Jeg ved, hvor der findes en have så skøn

Forfatter: Anne Ørbæk Jensen, 2008

En sydfynsk perle er Mads Hansens børnevise fra 1870, der samtidig bruger den smukke ø som billede på hele Danmark. Sanghistorisk griber melodien helt tilbage til den danske sangs rødder og største inspirationskilde, J.A.P. Schulz, med han enkle og sangbare melodier.

Illustrationerne stammer fra Kortsamlingens ældre kort over Fyn.

Komponisten

Johann Abraham Peter Schulz tilhører den gruppe af komponister, der i årene omkring 1800 virkede både i Tyskland og i Danmark, og som derved opnåede en plads i begge landes musikhistorie. Schulz var født i Lüneburg i 1747 og fik sin uddannelse hos den ansete kontrapunktiker J.Ph. Kirnberger i Berlin. På rejser i Tyskland, Østrig, Frankrig og Italien blev han bekendt med tidens nyeste strømninger, og han virkede fra 1708 som kapelmester hos prins Heinrich af Preussen i Rheinsberg. I 1787 blev Schulz kaldet til stillingen som kongelig kapelmester hos Christian VII i København, hvor han dog kun kom til at virke i en kortere periode. Under opholdet i København blev Schulz nemlig angrebet af tuberkulose, og for sit helbreds skyld rejste han i 1795 tilbage til Tyskland og døde allerede i år 1800 i byen Schwedt an der Oder.

Schulz' særlige sange

Schulz var både før og efter ankomsten til København en særdeles produktiv komponist, dog næsten udelukkende inden for vokalmusikken. Inden for den kirkelige musik markerede han sig med en række oratorier, og inden for den verdslige musik huskes han som skaberen af flere succesfulde syngespil. Hans navn er særlig knyttet til den sangsamling, han udgav i 1782 og i forbedret udgave i 1785, Lieder im Volkston. Heri bestræbte han sig på at skrive enkle folkelige melodier og lagde sig derved op ad den såkaldte Berliner-Liederschule, som stod Göttinger-digterkredsen nær, dvs. digterne Joh.H. Voss, Ludwig Hölty, Friedrich Leopold Stolberg og Matthias Claudius. I sit forord til Lieder im Volkston benytter Schulz begrebet ”Schein des Bekannten”, hvilket hentyder til, at sangene skulle have et skær af det velkendte.

Melodien

Den enkelhed, og man fristes til at sige naturlighed i den musikalske diktion, som Schulz tilstræbte i sine sange, finder man også i melodien til ”Jeg ved, hvor der findes en have så skøn.” Melodien stammer fra musikken til syngespillet Høst-Gildet (1790), hvor den fungerer som indledningsvise, sunget af personen Anna til teksten: (1. vers)  

”Nys fyldte skjøn Sired det attende Aar,
var rolig i Vinter og munter i Vaar;
som Bækken i Engens det blomstrende Skjød,
saa stille, saa klare de Dage henflød.”
 

I forhold til originalen er melodiformen, som benyttes til Mads Hansens digt, berøvet sin følsomme lento-afslutning. 

Schulz’ Lieder im Volkston blev på sin vis mønsterdannende for den nye danske sang, som den kom til udtryk i Folkehøjskolens Melodibog i 1922. ”Schein des Bekannten” blev således et slags motto for komponisterne Thomas Laub og Carl Nielsen i deres arbejde med den folkelige sang. I Højskolesangbogens Melodibog fra 2006 er Schulz repræsenteret med fem melodier. Desværre er hans navn konsekvent stavet forkert: Schultz, hvorved der kunne ske forveksling med hans yngre kollega Svend S. Schultz, der desværre ikke er at finde i melodibogen.

Forfatteren

Mads Hansen blev født på Sydfyn i 1834, og var som barn meget videbegærlig. Hans fantasi blev vakt af bedstemoderens eventyr og sange. Samtidig havde han dybe rødder i livet på landet, og hans virke blev meget alsidigt inden for såvel praktisk landbrug som folkeoplysning, foreningsarbejde, indsamling af folkeminder, digtning og jura. 

Han var også meget musikinteresseret. Violin og klaver lærte han hos musikanten Hans Hansen, og efterhånden blev han så dygtig, at han kunne optræde som spillemand ved fester rundt om på landet. Han lagde dog en større del af sin musikalske virksomhed i Hundstrup-Vesterskjerning Sangforening fra 1858, som han både oprettede og var formand for til sin død i 1880.

Sangforeningens arbejde blev kædet sammen med et folkeoplysende arbejde med foredrag, en læsekreds, koncerter, teater og efterhånden også skyttesagen. Mads Hansen var meget nationalt orienteret, og ovenpå nederlaget i 1864 gik han aktivt ind i det patriotiske arbejde med skytterne, bl.a. også ved at skrive en del højstemte sange til foreningen. Højskolen i Vester Skerninge, indviet i 1868, var ligeledes hans værk.

Hans digtsamlinger bærer da også titlen Sange, i hvert fald for de to førstes vedkommende - fra 1867 og 1870. Den tredje samling hed Markblomster (1873), og netop naturen spiller en væsentlig rolle i Mads Hansens digtning, inspireret bl.a. af H.C. Andersen og B.S. Ingemann. Lovprisningen af øen Fyn gav sig bl.a. udtryk i digtene i fynsk dialekt, hvoraf Opvåvni, ”Fo’ ajle di smaa Blomster” er den mest kendte – i øvrigt med melodi af hans gamle lærer, Hans Hansen. 

 

Teksten

”Jeg ved, hvor der findes” udkom i 1870 i Sange, 2den Samling i selskab med en række fædrelandske sange, sonetter og naturbeskrivelser med skytterne og bønderne som målgruppe. Den er betegnet ”Børnevise” og giver en idyliseret billede af haven med blomster, fugle, kilder, løvsale og åer. Her tumler piger med rød-hvide blomster i hatten og drengene synger om danskernes heltegerninger. Det er uvist, hvor Mads Hansen har fået inspirationen til at benytte netop Schulz’ melodi, men den var kendt og udbredt i samtiden og samtidig meget enkel og sangbar.

Haven i digtet kan forstås helt lokalt, men også som en hyldest til Fyn, der i sidste vers udvider sig en national lovprisning af hele Danmark. Efter sigende blev forfatteren inspireret til digtet ved et besøg i Lindebjerg Skov, ligeledes på Sydfyn, hvor han havde udsyn over det smukke landskab fra en lille høj.