Nu lyser løv i lunde

Forfatter: Lisbeth Larsen, 2009

”Nu lyser løv i lunde” er en af Carl Nielsens mest kendte folkelige sange, som til stadighed findes frem til fællessang ved forskellige lejligheder i sommermånederne. Sangen emmer af glæde over naturen, nyudsprungne træer og lyse sommernætter, og Carl Nielsen har ganske givet været tiltalt af digtets fine naturbeskrivelser. Digtet, som er forfattet af Johannes Jørgensen (1866-1956), blev da også til i anledningen af en tilbagevendende sommerbegivenhed, nemlig Grundlovsdag, i dette tilfælde til grundlovsfesten på Vodroffslund på Frederiksberg den 5. juni 1892. Det var dog først med Carl Nielsens komposition, som blev til 28 år senere, at digtet fik sin melodi.

Portræt af Johannes Jørgensen

Forfatteren Johannes Jørgensen

Teksten og forfatteren

Johannes Jørgensen, som blev kendt for sin poesi og sine biografier om katolske helgener, var ligesom Carl Nielsen født på Fyn, nærmere bestemt i Svendborg. Som 16-årig flyttede han til København for at studere og blev med tiden en del af den kulturradikale kreds. Her dyrkede han blandt andet det panteistiske natursyn, som passede godt til hans egen store interesse for naturen, som han beskrev følsomt og inderligt i sin poesi. Johannes Jørgensen søgte dog andre, mere åndelige inspirationskilder. Han blev optaget af symbolismen og blev i den forbindelse redaktør af tidsskriftet Taarnet. Men heller ikke her fandt han sit åndelige ståsted. Det fandt han derimod i katolicismen, som han konverterede til i 1896. Særligt optaget var han af den katolske helgen Frans af Assisi, som han i 1907 udgav en biografi om. Fra 1915 til 1952, kun afbrudt af krigsårene 1943-1945, bosatte han sig endda i Assisi, hvor han fortsatte sit forfatterskab.

Digtet ”Nu lyser løv i lunde” kunne findes i Højskolesangbogen allerede i 1920, men blev ikke senere trykt i Johannes Jørgensens digtsamlinger. Det findes heller ikke i Politiken fra juni 1892, som man kan læse nogle steder.

Digtet  indledes med at sætte en national ramme med linjerne, ”Nu lyser løv i lunde / grønt ligger Danmarks land”. Men bort set fra det, er det friheden og naturen, vel at mærke den nordiske, som er digtets hovedemne. Det skinner tydeligt igennem, hvordan ånd og natur går op i en højere enhed for forfatteren. Naturen og sommeren er ensbetydende med frihed, mens vinteren, byen, og dens larm og støv berøver mennesket denne frihed. I byen er vi således spærret inde i et ”hverdagsbur”, mens naturen og særligt sommeren og de lyse nætter omfavner os med frihed i sit ”sommertelt”.

Interessant er det, at de første fire linjer i fjerde vers oprindeligt lød: ”Du lyse friske sommer! / vor friheds unge brud, / fra støv og støj vi kommer / at kåre dig til Gud.”. Den lyse sommer var altså guddommelig og genstand for tilbedelse. At Johannes Jørgensen siden ændrede fjerde linje til ”til fred og stilhed ud”, skyldes muligvis hans senere religiøse ståsted og dermed afstandtagen fra den panteistiske naturtilbedelse. Det er da også den ordlyd, som i dag bringes i Højskolesangbogen og andre større sangbøger. Da Carl Nielsen komponerede sin melodi til digtet i 1921, var det dog stadig med den oprindelige ordlyd i fjerde linje i fjerde vers.

 Grønne blade

Melodien

Carl Nielsen komponerede melodien til ”Nu lyser løv i lunde” i forbindelse med arbejdet på samlingen Tyve folkelige Melodier, som udkom i 1921 på Wilhelm Hansens forlag i en periode, hvor Carl Nielsen beskæftigede sig meget med den folkelige sang. Af de 20 melodier havde de fem tidligere været udgivet, mens resten var nykomponeret, heriblandt melodien til ”På det jævne, på det jævne” og ”Frihed er det bedste guld”. Arbejdet med samlingen var tæt knyttet til arbejdet med Folkehøjskolens Melodibog, som udkom i 1922, hvori 19 sange fra Tyve folkelige Melodier blev trykt.

Carl Nielsen understregede i forordet til Tyve folkelige Melodier, at der ikke var tale om romancer, men derimod enkle, folkelige melodier:

”Som man ser, er nærværende Melodisamling ikke forsynet med Foredragsbetegnelser (f og p). Dette betyder naturligvis ikke, at alle Vers i hvert enkelt Digt skal udføres paa samme Maade, men at Styrkegraden og Fraseringen maa rette sig efter Ord og Mening.

Derimod betyder det, at saadanne folkelige Melodier ikke tør komme ind under Synsvinklen: Romancer og Sange. Jeg har nemlig bestræbt mig for at holde baade Melodierne og deres harmoniske Klædning i saa jævn og letfattelig Fremtræden som vel muligt”.

I både Tyve folkelige Melodier og Folkehøjskolens Melodibog findes melodien, som samlingernes øvrige melodier, for sang og klaver. Melodien findes dog også fra Carl Nielsens hånd i en version for to lige stemmer (SA), som blev trykt i Melodier til Sangbogen ’Danmark’, der udkom i 1924.

Den iørefaldende melodi, som Carl Nielsen har angivet skal foredrages ”Mildt”, er med sin vuggende rytme i 6/8 let og glad med et strejf af eftertænksomhed. Det sidste gælder specielt i fjerde strofe (”et skjold med sølverrand”) hvor melodien laver en lille vending i paralleltonearten (mol), som i øvrigt er fuldstændig identisk med fjerde linje i ”Solen er saa rød, Mor” (”og Dagen gaaen bort”) fra 1923-1924.

Så vidt vides, har kun én komponist udover Carl Nielsen sat musik til ”Ny lyser løv i lunde”, nemlig Thorvald Aagaard (1877-1937). I forbindelse med udgivelsen af Folkehøjskolens Melodibog i 1922 udarbejdede han i 1921 et forslag til en melodi, men denne blev altså fravalgt til fordel for Carl Nielsens. Aagaards komposition er noget enklere og knap så karakteristisk og stemningsfuld som Carl Nielsens, og den blev da heller aldrig trykt. Manuskriptet til Aagaards melodi findes i dag i Musik- og Teaterafdelingen.