Jeg gik mig ud en sommerdag

Forfatter: Kristoffer Brinch Kjeldby

Claras Kirkegård

Jeg gik mig ud en sommerdag er, med dens hyldest til den danske natur, en populær sang netop nu, hvor sommeren er på sit højeste. Og som mange andre populære sange står den opført i utallige sangbøger med netop den tekst og melodi, som de fleste kender og holder af.

I Højskolesangbogen er tekstens ophavsmand angivet til at være N.F.S. Grundtvig, mens melodien simpelthen betegnes som en 'folkemelodi'; underforstået at melodien er så gammel, at komponistens navn er gået tabt i historien.

For faktisk stammer Jeg gik mig ud en sommerdag højst sandsynligt fra det 16. eller 17. århundrede. Og dermed er sangen naturligvis meget ældre end den tekst af Grundtvig, som i dag forbindes med sangen. Forklaringen er, som vi skal se, at Grundtvig har baseret sin tekst på en langt ældre folkevise.

Desuden har sangen, i en eller anden form, været sunget over hele Skandinavien: Fra Finland kendes f.eks. den svensksprogede folkevise Jag gick mig ut en aftonstond, hvis første strofe lyder således: "Jag gick mig ut om en aftonstund till att höre, Foglars säng, som hjertat mitt månde röre. Uti den gröna dalen, Att höre näktergalen, Foglar små, så många tusende talen".

Folkeviseindsamling

I Danmark kender vi Jeg gik mig ud en sommerdag fra indsamlingen af folkeviser: Allerede fra slutningen af det 16. århundrede har der i Danmark været gjort forsøg på at indsamle og udgive almuens sange og viser - sange og viser som vi i dag kalder folkeviser. Kendetegnende for disse viser og sange var nemlig, at de kun sjældent fandtes i nedskrevet form. Viserne blev overleveret mundtligt fra generation til generation, hvilket også er grunden til at man sjældent kender visernes ophav.

Forskellige tiders indsamlere har set forskelligt på visernes historiske og kunstneriske værdi: Nogle har villet dokumentere viserne, som de mente stammede fra middelalderen, fordi de opfattede viserne som en vigtig kilde til historieskrivningen.  Andre har primært set viserne som en kunstnerisk inspirationskilde; som en uspoleret adgang til det, af folket opståede, ægte danske.

Et tidligt pionerarbejde var præsten og historikeren Anders Sørensen Vedels visesamling Et hundrede udvalgte danske viser der udkom i 1591. Samlingen indeholdt viser som Vedel havde indsamlet fra middelaldermanuskripter eller havde fået oplyst mundtligt.

Vedels visesamlings fulde titel er It Hundrede udvaalde Viser om allehaande Merckelige Krigs Bedrifft oc anden seldsom Eventyr som sig her udi Riget ved Gamle Kemper Naffnkundige Konger oc ellers forneme Personer begiffuet haffuer aff arilds tid indtil denne nerværendis Dag. Ud fra titlen kan man danne sig et indtryk af de indsamlede visernes emnekreds: Sangene omhandler ofte de gamle myter eller sagn, hvilket betød at man omtalte viserne som 'kæmpeviser'.

Omtrent hundrede år efter, i 1695, udgav sprogforskeren Peder Syv endnu en samling folkeviser i form af visesamlingen 200 Viser om Konger, Kæmper og andre. Samlingen bygger videre på Vedels tidligere arbejde, men fordobler antallet af viser og medtager stof fra 1600-tallet.

Fælles for både Vedel og Syvs visesamlinger er, at de udelukkende indeholder visernes tekster, og altså ikke melodier. Dette skulle imidlertid ændre sig i den næste store visesamling, der kom omkring hundrede år efter Peder Syvs, nemlig Udvalgte danske Viser fra Middelalderen der udkom i fire tekstbind samt et melodibind mellem 1812 og 1814.

Denne omfattende samling, der byggede videre på Vedel og Syvs tidligere visesamlinger, blev udarbejdet af Rasmus Nyerup sammen med Knud Lyne Rahbek og Werner Hans Frederik Abrahamson. Sidstnævnte døde dog under arbejdet med bogen.

Rasmus Nyerup   Knud Lyne Rahbek
 Rasmus Nyerup    Knud Lyne Rahbek

Samtidig med indsamlingen af tekster til Nyerup og Rahbeks første fire bind, udkom også en 'smagsprøve' i form af et lille hæfte indeholdende visen Axel Thordsen og Skjøn Valborg. I hæftet bringes en opfordring til at indsende folkevisemelodier til de tre forfattere: "Hvo der til nogen anden af de af Peder Syv udgivne Viser kan forskaffe de ægte gamle Melodier, og indsender samme til en af Udgiverne, vil derved stifte sig et hæderligt Minde i vor Nationalmusiks Historie, og bidrage til Vedligeholdelsen af den nordiske Aand og Konst. Da den ny Visesamling derved tillige vinder saa saare meget i Værd og Interesse, skal Exemplarer uden Betaling blive hver den Musikynder tilstillede, der paa den anførte Maade tager sig af vores Forehavende".

Omkring 20 personer fulgte opfordringen og indsendte melodier til Nyerup og Rahbek. Resultatet blev at cirka 125 danske melodier blev trykt i samlingens femte bind sammen med yderligere melodier fra Norge, Færøerne og Sverige.

De fleste af de indsendte melodier var til viser, hvis tekst fandtes i et af de første fire bind af visesamlingen: Det var jo hele pointen med at udgive et melodibind. Men der indløb også melodier til tekster som ikke var at finde blandt de trykte. Frem for at kassere disse melodier, samlede Nyerup og Rahbek dem i et afsnit i det femte bind under titlen Tillæg af Melodier, meest til Viser, som ikke ere i Samlingen. Og det er netop her i dette afsnit af Nyerup og Rahbeks femte bind at melodien til Jeg gik mig ud en sommerdag dukker op for første gang på tryk – og stort set i den form som vi i dag kender den.

Meget detektivarbejde er naturligvis gået med at spore melodierne længere tilbage end Nyerup og Rahbeks melodibind – f.eks. ved at 'fordele' Nyerup og Rahbeks melodier på de 20 kendte indsendere. Med nogle melodier er det lykkedes. Men desværre ikke med "Jeg gik mig ud en sommerdag". Derfor ved vi ikke hvem der indsendte denne melodi til Nyerup og Rahbek, eller hvorfra melodien stammer.

Godt nok har Det Kongelige Bibliotek siden 1938 haft Nyerup og Rahbeks skitser og noter til arbejdet med visesamlingen, og iblandt disse findes en del af originale indsendte breve med melodier. Men desværre mangler netop de melodier som Nyerup og Rahbek valgte at trykke: Nyerup og Rahbek har simpelthen klippet dem ud. Og efter af melodierne udkom på tryk, er originalerne blevet smidt ud!

Grundtvig

I modsætning til melodien, hvis oprindelse således fortaber sig i historien, er tekstens ophav lettere at spore. På nær første strofe: I Nyerup og Rahbeks meloditillæg findes nemlig, under noderne til Jeg gik mig ud en sommerdag, teksten til første strofe, der i store træk er identisk med første strofe, som vi i dag kender den. Og igen ved vi ikke, hvor denne strofe kommer fra.

Men de resterende strofers ophav kender vi: Det er nemlig N.F.S. Grundtvig, der, 33 år efter Nyerup og Rahbek visesamling, skriver de resterende 10 strofer, som vi benytter i dag. Det sker i Grundtvigs folkevisesamling Kæmpeviser til Skole-Brug, hvori Grundtvig bygger videre på den første strofe for at skabe sit helt eget digt. Og det er fra dette digt, Højskolesangbogen henter sine i alt 11 strofer.

N.F.S. Grundtvig
N.F.S. Grundtvig

Dette sker dog ikke uden at forkorte voldsomt i Grundtvigs digt, der i virkeligheden indeholder 21 strofer! Gennem dette udvalg, hvor cirka halvdelen af Grundtvigs strofer fravælges, ændrer digtet karakter, idet den nordiske mytologi, som spiller en central rolle i Grundtvigs digt, fuldstændig forsvinder.

Grundtvigs første fem strofer, hvoraf de fire også findes i Højskolesangbogen, indeholder en hyldest til den danske natur. Hyldesten formidles gennem en lille fugls sang, og hver strofe afsluttes med et omkvæd: "i de dybe dale, mellem nattergale, og de andre fugle små, som tale." Denne model med to verselinjer efterfulgt af et refræn eller omkvæd findes for øvrigt i så mange folkeviser, at man simpelthen kalder den for 'den 2-liniede'.

Derefter følger endnu fem strofer (strofe 5-10), der modsat de første fem, ikke er medtaget i Højskolesangbogen. I disse strofer synger den lille fugl ikke længere om den danske natur, men om den danske mytiske fortid og om sagnvæsner som elvere, trolde og havmænd.

I de næste tre strofer (strofe 11-13), der igen er medtaget i Højskolesangbogen, vender digtet sig mod digteren som person. Fuglen synger nu om digterens moder, fryd og smerter. I strofe 13 letter fuglen ledsaget af digterens opfordring: "Flyv, Guldtop! flyv rundt i Bøgelunden".

I strofe 14, som igen ikke er medtaget i Højskolesangbogen, henviser digteren til fuglen som 'Freias Fugl'. Freia, den nordiske mytologis frugtbarhedsgudinde, havde som kendetegn fuglehammen Valshamr, hvormed hun kunne flyve mellem de forskellige verdner i den nordiske mytologi.

I stroferne 15-17, der igen er medtaget i Højskolesangbogen, flyver fuglen ud over Danmark fra Øresund til Dannevirke og synger "til Dands, til Skole og til Kirke". Stroferne rummer hermed en hyldest til Danmark og til det danske sprog.

I de efterfølgende to fravalgte strofer (strofe 18 og 19) genopstår det gamle Danmark igen gennem fuglens sang. Alt det forgjorte vendes, og "da springer alle Gladhjems Porte" – Gladhjem er det land hvori Valhalla ligger.

Som den sidste strofe i Højskolesangbogen bruges strofe 20, hvori Danmark gløder som det røde guld i Solens stråler. I Grundtvigs version fortsætter digtet med endnu en strofe hvor folket "Paa Bølgen blaa" ligeledes får fuglens sang at høre.

Gennem dette udvalg fremstår Højskolesangbogens tekst som sang fuldstændig uden referencer til den oldnordiske trosverden. Herved bliver digtet i højere grad en hyldest af naturen og nationen end de bliver en længsel efter en forsvundet oldtid.

En sommersang

Jeg gik mig ud en sommerdag har altså levet en lang og omtumlet tilværelse. Fra at eksistere i et utal af variationer i hele Skandinavien har sangen materialiseret sig i en enkelt melodi hos Nyerup og Rahbek i 1814. Og ud fra denne melodi, med dens enlige strofe, har Grundtvig skabt et digt om en genfødsel af den nordiske oldtid. Dette digt er så igen blevet tilpasset således at Jeg gik mig ud en sommerdag fremstår som en rendyrket hyldest til den danske natur. Og det er i denne form, som en dansk årstidssang, at vi i dag synger Jeg gik mig ud en sommerdag: Som en hyldest til den vidunderlige danske sommer.