Dejlig er den himmel blå

Stjernehimmel

Grundtvigs sang er vel egentlig mere en hellig-tre-kongers-sang end en egentlig julesang, men den er jo fast indgroet i dansk sangtradition omkring juletid. De fleste kender den på en bestemt melodi, som man i en årrække ikke vidste, hvem havde skrevet, men der findes en række forskellige musikalske udsættelser af digtet.

Teksten

Grundtvig digtede versene om den store stjerne lige i begyndelsen af en af hans største kriser, nemlig i december 1810. Der findes bevaret et lille manuskript med påskriften ”2den og 12te Decbr – Herrens Navn være lovet – og Hans ubegribelige Kærlighed priset!”, hvor man må formode, at de to datoer udgør begyndelsen og slutningen på digtningen. Grundtvig har samtidig været i gang med et andet digt om de vise mænd, men det er tilsyneladende ikke færdiggjort.

I foråret 1811 sendte Grundtvig efterfølgende digtet (s. 184) med en indledning til litteraten Knud Lyne Rahbek, der optog det i sit tidsskrift Sandsigeren i udgaven fra den 10. april – lidt post festum. Det var da på ikke mindre end 19 vers, og Grundtvig kalder det "En Barnesang". Digteren henvender sig meget direkte til børnene i adskillige af versene samtidig med, at han fortæller en god historie med et vist eksotisk træk - noget der foregår "langt herfra". Stjernebilledet bliver nærmest personificeret, spiller en meget væsentlig rolle og er noget, som børn kan forholde sig til. Når de ser op på himlen, ser de stjernerne - måske ikke lige den store af dem - men de skal vide, at Jesus er i vrimlen. Samtidig så de vise mænd også ledestjernen fra himlen i Jesusbarnets øje. Det bibelske tekstgrundlag er fra Matthæusevangeliet 2, 1-12.

Grundtvig har muligvis fået inspiration fra Thomas Kingos salmebog (Vinter-Parten, 1689), hvor man kan finde ”Jesus Christ i Jødeland”, som er skrevet af en skånsk præst, Niels Sørensen, og det er også tænkeligt, at han kan har taget udgangspunkt i de tidligere såkaldte helligtrekongersviser eller stjerneviser, som var en del af almuetraditionen. Digtet blev i 1832 optaget i en sangbog for første gang, nemlig L.C. Hagens Historiske Psalmer og Riim, og den blev også hurtigt oversat til tysk af Lorenz Simonsen fra Frederiks tyske kirke i København.

Versionen af "Dejlig er den himmel blå" i Sandsigeren blev dog bearbejdet siden - både i selve ordvalget og i mængden af vers - særligt i de første udgaver af Grundtvigs Fest-Psalmer, og sangen optræder fra midten af 1800-tallet generelt med et reduceret antal vers i salmebøgerne.

I de forskellige musikalske sammenhænge foregår der også altid en reduktion af antallet af vers. Digtets rige billedsprog og gode historie har imidlertid  appelleret til adskillige komponister.

Fra samlingen 'Kistebilleder'

Melodierne – Weyse (1838)

C.E.F. Weyses melodi er den første kendte musikalske udsættelse af Grundtvigs tekst. Den er komponeret i 1838 og udkom første gang for fire lige stemmer i samlingen Trestemmige og fiirstemmige Sange, samlede og udgivne af C. Borchorst i oktober samme år – dog med en anden tekst, nemlig H.P. Holsts ”Klare Kilde”. Det er uvist, hvornår den bliver associeret med ”Dejlig er den himmel blå”, men i A.P. Berggreens Sange til Skolebrug hæfte 7 fra 1849 står den til julesangens tekst.

Det har nok også hjulpet på udbredelsen, at udgiveren, kgl. syngemester Carl Joachim Borchhorst, bl.a. underviste på Vajsenhuset og på Nyboder Skole, hvor han har haft mulighed for at prøve sangene af på børnene. Vi ved i hvert fald, at han har anvendt Weyses udsættelser af Ingemanns Morgensange i sit arbejde, og Weyse er også rigt repræsenteret i en anden samling, 25 Sange til Skolebrug, som Borchhorst udgav i 1834.

I hvert fald blev sangen så populær, at den senere blev optaget i Danmarks Melodibog, og den er også senere udgivet bl.a. af professor Jens Peter Larsen i en samling af Weyses sange for lige stemmer (1929).

Hos Weyse er der tale om en smuk og enkel romantisk sats, der har et vist gentagelsesmoment i de mellemste linjer bl.a. affødt af tekstens lighedspunkter. Men det er også musikken, der er styrende: således gentages den sidste linje, hvor melodien opnår et højdepunkt anden gang ordet ”os” forekommer. Det er ikke tekstligt betinget, og det har nok været en af de faktorer, der senere fik Thomas Laub til at føle behovet for en ny melodi til Grundtvigs tekst.

Fra samlingen 'Kistebilleder'

Melodierne – Berggreen (1858)

Selv om Weyses melodi i 1849 udkom i Berggreens samling Sange til Skolebrug, kunne udgiveren også selv bidrage med en melodi til "Dejlig er den Himmel blå”, som dog først udkom ni år senere. Berggreen komponerede et stort antal salmemelodier, hvoraf vi også kender flere i dag, bl.a. ”Velkommen igen Guds engle små”.  Anden udgave af Melodier til den af Roeskilde-Præsteconvent udgivne Psalmebog og til "Evangelisk-christelig Psalmebog"  for fire blandede stemmer og 3. udgave for to lige stemmer udkom begge i 1858 og præsenterede bl.a. Berggreens bud på en melodi. Den blev så senere optaget i et bind af hans Sange til Skolebrug (8. hæfte, 1864) i en trestemmig udgave. 

Berggreens melodi er meget gående i 2/4-takt, hvor de to øverste stemmer lægger sig tæt op ad hinanden, mens altstemmen lægger en god harmonisk bund. Også Berggreen benytter gentagelserne i midten af verset og har nogle små melodiske og rytmiske højdepunkter på ”gyldne” og ”blinke”, så stjernerne hele tiden er i fokus. En lille fin melodi.

Fra samlingen 'Kistebilleder'

Melodierne – Gebauer (1861)

Det er sandsynligvis komponisten og teoretikeren Johan Christian Gebauer, der har bidraget med det næste bud på en melodi til ”Dejlig er den himmel blå”, men det er usikkert, hvornår han komponerede den. Den udkom imidlertid i en firstemmig udgave i hans serie Aandelige Sange som nr. 8 – i oktober 1861. Gebauer virkede som organist – først i Petri Kirke fra 1846 og dernæst i Helligåndskirken i København fra 1859, og det er muligt, at han har skrevet salmemelodien til denne sidste kirkes menighed. Flere af hans andre salmemelodier som f.eks. ”Den store hvide flok” stammer fra 1850erne, hvor han med sin pietistiske baggrund opponerede kraftigt mod de mere livlige melodier til Grundtvigs salmer og dermed næsten forudgreb Thomas Laubs senere reformideer og dennes udsættelse af teksten. Laub var da også elev af Gebauer.

Hos Gebauer er der tale om en gående melodilinje, dog med flere store spring, som nok har medvirket til, at hans bud på en melodi ikke blev den mest udbredte. Han benytter ikke i særlig høj grad gentagelserne i midterste del af teksten, men lægger op til melodiens afsluttende klimax på ”OP til sig”, der knytter sig mest til teksten i første vers, men som i korsatsen udfyldes fint af basstemmen.

Fra samlingen 'Kistebilleder'

 

Melodierne - Asger Juul (1910)

Komponisten Asger Juul (1874-1919) udgav i 1910 to hæfter med 30 Aandelige Sange, og her figurerer "Dejlig er den himmel blå" som nr. 11. Juul var født i Århus, oprindelig uddannet læge, men gav sig fra 1898 for alvor i kast med musikken. Et studieår i Leipzig gjorde ham meget interesseret i kirkemusikken, ikke mindst renæssancekomponisten G.P.da Palestrinas musik, der dog ikke satte sig væsentlige spor i hans egen kompositionsvirksomhed. I København slog han sig ned som musiklærer og kritiker, senere som kantor og organist ved Matthæuskirken. Kort før sin død blev han udnævnt til kantor ved Roskilde Domkirke, men nåede ikke at virke her.

De 30 Aandelige Sange indgik også i Asger Juuls hovedværk, Aandeligt Sangværk, som senere udkom i årene 1915-17, og de var tilegnet komponisten og forgængeren som organist ved Matthæuskirken, Johan Adam Krygell i anledning af hans 75-års-dag den 18. september 1910. Krygell led på det tidspunkt af en tiltagende tunghørhed, men arrangerede alligevel en koncert i kirken med egne kompositioner, der imidlertid blev spillet af hans datter, Nanna Krygell og Juul som nyansat kantor ved kirken.

Juuls melodi er meget senromantisk præget med et utal af modulationer og løse fortegn. Han benytter også gentagelsen, men her i forbindelse med de to første linjer, hvorimod resten af teksten brydes lidt mere op. Et melodisk klimaks på "OP til sig" virker ikke så naturligt, og melodien har egentlig mere karakter af en romance end en fællessalme. Det virker ikke så besynderligt, at sangen med sin noget snørklede harmonik og - ikke mindst - store melodiske konkurrenter ikke fik nogen større udbredelse.

Fra samlingen 'Kistebilleder'

Melodierne – Laub (1918)

Thomas Laub melodi må ses som et af hans bud på en fornyelse af salmemelodierne. Inspireret af et besøg i Tyskland gjorde han sig til talsmand for en reform af kirkesangen på grundlag af reformationstidens melodier, og han var også kritisk over for de meget romantiske og romanceprægede melodier, som var komponieret til en række af Grundtvigs salmer. Han satte dog digteren meget højt og skrev også adskillige melodier til Grundtvigs tekster, deriblandt ”Alle mine kilder” og ”Alt står i Guds Faderhånd”, men hans syn på de dengang kendteste melodier til Grundtvigs tekster mødte en del modstand. Laub fortsatte dog med sit reformarbejde, hvori også en nyudsættelse af en del Grundtvig-tekster indgik.

Melodien til ”Dejlig er den himmel blå” er skrevet i 1917 og udkom i 1918 i koralbogen Dansk Kirkesang, der kan ses som Laubs kirkemusikalske testamente. Melodien er endvidere medtaget i flere udgaver af Folkehøjskolens Melodibog, men det er svært at sige, om det skyldes Laubs medlemskab af udgiverkredsen, eller om den faktisk blev sunget ude omkring.

Laub havde et forholdsvis strengt stilistisk syn på salmemelodierne og udviklede allerede tidligt sin kirkestil. Han skrev sin melodi til salmen i 6/4 – en taktart, han jævnligt benyttede. Der er tale om en smuk sangbar melodi, der lægger sig en del op ad første strofes vigtige ord med melodiske højdepunkter på ”lyst” og ”stjerne”. Også han benytter en gentagelse på ”Hvor de gyldne..” og ”Hvor de smile…”, og melodiens rytme er meget ensartet ½ - ¼ - ½ - ¼. Man kan godt forstå, hvis Laub har set sin melodi som et antiromantisk bud – i pagt med han syn på, at melodien netop skulle anslå hele salmetekstens ånd og have et alment, objektivt udtryk.


Den ukendte melodi

Men det er jo hverken Weyse, Berggreen, Gebauer, Juul eller Laubs melodier, vi oftest benytter i dag. Den melodi, vi synger nu, kendte man i lang tid ikke komponisten til. Berggreen bragte således i sine Sange til Skolebrug 7. hæfte, 1849 Weyses melodi til "Dejlig er den himmel blå", men måtte skrive som note, at ”I ’Kortfattet Musiklære’ af H.C. Hansens, Pag. 36, findes Weyse urigtigt anført som Componist af en anden Melodie til dette Digt”. Hvordan seminarist Hans Christian Hansen er kommet i besiddelse af denne "anden Melodie" er uvist. Det tyder imidlertid på, at det er Berggreen selv, der har medvirket til at den fik en større udbredelse.

Salmesangen i Danmark var hen mod 1850 næsten forstenet både melodi- og rytmemæssigt samtidig med, at der var udviklet et repertoire af noget livligere melodier, især i kredsen omkring Grundtvig og Vartovmenigheden. Som en form for reaktion og med formålet: "Opnaaelsen af en liveligere Kirkesang uden at opgive den kirkelige Charakteer" påtog Berggreen sig i 1850 at udarbejde en melodisamling til "den af Roeskilde-Præsteconvent udgivne Psalmebog". Han var på jagt efter gode melodier, men fandt ikke særlig mange ud over nogle fra Weyses hånd. Dog fik han øje på en smuk melodi i Hans Christian Hansens Kortfattet Musiklære for Børn fra 1846 - og vidste jo altså, at komponisten ikke var Weyse, selv om det var angivet i bogen. Samtidig gjorde han sig nogle notater om, hvilke melodier der blev sunget i Vartovmenigheden.

Det var i en artikel i Dansk Kirkesangs Årsskrift  fra 1965-66, at lederen af konservatoriets bibliotek i Odense, musikforskeren Kamma Wedin fremdrog de noter, som Berggreen havde lavet - bl.a. om "Melodier der bruges i Vartou Kirke i Aaret 1852" - i anledning af udgivelsen af koralbogen i 1853. Som nr. 7 i dette manuskript finder man Deilig er den Himmel blaa, hvor Berggreen oprindelig har noteret følgende: "Mel. af Cora Nygaard. See mine Kirkemelodier. Da jeg er indtaget af Componistinden, har jeg optaget hendes Mel. i min Samling, men dog støttet den til en anden af Weyse. Nu kommer det an paa, hvem man elsker meest!". Så i bund og grund er melodien blevet introduceret til en større offentlighed på grund af Berggreens svaghed for komponisten Cora Nygaard. Et nærmere studie i hendes værkfortegnelse afslører imidlertid, at hun ikke har skrevet nogen melodi til Grundvigs digt.

Det er da også Berggreen selv, der kommer med løsningen på mysteriet, hvor han har opdaget, at Cora Nygaard ikke var komponisten. Han har kort efter nedskriften af sine noter haft fat på dem igen, overstreget, hvad han har skrevet om melodien til "Dejlig er den himmel blå" og blot erstattet det med "Mel. af forhenv. Havnecontrolleur Meidel. See mine Kirkemelodier". Det var dog ikke en viden, han havde tænkt sig at dele med andre, for i førsteudgaven af koralbogen fra 1853 trykker han både Weyses melodi og Meidells, men anfører i noterne, at ”Den anden Mel. er comp. omtrent 1840 af en gammel Mand, der ellers aldrig har givet sig af med Composition”.

Hvem var så denne forhenværende havnekontrollør Meidell? Det drejer sig om Jacob Gerhard Meidell (1778-1859) fra omegnen af Bergen i Norge. Han kom til Danmark som 16-årig, fik en militær uddannelse og en karriere inden for forsvaret, hvor han i 1808 endte som kaptajn og kompagnichef. I 1816 fik han bevilget sin afsked og bestred derefter i en lang årrække et hverv som toldkontrollør i København. Altså ikke just nogen musikalsk karriere.

Der er da også Kamma Wedins teori, at Meidell helst så sin identitet skjult, fordi både han selv og ikke mindst sønnen, justitsråd og sekretær hos enkedronning Caroline Amalie, C.G.B. Meidell, var en del af embedsværket og således ikke officielt kunne give sig af med f.eks. komposition.

Melodien er jo velkendt og benytter både gentagelsen i verset midterdel og en gentagelse af sidste linje (som også Weyse). Ellers er den jævnt fremadskridende som de fleste af de øvrige melodier. Og i midten af 1800-tallet var det nok svært at forestille sig, at Meidells melodi skulle blive langt den mest udbredte. Hvis man ser på udgivelserne i sangbøger og koralbøger, ser billedet bestemt heller ikke så entydigt ud. F.eks. bibeholdt man både Weyses, Berggreens egen og Meidells melodi i alle de mange udgaver af Berggreens koralbog – fra 1858 op til 1909.

Den Danske Koralbog medtager i sin nyeste udgave fra 2003 også såvel Weyses som Laubs og Meidells melodier, selv om det i tidligere udgaver var begrænst til de to sidste. I Folkehøjskolens Melodibog - helt op til 9. udgave fra 1993 - er Laub og Meidell også repræsenteret, selv om sidstnævnte først kom ind i 3. udgave (1928) til en helt anden tekst, ”Kundskab fader, visdoms væld” (dog er det kun Laubs melodi, der er med i 8. udgave fra 1976). I den nyeste udgave fra 2006 har kun Meidells melodi fået lov at komme med.

Grundtvig havde en god ven, pastor Carl Christian Balle, der var præst i Thyregod-Vester og senere bl.a. Nebsager-Bjerre sogn. Hans datter, Magdalena Nicoline Emilie Balle, har til sine børn og børnebørn fortalt, at det var denne pastor Balle, der stod bag den kendte melodi til "Dejlig er den Himmel blaa" - lige som han f.eks. skrev musik til "Det kimer nu til Julefest". Han havde tidligere fået undervisning af C.E.F. Weyse og komponerede bl.a. musik til en del salmetekster. Tankerne om ham som ophav til melodien kommer bl.a. til udtryk i en kronik om Balle i Horsens Folkeblad den 28. december 1961. Der er på den måde flere personer i spil, når man taler om den i lang tid ukendte komponist til julesangen.

 

"Dejlig er den himmel blå" er en af de kendteste danske julesalmer – også selv om den rækker ind over Hellig-Tre-Kongers tiden. Tove Ditlevsen har benyttet den i sit digt ”Sang ved sengetid” (Kvindesind 1955), der dog giver sangtitlen en mere barsk drejning ved at skildre barnets håb og drømme ved sengetid i en familie, hvor faderen just har forladt dem. Ikke desto mindre vil salmen også nutilgdags være at høre ved juletid i mange danske hjem og kirker.

 
Henvisninger: 

N.F. S. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, udg. ved Holger Begtrup, bind 2 (København, 1905), s. 76-83. 

Emil Balle-Petersen: "Præsten og komponisten C.C.N. Balle", Horsens Folkeblad, 28.12. 1961

Per Dahl: ”Troens Nefa-Lygte”, Standart 6/5 (December 1992-Marts 1993), s. 21

Lisbeth Ahlgren Jensen: Det kvindelige spillerum - fem kvindlige komponister i Danmark i 1800-tallet (København, 2007)

Jørgen Kjærsgaard: Salmehåndbog, København 2003

Sven Lunn "Asger Juul", Dansk Biografisk Leksikon 2. udgave, bind 12, København 1937

Jens Peter Larsen: ”6 nye Sange af Weyse”, Dansk Musiktidsskrift 4/6, juni 1929

August F. Schmidt: ”Dejlig er den Himmel Blaa”, Danske Studier 41/4/5 (1944), s. 91-96

Kamma Wedin: "Komponisten til 'Dejlig er den himmel blå'", Dansk Kirkesangs Årsskrift 1965-66, s. 43-69