Sneflokke kommer vrimlende

Forfatter: Anne Ørbæk Jensen, 2008

Ikke mange sange giver en så malende skildring af en dansk snestorm i januar som Jeppe Aakjær og Thorvald Aagaards "Sneflokke kommer vrimlende". Det kolde årstidsbillede i digtet, der alligevel har en snert af den indendørs hygge har gjort teksten til en af Aakjærs populæreste tekster. Samtidig har Aagaard formået at udnytte sprogtonen til en melodi, der i høj grad understøtter teksten og har bidraget til, at sangen har holdt sig i mange år på det danske fællessangsrepertoire.

Digtet

Aakjærs tekst er den første i en lille cyklus på fem digte med titlen De Fire Vinde, der kom i samlingen Vejr og Vind og Folkesind i 1916. Samlingens forside er prydet med et billede af en lyngdækket hedevej mellem bakkerne. Her signaleres vestjysk stemning, hvor vejret har afgørende indflydelse, og folkene er djærve og arbejdsomme med originale eksistenser og gode historier som ingrediens. Digtet er dateret den 10. marts 1916. Aakjær var på det tidspunkt vendt hjem til gården Jenle fra København, hvor han i krigsårene tilbragte de tre hårdeste vintermåneder.

Samlingen præsenterer en række digte fra  perioden 1911-16, som beskriver det vestjyske landskab med billeder fra naturen: dyr, planter, vejret og årstiderne. Vi får også indblik i livet for nogle skæve eksistenser, den hårde tilværelse nederst i samfundet, og den særlige jyske tone kommer frem i nogle af digtenes dialekter. Livets faser og højtider spiller en rolle lige som religionen. Samlingen indeholder nogle af de kendteste Aakjær-digte som "Alle mine længsler", "Stille, hjerte, sol går ned" og ikke mindst "Jeg er havren", der er skrevet kun to måneder efter "Sneflokke" og bragt som kronik i Politiken i september 1916.

Der synes at være en helt klar grund til, at Aagaard har valgt at sætte musik specielt til det første digt i cyklen. Med sine trestavelses enderim er det et meget rytmisk prægnant digt, men samtidig en musikalsk udfordring, så betoningen af konsonanterne ikke bliver for karikerede – ”vrimmmlende”.

Cyklussen De Fire Vinde begynder med ”Nordovst”, som netop bringer alle sneflokkene, fortsætter med "Paaskeøsten", "Søndenvind" og "Vestenvind", så vi har præsenteret årstider og vindene som aktive medspillere i dagligdagen. Cyklen afsluttes som en ring med et specielt digt om Kjørmes-Knud. Det beskriver i jysk dialekt bondens forhold til 2. februar (Kyndelmisse) personificeret i denne skikkelse, der kører med sine stude i strid vind, hård frost og sne over marker og omkring gårdene.

"Sneflokke kommer vrimlende" giver et stemningsbillede fra den hårdeste vintertid i et landligt miljø omkring 1900. Vi er ude i nærheden af diger, stakke-grønning, hegn og gård, men selv om man fornemmer de jyske omgivelser, er der ikke klare stedsangivelser eller ordvalg, der udelukkende peger på denne landsdel. Sneen og vinden kædes sammen, så man for alvor får fornemmelsen af, at en tur udenfor vil være kold og barsk. Samtidig beskrives sneen også i et smukt billedsprog, som ”blink” i fårenes pels eller som spiddet næsten som blomster på tjørnens pigge. Aakjær benytter et fornemt billedsprog i dette kondenserede stemningsbillede med de flotte rim og alliterationer som f.eks. ”duver dybt i Dønningen”.

Men indenfor er der hyggeligt. Pølserne er klar til vinterforrådet, og de små drenge ruster sig til leg. Kun for den gamle bedstemor er årstiden mere nærværende og begrænsende; hun må nøjes med at se forsagt ud af ruden. Hun er da også den mest beskrevne person som en slags symbol på vinteren; især de grå hår og hendes tøj, uldklokken (skørt), huen og de lange sokker betegner, hvordan vinteren alligevel også sniger sig indenfor.

Digtet bevæger sig hele tiden mellem inde og ude. I de to første vers går vi fra ude til inde, mens det er omvendt til sidst. Afslutningsvist ånder forfatteren da også lettet op: ”og nu kom Kjørmes-Knud!” – omsider, kunne man tilføje. Kjørmes-Knud er netop betegnelsen for Kyndelmisse (2. februar), som man anså for det tidspunkt, hvor halvdelen af vinteren var gået.

Melodien

Den nye folkelige sang, som brød frem i begyndelsen af 1900-tallet, fik sit stærkeste udtryk i Folkehøjskolens Melodibog fra 1922. Ser man på udgivernes navne, fremstår der en klar linie i nyere dansk musikhistorie: Thomas Laub, Carl Nielsen, Thorvald Aagaard og Oluf Ring. Laub havde på dette tidspunkt banet vejen for en genoptagelse af reformationstidens melodier i kirkesangen og sammen med Carl Nielsen udgivet de to samlinger En Snes danske Viser 1-2, hvori enkeltheden i det melodiske og satsmæssige blev sat i højsædet.

Carl Nielsen havde for længst markeret sig som en international symfonisk komponist, hvorved han skilte sig stærkt ud fra de øvrige udgivere. For ligesom Laub ydede hans elever Thorvald Aagaard og Oluf Ring deres væsentligste indsats inden for den folkelige sang og på det kirkemusikalske område. Men i modsætning til Laub og Carl Nielsen havde Aagaard og Ring som lærere direkte forbindelse med det levende musikliv på skolerne: Ring ved seminarierne i Ribe og Skårup på Fyn, Aagaard gennem sit livslange virke på Ryslinge Højskole ligeledes på Fyn.

Portræt af Thorvald AagaardThorvald Aagaard

Thorvald Aagaard (1877-1937) var uddannet ved musikkonservatoriet i København, men modtog senere undervisning i komposition og kontrapunkt hos Carl Nielsen og i musikhistorie hos Thomas Laub. Det blev da også disse to lærere, der blev ledestjerner i hans daglige arbejde: i sit organistarbejde for valgmenigheden i Ryslinge blev han en ivrig forkæmper for Laubs reformbestræbelser, og som sangkomponist lod han sig stærkt påvirke af En Snes danske Viser 1-2 og den fornyelse, som Carl Nielsen havde tilført den danske sang.

Melodien til ”Sneflokke kommer vrimlende” eller Nordovst, som også er sangens egentlige navn, blev komponeret i 1916 og trykt første gang i Ryslingebogen samme år. Tre år senere fandt den sin rette plads blandt de ni viser til tekster af Jeppe Aakjær, som Aagaard udgav i 1920. Det var med denne samling, Aagaard for første gang trådte frem for en større offentlighed som sangkomponist. Blandt de ni viser er nogle af Aagaards mest populære melodier: ”Spurven sidder stum bag kvist”, ”Han kommer med sommer” og ”Jeg lagde min gård”.

Melodien til Nordovst er typisk for Thorvald Aagaard. Den enkle, ligefremme melodiføring præger den, ligesom de øvrige sange i samlingen. Det melodiske stof i sangen er ikke blot enkelt og sangbart, det bliver også benyttet med stor økonomi. Her har vi måske en af hemmelighederne bag ved denne og andre folkelige sanges popularitet: har man først sunget den nogle gange, vil deres få bestanddele - fx de gentagne rytmemønstre - være velkendte. Og dog er en sang som denne trods sin enkelhed på ingen måde skematisk eller triviel. Tværtimod varieres de få vendinger flittigt, men som fast mønster er den skarpe punktering hver takts energiudladning – når undtages de to kadencetakter nr. 4 og 8, som er melodisk ens. Disse egenskaber gør ikke alene en god melodi – dertil hører noget ekstra, vistnok uforklarligt, som Thorvald Aagaard så udpræget var i besiddelse af.

"Sneflokke kommer vrimlende" fik plads i den første udgave af Folkehøjskolens Melodibog fra 1922 og har været en fast bestanddel siden. Den findes også i utallige andre danske sangbøger.