Jens Vejmand

Forfatter: Anne Ørbæk Jensen, 2015

Næsten alle danskere kender ”Jens Vejmand” og hans triste skæbne. Jeppe Aakjærs digt fra 1905 fik to år efter melodi af Carl Nielsen og blev introduceret som solosang ved en koncert. Men hurtigt blev sangen med dens fine sammenhæng mellem tekst og melodi en folkelig sang – ja, sågar en hel landeplage. Siden har den levet som fællessang og kan også i dag berøre den, der synger med på historien om den stakkels vejarbejder. Hele sagen er godt hjulpet på vej af forskellige karikaturer i Blæksprutten, revyviser, skillingsviser og forskellige myter, ikke mindst om forfatterens og komponistens honorarer for værket.

Teksten

Det var i 1905, at den kendte danske – ikke mindst jyske – forfatter Jeppe Aakjær skrev teksten til Jens Vejmand. Aakjær valgte i mange af sine litterære arbejder dels at beskrive den jyske natur, dels de nederste samfundslag på landet – landarbejdere, husmænd, tyende etc.  Det fortælles, at Aakjær sammen med den politiske redaktør for Politiken, Ove Rode havde mødt en vejmand på en udflugt i 1905, som kunne fortælle den sørgelige historie om Jens Nielsen, der tidligere havde arbejdet med samme hverv og var død i 1901. Han blev begravet på Tjørring kirkegård ved Herning, og også i dag kan man se Jens Nielsens grav med en træbjælke som markering. Denne historie gav Aakjær inspiration til digtet, som han skrev den 19. juni 1905. Allerede den 26. juni blev det trykt i Politiken.

Forsiden af 'Jens Vejmand'-digtet som skillingsvise
Den sørgelige historie om Jens Vejmand blev hurtigt udgivet som skillingstryk

Digtet introducerer Jens Vejmand, hans påklædning og arbejde, hvorefter de første linjer af de næste vers føres over på læseren, der bliver vidne til Jens Vejmands hårde job. Han er en person, som alle kan møde, og man kan ikke undgå at se ham, hvis man kører på vejen. Samtidig får Aakjær også beskrevet et naturbillede med frost, byger og blæst – hele tiden i relation til vejmandens barske vilkår. Og netop ved juletid gav han op, og hele det indignerede sceneri over uretfærdigheden mellem den kørende på vej til det lune hjem og Jens Vejmands udeliv bliver understreget af, at der på hans grav på kirkegården kun står et ”frønnet bræt” og ikke nogen sten. Digtet har Aakjærs spidse pen i afdækningen af vilkårene for de små i samfundet, men bliver alligevel lidt blødgjort, så det mest er en meget sørgelig historie, der med det samme kalder på medlidenheden. Det kan man også mærke blandt nutidens kommentarer til sangen – her over 100 år efter dens fremkomst.

Året efter, i 1906, samlede Aakjær en del af sine digte i Rugens Sange og andre Digte, som består af en cyklus på 13 sange om rugen i årets gang på marken, høsten og de mennesker, der behandler den: digte som ”Jeg lægger mig i Læet”, ”Anna var i Anders kjær” og ”Nu er det længe siden” samt 23 ”andre sange” om forskellige emner, deriblandt ”Jeg lagde min Gaard i den rygende Blæst” og ”Jeg bærer med Smil min Byrde” – og ikke mindst ”Jens Vejmand”. Han fortæller selv, at det var ganske vanskeligt at få en fast form på disse digte, som i lang tid havde rumsteret i hans hoved. Digtsamlingen står som et hovedværk i Aakjærs forfatterskab, og den udkom i utallige udgaver og oplag. 

Kompositionen

Forsiden til Aakjærs digtsamling 'Rugens Sange'
Forsiden til Jeppe Aakjærs digtsamling Rugens Sange, der bl.a. indeholdt "Jens Vejmand"

Der gik ikke mere end et års tid, før Carl Nielsen valgte at sætte teksten i musik. Det forlød, at komponisten i tre-fire måneder arbejdede med Jens Vejmand, og at den kendte melodi pludselig kom til ham en dag på en udflugt til Klampenborg. Således kunne han skrive til sin kone, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, at han den 25.6. havde færdiggjort sangen, og trykmanuskriptet bekræfter da også denne dato. Selv om biblioteket har nogle af skitserne til sangen, findes den i sin færdige form i det renskrevne manuskript, som blev sendt til trykkeren, og hvor man stadig kan se mange af dennes markeringer af sidetal etc. 

Sangene blev trykt i samlingen Strofiske sange, op. 21, som kom i to hæfter med i alt syv sange. Heraf var tre med tekst af Aakjær, mens de øvrige var skrevet af andre meget fremtrædende danske forfattere som Johs. V. Jensen, Helge Rode og Johs. Jørgensen. Et par af dem var allerede kendt fra skuespil eller som musikindlæg i ugeblade, men de andre var komponeret til samlingen lige omkring 1. juli 1907. Det samlende element var dog stort set kun, at de alle var strofisk komponeret – samme melodi til alle versene, men ellers havde de ikke meget til fælles. Hæfte 2 var dediceret til Bodil Neergaard, som var frue på herregården Fuglsang på Lolland, hvor Carl Nielsen ofte kom - og dertil en fin amatørsangerinde, der til tider optrådte ved private koncerter. For at kunne udbredes til et større marked havde forlaget Wilhelm Hansen fået oversat teksterne til tysk, og i december 1907 kunne noderne så udkomme.

 

Uropførelsen

Men inden da var sangene blevet uropført ved en Carl Nielsen kompositionsaften i Odd-Fellow Palæet i København 30. november 1907. Til at fremføre de strofiske sange havde man den egentlig dramatiske (mezzo)sopran Johanne Krarup-Hansen og pianisten Henrik Knudsen, og derudover var der også andre Carl Nielsen-værker på programmet, bl.a. hans strygekvartet op. 44. I dagene op til koncerten benyttede komponisten hele sit netværk inden for pressen til at fremkalde lidt foromtale i aviserne. Han skrev til venner og bekendte på dagbladene, at der var tale om nye værker, ”altsaa en Slags Udstilling af mine mere intime Arbejder fra det sidste Aarstid eller halvandet”. Her nævner han også ”Jens Vejmand”, og tilføjer – nu med særligt henblik på et par af de øvrige sange med tekst i jysk dialekt – at ”Det bliver interessant at høre den jyske Skolelærerdatter Frk: Krarup-Hansen synge disse i en autentisk Gjengivelse.”

Og det gav heldigvis pote. Selv om Carl Nielsen kun lige akkurat havde fået lov af sin læge at komme til koncerten på trods af sygdom, kunne han berette, at ”Der var fuldt Hus og jeg var dybt rørt over Publikums Begejstring og trofaste Holdning skjøndt der jo i Pressen ofte arbejdes paa dets Afsvaling overfor mig.”   Sangene blev generelt positivt anmeldt, mens strygekvartetten af enkelte fik en hård medfart. Man lagde klart mærke til ”Jens Vejmand”, og betegnede den som ”en rigtig Træffer” og en ”Melodi, der var lige til at synge med paa for hele Forsamlingen, altsaa en rigtig Folkesang”. Det sidste er jo en interessant bemærkning, for den blev jo netop populær som fællesang snarere end som koncertsang. 

Sangen

Og det var da også en lille perle, Carl Nielsen serverede. Den rolige og simple melodi uden de store spring er let at synge og minder på forskellige måder om en sang, man har hørt før. Gentagelserne betyder meget – både melodiafsnittene til de forskellige dele af verset og tonen til sidst, der kommer flere gange, ikke mindst på teksten ”[med] hamren må forvand[le]”. Også opbygningen er organisk i 4x2 linjer med højdepunktet på ”Det er såmænd Jens Vejmand”.  På den måde gøres der plads til tekstens budskab samtidig med, at melodien får sine egne karakteristiske vendinger og understreger hele stemningen i digtet.

Og Aakjær var godt klar over, at mange af hans sange netop fik deres store udbredelse via sangbøger med musik af velrenommerede komponister. I 1909 skrev han til Carl Nielsen om sangen: ”Jeg skylder Dem min varmeste Tak for den uforlignelige Melodi, De med saa nænsom Haand har svøbt om min ”Jens Vejmand”. Jeg kunde ikke ønske mig en skjønnere, en mere sjælfuldt rørende. Ord og Melodi har her fundet hinanden i et Kys, - saadan skal det være!”. Generelt satte de to kunstnere stor pris på hinanden, og Nielsen kvitterede i 1918 med, at ingen kunne som Aakjær beskrive det danske land, ”saa det leger, gungrer, bæver, larmer, bruser og sitrer fra det fineste Spind til det stærkeste Drøn”. I alt satte komponisten 14 Aakjær-digte i musik; blandt dem ”Som dybest brønd”, ”Jeg bærer med smil min byrde” og ”Nu er dagen fuld af sang”. 

Det Folkelige

”Jens Vejmand” var nok den første rigtigt folkelige sang, Carl Nielsen slog igennem med. Man kan se de Strofiske Sange som en inspiration til de senere næsten ikoniske hæfter En Snes Danske Viser (1915 og 1917), skrevet af Carl Nielsen og Thomas Laub. Laub omtaler i et brev til Nielsen, formodentlig fra 1914 bl.a. ”Jens Vejmand” som en inspirationskilde til dette samarbejde om enkle folkelige sange.

Carl Nielsen skrev selv om sin kompositionsproces, direkte adspurgt om f.eks. ”Jens Vejmand”: ”Jeg skriver undertiden i en rasende Fart, og naar det gaar allerbedst, saa føler jeg mig imellem som et Vandrør, som det hele løber igennem – jeg er bare Anledning til at det løber, - jeg er som et Drænrør, som der skyller en Strøm igennem, - jeg holder sammen om noget, som jeg ellers ikke er Herre over….”.

Honorarsagen

Ophavsmændenes ærgrelse over honoreringen af denne meget kendte sang har også været en del af den myte, der har omgivet værket – begge ytrede sig om, at de følte sig snydt. Jeppe Aakjær fik efter sigende 20 eller 25 kr. af Politiken for sit digt, hvilket han – ikke mindst set i lyset af sangens popularitet – brokkede sig højlydt over. I 2005 havde avisen i en artikel omregnet det til nutidspenge – 1.115 kr., hvilket jo heller ikke var nogen herregård. Hvordan det i realiteten forholdt sig, er svært at afgøre. Også Carl Nielsen følte sig spist af med et for lille honorar – han fik efter eget udsagn 50 kr. fra Wilhelm Hansen for sin melodi. I forordet til Carl Nielsen udgaven gøres der dog rede for de økonomiske kontrakter i forbindelse med Strofiske Sange, der sammen med seks andre værker og ”4 Aars Komponistgage (1500 Kr.)” indbragte ham 2.700 kr.

Landeplage

Men ytringerne om to honorarer skal nok også ses i lyset af sangens videre liv. ”Jens Vejmand” blev 1908-10 ganske hyppigt opført ved koncerter rundt omkring i landet, ikke mindst af den fejrede tenor Vilhelm Herold. Han havde sunget David på Det Kongelige Teater i Carl Nielsens opera Saul og David i 1902, og indspillede desuden i 1909 ”Jens Vejmand” og ”Jægersangen” fra skuespillet Tove på plade. Efterhånden begyndte sangens popularitet at stige yderligere, og Carl Nielsen skriver selv, at melodien ikke blev populær med det samme, men at den senere ”til gengæld ogsaa [blev] mishandlet, saa det forslog.”

I 1910 – tre år efter dens præsentation - fik melodien nemlig så godt fat i publikum, at denne egentlig socialt indignerede sang blev en decideret landeplage. Den blev omsat til en vals i ¾-takt, kunne høres på dansesteder og fra lirekasser. Politiken kunne tørt bemærke om Carl Nielsens øvrige produktion, at ”hvad vejer det alt sammen mod en Vals som hvert eneste Par Pigelæber i Kongeriget nynner? Hvad gælder alle Klassicitetens Lavrbær i Sammenligning med den Triumf at blive sat paa Lirekasse”.

Fr. Nielsens 'Jens Vejmand-polka'
I Olfert Jespersens dansehæfte udkom Fr. Nielsens Jens Vejmands-Polka

Det bekom dog ikke Carl Nielsen helt vel – i anledning af hans 45 års fødselsdag skrev han i sin dagbog, at ”Bladene snakker i dag om ’Jens Vejmand’ som om det var min Livsbedrift i ¾ Takt!”. Ekstra Bladet havde endda en forside, hvor de omtalte ”den Satans Melodi. / Det er komplet umuligt / for den at blive fri”. Og i maj skrev komponisten til sit forlag, Wilhelm Hansen: ”Jeg hører i dette Øjeblik at ”Jens Vejmand” skal udkomme som Schottisch paa Eders Forlag. Det forstod jeg ikke da Du i Telefon nævnte noget derom. Jeg synes meget ilde om det!! Jeg beder indstændigt om det maa blive undgaaet.” Umiddelbart er det ikke til at spore, at den pågældende schottisch skulle være udkommet.

Det gjorde til gengæld en ”Jens Vejmand Polka”, skrevet af komponisten Fr. Nielsen, og i marts 1910 måtte komponisten og dirigenten for Zoologisk Haves orkester Olfert Jespersen skrive til Carl Nielsen og nærmest beklage, at den var med i hans nyeste hæfte af dansemusik – en udgivelsesrække, der gav ham brød på bordet. Hæftet udkom for salonorkester med i alt syv stemmer, og det gennemspiller melodien et par gange i 2/4-takt samtidig med et ”umba”-akkompagnement og et par mindre mellemstykker.  Desuden kommer Jespersen med forskellige kritiske bemærkninger til harmonierne i sangen, men kalder samtidig melodien meget ”ægte i sin Bygning”.

billedetekst som læses af skærmlæser
Jeannette i den grønne skov og Jens Vejmand - to landeplager fra 1910, afbildet i Blæksprutten

Og sangen fik i høj grad også kommentarer med på vejen i årets sommerrevy (1910). Med titlen ”Jens Vejmand” blev der fremført en sang, der gik på ”Jylland mellem tvende have” for senere at slå over i omkvædet til ”Jens Vejmand”. Sangen skildrer nærmest en løsrivelse af Jylland fra ”de ækle danske øer” til en republik, hvor Jens Vejmand bliver præsident.

Også Blæksprutten måtte det år have ”Jens Vejmand” med – dels i et vers, dels i en tegning, hvor denne fiktive person danser med årets anden store schlager, ”Jeanette i den grønne skov”. I versene hedder det bl.a.


Jens Vejmand sad paa Vejen, hvor Jeppe Aakjær gik,
Han satte ham paa Vers og Carl Nielsen i Musik.

Jens Vejmand og Jeannette er nu gamle begge to,
Gid snart de ind maa ginge til den evige Ro!

Forside af Kjerulfs version af 'Jens Vejmand'
Charles Kjerulf skrev også melodier til Aakjærs Rugens Sange, og "Jens Vejmand" er en af dem.

Formodentlig som en udløber af sangens popularitet forsøgte to andre komponister sig også med at sætte teksten i musik – begge i 1909. Den ene var komponisten og musikkritikeren Charles Kjerulf, som havde været anmelder på uropførelsen af Carl Nielsens melodi i 1907. Hans udsættelse indgår i en samling på otte viser fra Rugens Sange (opus 42) og er meget frisk og viseagtig. Den giver ikke teksten megen støtte, men fortæller nærmest blot en spændende historie. Også komponisten Vilhelm Rosenberg udsatte tre af Aakjærs digte, hvor Jens Vejmand er den sidste i samlingen. Her er der tale om en noget mere romancepræget version, hvor klaverakkompagnementet i høj grad også spiller en stor rolle.

Men det var klart Carl Nielsens melodi, der fortsatte sin sejrsgang – eller i hvert fald forskellige versioner af den. Flere havde dog hans egen udsættelse af sangen med på koncertturne til udlandet, ikke mindst Vilhelm Herold, der optrådte med ”Jens Klopfer” adskillige gange i Tyskland, hvad der blev betegnet som ”gribende”, og komponisten og sangeren Jacob Saxtorph Mikkelsen havde den med både rundt i Danmark – til dels sammen med Aakjær – og kom også til USA. Her kunne Carl Nielsens bror, Anders, der var udvandret, melde fra Chicago i 1909, at sangen havde gjort lykke alle vegne.

Så da Carl Nielsen i 1913 blev spurgt om, hvad der var hans kendteste værk, tøvede han da heller ikke med at sige ”Jens Vejmand”.

Ud som folkelige sang

I 1916 udkom en svensk version af ”Jens Vejmand”, nu med titlen ” Sten-Knackar Kalle”, skrevet af datidens berømte troubadur Sven Scholander, ”frit efter Jeppe Aakjær” og med alle versene trykt til noder, selv om melodi og akkompagnement er det samme. Men ellers var det i sangbøgerne, at sangen fik sin store udbredelse. I 1926 kom 11. udgave af Højskolesangbogen, og dermed var der også behov for et tillæg til den i 1922 udkomne Folkehøjskolens Melodibog. En af de musikalske hovedredaktører, Thorvald Aagaard, sendte Carl Nielsen en liste over de af hans sange, der gerne skulle med i tillægget – deriblandt ”Jens Vejmand” - og bad ham om at tilrette dem til formålet – klaversats med underlagt tekst, hvad han gjorde.  I slutningen af 1928 udkom så en helt ny udgave af selve melodibogen, hvor alle disse sange kom med. Også på den måde blev sangen meget udbredt, og ”Jens Vejmand” har holdt stand i Folkehøjskolens Melodibog lige siden.

Forsiden til den svenske version af 'Jens Vejmand' Den svenske version af Jens Vejmand

Aakjær indlagde sangen i sit skuespil ”Livet paa Hegnsgaard”, der oprindelig var skrevet i 1901, men hvor digteren må have tilføjet sangen i forbindelse med forskellige opførelser på især populærteatre i Aarhus og København. Senere blev stykket filmatiseret (1938), og ”Jens Vejmand” kom således også med som filmschlager. 

I 2006 blev ”Jens Vejmand” optaget i den danske kulturkanon, og også i dag har den et budskab til tilhørerne – understøttet af melodien. Hvis man kigger på YouTube, ligger der et utal af indspilninger af sangen, men mere interessante er næsten kommentarerne, som på mange måder virkelig føler med Jens Vejmand og udtrykker indignation over den hårde behandling, han blev udsat for. Så også i dag er der tale om en sang, der kendes af de fleste danskere, og dens popularitet er ikke blegnet gennem årene – også selv om det ikke direkte er en landeplage mere.

Litteratur:

De to centrale kildeværker, hvor mange af citaterne stammer fra er

Carl Nielsen Brevudgaven, redaktion, indledninger og noter: John Fellow (København, Multivers, 2005-15), 12 bind – hvoraf bind 12 er registerbind.

Carl Nielsen til sin samtid, artikler, foredrag, interview, presseindlæg, værknoter og manuskripter, udgivet af John Fellow (København: Gyldendal, 1999), 3 bind – hvoraf bind 3 er registre og noter


Den centrale kilde til noderne er Carl Nielsen Udgaven, hvor såvel selve noderne som historisk introduktion og kildefortegnelse kan findes online.


Andre nyttige redskaber til videre studier er Carl Nielsen Værkfortegnelsen og Carl Nielsen bibliografien samt en søgning i Dansk Musiklitterær Bibliografi

 

Derudover kan henvises til følgende værker:

Jeppe Aakjær: Efterladte erindringer: fra Tiden omkring Aarhundredskiftet og fremefter (København:  Gyldendal, Nordisk Forlag 1934), 160–72.

Daniel Grimley: Carl Nielsen and the idea of modernism (Woodbridge: Boydell, 2010)

Jørgen I. Jensen: Carl Nielsen – danskeren, musikbiografi (København: Gyldendal, 1991 R/2015)

Torben Meyer og Frede Schandorph-Petersen: Carl Nielsen, Kunstneren og Mennesket 1-2 (København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1947-48)

Tage Mortensen: '”Schein des Bekannten" i den folkelige sang', Dansk sang 14/4 (Oktober 1962), 70–76.

Tage Mortensen: '"Schein des Bekannten" i Carl Nielsens sange: et bidrag til musikanalyse', Oplevelser og studier omkring Carl Nielsen (Tønder: Dansk Sanglærerforening og Th. Laursens Bogtrykkeri, 1966), 79–88.

Anne-Marie Reynolds: Carl Nielsen's voice, his songs in context (København: Det Kongelige Bibliotek, Museum Tusculanum, 2010)

Ove Steen Smidt: 'Jens Vejmand 100 år', Dansk sang 59/3 (2007/2008), 18–23.

Steen Chr. Steensen: Musik er liv, en biografi om Carl Nielsen (Frederiksberg: Fisker & Schou, 1999)