Vor sol er bleven kold

Forfatter: Anne Ørbæk Jensen

Johannes V. Jensens Solhvervssang er en af de tekster, som flest danske komponister har sat i musik – helt fra digtet blev skrevet i 1917 til ganske nye bud på en melodi. Men pudsigt nok er det alligevel den første, skrevet af komponisten Johannes Andersen – også i 1917 – der er blevet stående som den kendteste af dem. Noderne til alle de i teksten nævnte melodier kan søges i REX.

Teksten

I Det Kongelige Biblioteks Håndskriftafdeling findes trykmanuskriptet til Johannes V. Jensens ”Julesalme og Solhvervssang”. Her har forfatteren dog overstreget ordene ”Julesalme og” samt anvisningen ”For Børnene, naar de gaar om det tændte Juletræ”. Men disse ting kom med i førstetrykket, der findes i dagbladet Politiken fra 2.12. 1917. De tre strofer i digtet er ledsaget af en tegning af Axel Nygaard, der viser en halvkreds af børn omkring et tændt juletræ.

Overstregningerne gælder snarere trykningen af digtet i Jensens artikelsamling Aarets Højtider fra 1925, hvor der bl.a. er et afsnit med ”Verdslig Højtid”, hvor digtet er gengivet. Her skriver forfatteren selv om værket:

”Til Julen hører en Solhvervssang, Solhvervet er det gamle centrale og sande Motiv, der ligger til Grund for Julehøjtiden; i en Hengivelse til Naturens store Gang, dens Gentagelser, dens stumme Umaadelighed, skulde Motivet til enhver Højtidsstemning søges. For nogle Aar siden skrev jeg en Solhvervssang og har haft den Glæde, efter hvad der siges mig, at den synges i Hjemmene, til Musik af Johannes Andersen, den er trykt andetsteds, men gives en Plads her, som den første verdslige Salme jeg skrev, i den Sammenhæng den hører til”.

Teksten findes i sin helhed i Johannes V. Jensens Samlede Digte (2006), bind 2, s. 108-09.


Den første melodi

Det er meget imponerende, at den første melodi til sangen kunne foreligge trykt allerede to uger efter, at digtet fremkom i Politiken, nemlig den 17.12. 1917.

Komponisten var den unge Johannes Andersen, der allerede i teenageårene var begyndt at skrive musik. Som 16-årig blev han ansat ved regimentsmusikken i Odense, og det har muligvis været Thorvald Aagaard, der har fået øje på drengens evner og givet ham undervisning. I 1914 blev han optaget på musikkonservatoriet i København og fik her både Carl Nielsen og Paul Hellmuth som lærere. Andersen fik hurtigt en plads i Tivolis symfoniorkester som trompetist og hornist og besad fra 1925 til 1955 en hornistplads i Radiosymfoniorkestret.

Andersens konservatorietid faldt sammen med Carl Nielsens – og også Paul Hellmuths – fornyede interesse for den danske folkelige sang, der kom til udtryk i samlingerne En Snes Danske Viser 1915-17, hvor Nielsen i samarbejde med Thomas Laub hyldede de oprindelig ideer fra J.A.P. Schulz i slutningen af 1700-tallet om en enkel sang med ”et skær af det bekendte”.  

Det er ikke vanskeligt at se Johs. Andersens melodi til ”Vor sol er bleven kold” som et led i denne tradition. Den indledes med nogle enkle hornkvinter og har et forholdsvis spinkelt og let akkompagnement, der sammen med melodien hele tiden holder en ottendedels-bevægelse i gang. Den er flere steder sekvenserende, og sammen med dens flydende bevægelse afspejler dette på en fin måde årets cykliske gang – ikke mindst i sidste strofe, hvor det danske år ”i ringgang går”. Modsat flere af de øvrige melodier afslutter Andersen de første linjer i stroferne på en åben måde (endende på en dominant), f.eks. ”vi er i vintervold og dunkle dage”, og lægger således op til, at der er en fortsættelse, nemlig med håbet om, at lyset kommer tilbage. Samtidig benytter han også strofernes klimaks på ”NU kommer lyset…”, som melodien ved en opadgående bevægelse og omfangsmæssig toptone understøtter på bedste vis.

Johannes Andersen skrev adskillige sange, heraf flere til Johannes. V. Jensens tekster, men ”Vor sol er bleven kold” er så absolut den mest kendte. Den blev senere optaget i Folkehøjskolens Melodibog, som jo netop var redigeret af bl.a. Carl Nielsen og Thorvald Aagaard. Så selv om den gennem de sidste ca. 100 år har fået et væld af konkurrenter, har den formået at holde sig på det danske sangrepertoire stort set som den eneste kendte melodi til Johannes. V. Jensens Solhvervssang.


Andre melodier

Men derfor kan det jo godt være interessant at se lidt på de øvrige melodier til digtet.

I 1918 skrev komponisten Louis Mølholm en melodi, som imidlertid først blev trykt i Social-Demokraten den 24. december 1924. Her er tale om en meget pompøs melodi, der især i akkompagnementet bruger oktavfordoblinger og lægger meget kraftigt op til klimakstonen på ”vendt”. Mølholm afslutter strofernes første del med en regulær kadence, der falder til ro, men benytter også sekvenserende melodi i forbindelse med gentagelsen af ”ja, håbet tændt”. Komponisten hørte til i det socialdemokratiske miljø, og man kan derfor finde hans melodi optrykt i Arbejdermelodibogen et godt stykke op i 1900-tallet – dog sideløbende med Johs. Andersens.

Der skulle gå omkring ti år, før den næste komponist kommer på banen, nemlig Poul Schierbeck, der bringer en melodi til Solhvervssangen i sin samling I Danmark – 7 Smaasange fra 1927. Han giver selv sin melodi karakteristikken ”bredt, næsten som en træskovals”, og det kommer til udtryk i nogle tunge akkorder på første og andet slag i akkompagnementet. Melodien er ellers let og bruger også sekvenserne samt opbygningen til klimakset på ”vendt”.

To år efter udsendte komponisten Herman Sandby sin samling af Fire Sange til Tekster af Johannes V. Jensen, hvor ”Vor sol er bleven kold” er udgivet. Her bevæger vi os over i det mere solistiske med et selvstændigt akkompagnement, der hverken sparer på krydret harmonik eller fyldige akkorder. Selv om den bestandige ottendedels-bevægelse er fremherskende her, har Sandby også klimaks på ordet ”vendt” og gentager desuden hele sidste linje ”Nu kommer lyset og den lange dag tilbage”. Sandby skrev overvejende instrumentalmusik, bl.a. en række folkevisebearbejdelser, og var med sine lange udlandsophold en lidt ildeset person i det danske musikliv – i hvert fald som komponist. Hans udsættelse af Solhvervssangen virker da også typisk for det romantisk prægede tonesprog, han ofte skrev i. 

Herimod er den næste udsættelse, rent kronologisk, komponisten Adolf Riis-Magnussens, meget mere fællessangspræget. Komponisten var da også elev af både Carl Nielsen og Thomas Laub og meget inspireret af deres ideer. Han medvirkede aktivt både som komponist og redaktør i forbindelse med flere sangbøger, som de to ældre herrer også var involverede i, og skrev i det hele taget kun lidt instrumentalmusik. Riis-Magnussen udgav sine sange gennem tiderne i samlingerne Danske Folketoner 1-2 (1925-30), hvor også ”Vor sol er bleven kold” udkom. Sangen er dog lidt konturløs, selv om den indledende unisone nedadgående treklang sætter en marchagtig stil an. Akkompagnementet følger helt melodilinjen i enkle harmonier med et lille krydderi i form af nogle hurtige – måske lidt umotiverede – gennemgangsnoder til slut.

Allerede i 1932 kom Oskar Gyldmark med sin version. Han har skrevet et utal af solo- og korsange, ikke mindst i forbindelse med sit engagement i arbejdersangen, bl.a. som dirigent i De samvirkende københavnske Arbejdersangkor. Hans udsættelse af Solhvervssangen hører til blandt solosangene, alene omfanget med toptonen på det høje g og akkompagnementets eget samspil med melodien peger hen imod et solistisk værk. Sangen indledes i mol, men folder sig ved antændelsen af håbet ud til en durpræget slutning.

I slutningen af 1930erne kommer en række melodier, som griber teksten lidt anderledes an – mere dystert, enkelt og molpræget – som et indlæg i endnu en bølge af nøgternhed og antiromantik. En af komponisterne er musikpædagogen og anmelderen Gunnar Heerup, som i januar 1936 i et nodetillæg til Dansk Musik Tidsskrift, som han selv redigerede, præsenterede en enstemmig udgave i en 6/4-version uden akkompagnement. Han skriver, at den skal synges ”Levende og ligefremt”, men den er meget trinvis og virker klart tungere end flere af forgængerne. Klimakset på ”Solen” og ”kommer” bibeholdes.

De to følgende fra henholdsvis 1937 og 1938 er korsatser, men med samme vinkel på melodien. Komponisten, dirigenten og musikvidenskabsmanden Karl S. Clausens korsats for first. blandet kor har præg af en næsten Laubiansk salme med en modal tonalitet, der begynder unisont og derefter folder sig ud i et adstadigt skridende 6/4, der bygger op til toptonen på ”nu”. Satsen udkom som løsblad og er muligvis indgået i Clausens undervisning på Østre Borgerdyd Gymnasium samt senere i forbindelse med hans omfattende kordirigentvirksomhed.

Oluf Rings melodi (1938) er også en korsats i næsten salmeagtig stil med unisone passager. Herrestemmerne begynder, og efterhånden bygges satsen op, hvorefter den falder til ro med først damestemmer, så herrerne som afslutning. Satsen blev udgivet i samlingen Nyt for Korene, som Ring var med til at redigere.

Også fra 1938 findes en solosang af komponisten Ph. Schou i en stadigt flydende melodilinje, hvor akkompagnementet understøtter og tilføjer mindre, men egne kommentarer. Især den sidste linje bringer oktavfordoblinger i bassen, der pointerer lysets tilbagekomst.

Der går omkring ti år, før næste komponist sætter teksten i musik, nemlig Herman D. Koppel, der tilegner sin Solhvervssang til Aksel Schiøtz på nytårsaften 1949. Her er tale om en alvorlig og roligt flydende melodi, der især mod slutningen bærer præg af at være tænkt solistisk. Akkompagnementet giver nogle spændende krydderier til melodiforløbet. Et af Koppels væsentligste værker ”Tre Davidssalmer”, op. 48 blev netop også til i 1949 – på opfordring af Aksel Schiøtz. 

Fra omkring 1970 er der hovedsageligt tale om korværker. Man må nok betragte Johannes Andersens melodi som så fastgroet – ikke mindst i utallige sangbøger – at det vil være svært at komme med et friskt bud på en fællessangsmelodi. Til gengæld er der fra dette tidspunkt stor aktivitet inden for det danske korliv, ikke mindst på amatørplan, og flere af nedenstående satser retter sig da også mod denne målgruppe.

Otto Mortensen udgav i 1977 en lille samling korsatser med titlen I Himmerlands dale, hvor Johannes V. Jensens tekst på fineste måde glider ind. Her er vi mere tilbage i det oprindelig melodiunivers med en unison begyndelse og et let løb, der f.eks. anvender imitation mellem stemmerne. Selv om satsen er ret enkel, bliver der også her krydret med spændingsfyldte harmonier.

Fra 1985 stammer komponisten og arrangøren Klaus Brinchs sats for sopran-, alt- og basstemmer i samlingen 7 korviser. Her er der i høj grad tale om imitation mellem stemmerne, men alligevel i et tilsnit, der retter sig mod et bredt spektrum af kor. Brinch benytter flere steder et orgelpunkt til måske at skildre det faste grundlag, selv om solen vender og dagen tiltager.

Erling D. Bjerno har i 1988 bidraget med samlingen 14 salmer – en række korsatser for lige stemmer, der typiske satser på pigekor i kirken – Bjerno har da også i en lang årrække virket som organist ved Ansgar Kirke i Aalborg, hvor han netop dirigerede børne- og ungdomskoret. Satsen med både homofone og imiterende afsnit kræver øvede stemmer, men arbejder sig smukt op til klimakset på ”lyset”, som netop udnytter de høje pigestemmer.

Atter hopper vi et tiår, før vi finder komponisten Bjarne Haahrs udsættelse fra 1995 i samlingen Korsatser på jul. Her er tale om en homofon sats, der er let tilgængelig, men også med lidt krydret harmonik til at sætte melodien i relief.

Efter århundredeskiftet finder vi endnu et bud på en melodi, nemlig af komponisten Jørgen Jensen i samlingen Blandet frugt. Her er til gengæld tale om en enkel, ret trinvis melodi med becifringer og ikke en korsats.

Nævnes bør også et par udaterede korsatser. Organisten og komponisten Chr. Vestergaard-Pedersen har skrevet en smuk og inderlig korsats, der klart har præg af en salme. Den er meget sirligt harmoniseret og bevæger sig fra at være i mol i tekstens første linjer om ”vintervold og dunkle dage” til lysende durtonalitet i resten af sangen med melodimæssigt klimaks på ”nu er solen vendt”. Sangen foreligger kun i manuskript.

Det gør også Kjell Roikjers udsættelse for såvel mandskor som blandet kor (op. 20, nr. 4), der meget karakteristisk betegnes ”maestoso” og også begynder unisont, hvorefter den folder sig ud med en stærk markering allerede af det første ”Men nu er Nedgang endt”.

Endelig findes flere andre satser af mindre kendte komponister som Knud Schönberg og Henning Charlé – den sidste for unisont kor og to strygerstemmer.

 

Johannes V. Jensens tekst har således appelleret til mange komponister. Den er enkel og beskriver netop stemningen med vinterens mørke, men samtidig håbet om, at lyset vender tilbage. Dens status et sted mellem den oprindelige titels salme, ja endda af digteren selv betegnet Verdslig Salme og opfattelsen af den som nærmere en solhvervsssang, der ikke har et religiøst islæt, har gjort den brugbar i mange sammenhænge og også givet komponister med meget forskelligt religiøst ståsted mod på at sætte teksten i musik.

Som fællessang er valget af melodi dog ret entydigt – det er den allerførste, Johannes Andersens, og det er også den, der forekommer i langt de fleste sangbøger. De, der i de sidste halvthundrede år har prøvet kræfter med teksten, har da også skrevet korsatser – ofte til et bestemt publikum af dygtige amatører. I hvert fald kan man konstatere, at sangen stadig er populær og kan høres mange steder, når året går på hæld, og solhvervet nærmer sig.