har i alt seks strofer. Hver strofe indeholder væsentligt flere linjer end de, der nu synges – det er nemlig Chr. K.F. Molbechs senere bearbejdelse, som Hartmann satte melodi til. Det er for det meste denne redigerede tekstversion, de følgende komponister har benyttet.

I en række sammenhænge har digtet titlen Sommervise, men det kan også betragtes som udtryk for foråret. Stub giver en idyllisk skildring af den danske natur på dette tidspunkt af året. Himmelfænomener som solen og den blå himmel er selvskrevne, og solen bliver personificeret, så den går i smuk dialog med søens spejl og den nyudsprugne bøgeskov.  På marken løber de nyfødte lam rundt, og hyrden passer både korn og kvæg, mens de øvrige marker bugner til bondens store glæde. Også de vilde dyr - fugle, frøer og fisk boltrer sig i deres rette element. Heroverfor gemmes vintersymboler - kakkelovnen og muffen - væk, og man kan sidde ude og nyde et glas vin og måske blive lidt forelsket. I sidste vers er Guds forsyn i centrum; det spores i alle disse scenerier, og man kan derfor trygt lægge sin skæbne i Skaberens hænder. Et smukt og fint tegnet genremaleri med den så tidstypiske harmoni i centrum.

Hans Brix argumenterer for, at Stub har skrevet digtet i foråret 1741 på Valdemar Slot på Tåsinge, men en sikker datering har vi ikke. Desværre foreligger der heller ingen oplysninger om, hvorvidt Ambrosius Stub selv har tænkt på en speciel melodi til sit digt. Det er først med Fr. Barfods udgave af Stubs digte fra 1852, at der til flere andre af hans digte er angivet en titel fra den omtalte samling Singende Muse an der Pleisse, så man må forestille sig en melodi i denne stil – selv om Stubs digt muligvis slet ikke har været sunget i hans samtid.


Henrik Rung

Midt i 1800-tallet - men et par år før Barfods udgave af digtene fra 1852 - fremkom Henrik Rung med en lille sats for tre lige stemmer og klaver til En kedsom vinter (s. 20). Sangen blev præsenteret i Skandinavisk Selskab, som midt under skandinavismen afholdt en række møder med foredrag, spisning og også ofte sang. I begyndelsen var der tale om mandskor, og der blev også udgivet en lille sangbog med repertoiret fra møderne. Det var Henrik Rung, der stod for korsangen, og i 1847 omdannede han ensemblet til et blandet kor, der dog i begyndelsen af 1850erne dannede grundstammen i Cæciliakoret, som Rung senere fejrede mange triumfer med. Komponisten har således selv ledet uropførelsen, og sangen blev da også så populær, at den kunne udkomme for sang og klaver samt i originaludgaven i Rungs 12 trestemmige Sange til Skolebrug fra 1870. Der er tale om en let sommervise, hvor komponisten anvender den originale tekst til fire af versene med en smuk melodi, der nøje følger teksten og dens metrum. De tre stemmer væver sig ind i hinanden, og satsen afsluttes med ekstra lille coda på ordene "jeg tænker paa mit Hvilestraa og ender min Spadseregang i Sang."


Senere

Det kan ikke undre nogen, at Ambrosius Stubs liv gav anledning til en dramatisering. Det var digteren og censor ved Det Kongelige Teater Chr. K.F. Molbech, der tog emnet op i sit skuespil Ambrosius fra 1877, som i maj året efter fik premiere på teatret. Stykket forholder sig ret frit til Stubs liv, som man heller ikke vidste så meget om på dette tidspunkt. Hans digte var først udkommet i 1771 i en samling af T.S. Heiberg, som tillige omtalte hans liv - ganske kort og ufuldstændigt - og det samme var tilfældet med Fr. Barfoeds ellers ret omfattende indledning til udgaven af Stubs digte fra 1852. 

Illustreret Tidende skriver overstrømmende om Molbechs stykke, at ”Det valgte sujet er ualmindelig heldigt”. ”Man faar et Billede med udmærket dramatisk Effect”, men anmelderen mener dog også, at det til tider kan forekomme lidt langtrukkent. ”Den ægte danske Tone, som hviler over dette Konstværk, hører til dets største Fortrin”. Læs hele anmeldelsen: side 1 og side 2.

Skuespillet blev en stor succes, udkom allerede samme år og blev hurtigt oversat til både engelsk og tysk. Det holdt sig på repertoiret til 1885 med 73 opførelser og blev kortvarigt taget op igen i 1917-18. I 1948 nyarrangerede kapelmester Johan Hye-Knudsen musikken til teatrets sommerturne til Jylland. Endelig blev det i februar 1900 taget op på Dagmarteatret, hvor det spillede i alt 68 gange indtil december 1906, og det har også været flittigt opført af amatørteatret rundt om i landet, ikke mindst udendørs, da lovprisningen af naturen spiller en rolle i dramaet. I Orkesterbiblioteket findes det musikalske opførelsesmateriale til både Det Kongelige Teaters og Dagmarteatrets opsætninger. 

Emil Poulsen som Ambrosius Stub i en reklame for duftevand
Stykkets store succes udløste nærmest en ”Ambrosiusfeber”, hvor der berettes om Ambrosiuskager og Ambrosiuscigarer. Lidt duftevand måtte der også til, og Emil Poulsen stillede gerne op – og det var heldigt, for der findes ikke noget originalt portræt af Ambrosius Stub. Senere malede P.S. Krøyer ved et karneval i 1885 Poulsen som Ambrosius.


Hartmanns musik

Stykket indeholder bl.a. nogle af Ambrosius Stubs egne digte. Det første er Den kedsom Vinter, som Stub, der kommer vandrende i naturen, synger på opfordring af to unge piger, "en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit Hjertes Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at grønnes". Han har netop fortalt dem, hvordan han på turen har oplevet en del af disse scenerier. Han når i alt tre vers og et par linjer, før han bliver afbrudt af husets herre, og teksten er udvalgt, så naturbillederne er i centrum.

Senere kunne man også høre folkevisen "Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi", som Stub i stykket har fundet i et manuskript, han skal registrere for herremanden, og han tænker på husets datter som en fortryllende elverpige. Endelig improviserer han "Jeg synge skal en Vise", med nykomponeret melodi.

Det var J.P.E. Hartmann, der leverede musikken til Molbechs skuespil, hvoraf folkevisen dog beholdt sin oprindelige melodi. De to andre blev udgivet kort efter skuespillets premiere, og kom også på tysk i efteråret samme år. Det var Hartmanns melodi til Den kedsom Vinter, der kom med i førsteudgaven af Folkehøjskolens Melodibog fra 1922, og den holdt sig også i 1928-udgaven. Fra 1940 og frem blev den dog afløst af Oluf Rings melodi.

Hartmanns melodi er en solist-præget fortolkning af digtet i en hastig gang med stor fremdrift, så man mærker, at der nu er gang i foråret. Undervejs er der nogle stop, hvor klaverakkompagnementet går ind med egne småkommentarer – i første vers f.eks. på ordet ”lempelig” og vendingen ”og ler”, som i orkesterversionen har været udført for harpe. Hartmann tager sig også friheder med hensyn til gentagelser i teksten, bl.a. af linjen ”Man frygter ej at Sne og Slud skal møde dem, som vil gaa ud” – her kan man næsten høre en lille snestorms monotone rasen. Melodien ender i en flot stigning, såvel melodisk som dynamisk, der især passer godt til første og sidste vers.

Chr. K.F. Molbechs stykke Ambrosius beskriver den romantiske myte om den stakkels lidt miskendte, men charmerende, fattige digter. Emil Poulsen spillede titelrollen, og publikum kunne efter forestillingen købe postkort med den kendte skuespiller – disse kunne efterfølgende sendes som små reklamer til venner og bekendte.
Emil Poulsen som Ambrosius Stub


Andre melodier

Som nævnt har ”En kedsom vinter” appelleret til andre komponister end Hartmann, men de øvrige melodier er fordelt over en længere årrække, og i dag er det Oluf Rings melodi, de fleste kender.  For Carl Nielsen (1924) og Oluf Rings (1937) vedkommende har der nok været tale om forsøg på at sætte nye, enkle melodier til velkendte danske tekster – melodier, som var mere egnede til fællessang eller pædagogiske formål end de mere solistprægede romantiske melodier. Det samme gælder Johannes Nørgård. De senere udsættelser af Otto Mortensen og Jørgen Jersild er for kor, og deres tilgang til digtet er ikke så meget den enkle sang som det er en forfinet nyfortolkning af digtet for flere stemmer. De forskellige komponister medtager et vekslende antal vers, og det er karakteristisk for de tre første, at Stubs strofer forkortes (man anvender Chr. K.F. Molbechs version), mens de to korsatser griber tilbage til den originale tekst og bringer stroferne i deres helhed.

 

Carl Nielsen

I 1924 skrev Carl Nielsen sin melodi, som udkom samme år blandt en række andre nye kompositioner fra ham i Sangbogen ”Danmark”, og den er for 3 stemmigt pigekor. Nielsen skriver i en rolig 6/8-dels bevægelse, der giver den samme vuggende rytme gennem hele digtet, kun afbrudt af et enkelt ophold midtvejs og en lille påhæftet eftersætning til sidst. Der er tale om en meget enkel, homofon sats, som har opfyldt sit pædagogiske formål og knytter sig til teksten på en udtryksfuld måde.

Med denne sangbog kastede komponisten sig over et stort formidlingsprojekt inden for den folkelige sang i form af et repertoire af sange udsat for lige stemmer med særlig henblik på skolernes musikpædagogiske bestræbelser. Efter opfordring fra sangbogsredaktøren Albert Jørgensen, der i 1923 havde udgivet skolesangbogen Danmark: Sangbog for Skolen og Hjemmet, gik Carl Nielsen i gang med at redigere den tilhørende melodibog.

Som i lignende tilfælde var Carl Nielsens arbejde dels at udvælge melodier inden for det eksisterende repertoire, dels at supplere med egne melodier og endelig - og ikke mindst - at forestå de mange udsættelser for lige stemmer, alt sammen i tæt samarbejde med Hakon Andersen. Sangbogen indeholder 305 melodier til 279 digte, idet der til nogle af digtene kan vælges mellem flere melodier: de 44 af sangene er komponeret af Carl Nielsen, og 19 af disse blev her trykt for første gang - deriblandt ”En kedsom vinter”. Samlingen indeholder også Carl Nielsens kendte børnesange ”Jeg ved en Lærkerede” og ”Solen er saa rød, Mor”. Hans melodi til ”Den kedsom vinter” fik dog ikke nogen stor udbredelse, men udkom f.eks. i Melodisamling til De Unges Sangbog i 1929.

 

Oluf Ring

Der skulle gå en årrække, før den næste melodi dukkede op. I 1937 skrev Oluf Ring sin komposition til "En kedsom vinter", og det er den vi kender i dag. Den friske, frejdige og marchagtige melodi er udsat med et spinkelt og kommenterende akkompagnement, der kompletterer melodien på fineste måde. Man kan forestille sig, hvordan han har haft en let og yndefuld rokoko-stil i tankerne. Rings udsættelse er dateret 7. januar 1937, og den blev trykt første gang i Højskolebladet 30. april samme år. Den blev senere udgivet i Folkehøjskolens Melodibog og f.eks. også brugt ved Københavns Kommuneskolers Sangopvisning i 1947 – i en enkel sats for to lige stemmer. Den er indspillet af adskillige kunstnere og ensembler.

 
 
Johannes Nørgård

I 1965 udgav komponisten Johannes Nørgård et lille hæfte med titlen Sange fra oplysningstiden, der medtog en række Stub-tekster med melodier fra Sperontes’ samling samt sange af J.A.P. Schulz, Johann Hartmann og F.L.Ae. Kunzen. Han holdt sig til originale melodier fra tiden i sit hæfte, men i Det Kongelige Biblioteks materiale fra Nørgård ligger manuskripterne til hans arbejde med disse sange. Her findes udsættelser af de sange, han bringer og også nogle upublicerede bud på melodier til de tekster, han sikkert gerne ville have medtaget, deriblandt ”En kedsom vinter”. Den måtte han selv sætte melodi til, og han lægger sig meget op ad Ring i sin lette, gående sang med de små drejefigurer og ekkoer af dem i akkompagnementet. Det er en lille smuk sag, sikkert forsøgt lavet som en pastiche, men altså ikke udgivet og derfor ikke udsat for konkurrence fra Rings indsungne melodi.

 

Otto Mortensen

Næste komponist i række er Otto Mortensen, som skrev sin melodi allerede i 1938 for blandet kor. Den forblev imidlertid i skrivebordsskuffen, men i 1980 tog han den frem igen og udsatte teksten i en korsats for firstemmigt pigekor og firhændigt klaver. Værket blev til på bestilling af Sct. Annæ Gymnasiums Pigekor og blev uropført ved en koncert i maj samme år med Birthe Højby Nielsen som dirigent. Koret har også indspillet satsen i 1998 med Berit Johansen og Susanne Skov på klaver.

Det er en meget munter, friskt gående, næste løbende sats med enkelte gentagelser, lidt ordmaleri og små fugerede afsnit. Den præsenterer de unge pigestemmer smukt og slutter af med det mere overordnede 6. vers som en homofon a cappella-hymne med små citater fra ”Nu hviler mark og enge”. Kompositionen er efterfølgende udgivet i den populære serie Folke- og Skolemusik, og Det Kongelige Bibliotek har både dette tryk og Mortensens smukke renskrift af sangen.


Jørgen Jersild

Endelig skrev komponisten Jørgen Jersild i marts 1994 en meget fin og detaljerig korsats over Stubs digt. Den ændrer næsten karakter fra takt til takt i en meget tekstnær fortolkning, der også medfører både spændende harmonier, en filigranagtig satsstruktur og en rubato udførelse. Det er også typisk, at mens Jersilds manuskript er meget smukt og rent, har de to vedlagte korrekturtryk en række rettelser. Satsen stiller store krav til det udførende kor.

Korsatsen er tilegnet Det Jyske Kammerkor, som også uropførte den 30. april 1994 ved en koncert på Skyum Idrætsefterskole med Mogens Dahl som dirigent. Korsatsen blev hurtigt efter udgivet hos Engstrøm & Sødrings musikforlag og indspillet af bl.a. kammerkoret Hymnia i 2000.

Carl Alstup i rollen som Ambrosius Stub

Det var den kendte revyviserforfatter Alfred Kjerulf, der havde skrevet teksten til revyvisen fra 1922, som beretter om mange af vinterens største begivenheder fra dømte direktører til orkaner og vinterstorme.

Forsiden er pyntet med et billede af Carl Alstrup i kostume som Emil Poulsens fremstilling af Stub på Det Kongelige Teater. Sangen var så populær, at også den udkom som sang-postkort, man kunne sende til venner og bekendte.

En revyvise

I 1922 hed Scala-Revyen ”Alle veje fører til…”, og i den havde man indlagt en vise til teatrets hovedstjerne, revyskuespilleren Carl Alstrup, der byggede på Hartmanns melodi til Stubs tekst, men også indlagde egne selvstændige afsnit. Der er dog ingen tvivl om, at publikum har genkendt den, og visen hedder da også ”Den kedsom Vinter..”. Hartmann bliver ved den lejlighed udsat for ”Shimmy tempo” efter dansen shimmy, hvor man især ryster på skuldrene – det var højeste dansemode efter introduktionen på Broadway omkring 1920, og det gående akkompagnement i revyvisen bærer da også præg af dansemusikken.