Vi sletternes sønner

Sangen stammer fra Carl Nielsens musik til Ludvig Holsteins skuespil Tove, men har senere fået et selvstændigt liv i den danske sangtradition. Det er sket gennem flere pudsige omarbejdelser, især af teksten.

Webpræsentationen her er for det meste en sammenskrivning af publicerede værker med relation til arbejdet med Carl Nielsen Udgaven (se nederst).

Forfatteren
Ludvig Holstein blev født i skæbneåret 1864 på det sydsjællandske gods Langebækgård ind i grevefamilien Holstein. Han blev student og læste et år på universitetet uden dog at fortsætte studierne, men han bosatte sig i København og levede resten af sit liv i byen.  Hans produktion omfatter især digte og skuespil, men også essays, og han var en meget litteraturkyndig person, der virkede som konsulent ved Gyldendals forlag i en lang række år.

Holstein debuterede som forfatter med samlingen Digte fra 1895, der udkom i revideret form i 1903, og bortset fra skuespillet Tove fra 1898 havde han en længere pause, inden den næste større digtsamling udkom, nemlig Løv fra 1915. Holstein er generelt meget præget af den sydsjællandske natur, men han lader sig også inspirere af samtidens lyrik med skarpere farver og mere mismodig stemning. Forfatteren udsendte senere flere digtsamlinger suppleret med mere filosofiske indlæg og artikler.

Digtet
Holsteins digt, "Vi sletternes sønner", består i den første version af 10 firelinjede strofer, hvoraf nogle er slået sammen i den i dag kendte udgave. Digteren gør flittigt brug af naturbilleder med blomster, fugle og vejret til at skildre et dansk forår- og sommerbillede, og man oplever også den vågnende elskov hos ”sletternes sønner”. Med inddragelse af folkevisetemaet om Hr. Oluf og ”Trolddom i Sommernatdæmringens Spind” er både forventninger og farer sat på dagsordenen.

”Vi sletternes sønner” blev trykt første gang i Illustreret Tidende fra april 1898, der fremstod som Festnummer i Anledning af Kong Christian IX’s firsindstyve Aars Fødselsdag 8. April 1818-1898, og hvor et tillæg i farver og på særligt papir var forsynet dels med kongens portræt over et helt opslag, dels med en samling digte med fællesoverskriften Danmark i Digte. Her indgår Holsteins vers under hovedrubrikken Sjælland. Se hæftet (digtet findes på side 450a)

Hvorvidt der fra forfatterens side er tale om genbrug af det digt, han tidligere havde skrevet i forbindelse med skuespillet Tove fra samme år (men altså ikke benyttet), eller om Oluf-motivet blot er kommet ind i digtet, fordi han samtidig beskæftigede sig med Sjælland og Valdemars ridt i den sjællandske nat, lader sig ikke afgøre.

I Illustreret Tidendes festnummer bragte man ligeledes under overskriften Sjælland Viggo Stuckenbergs ”Store Skove, bløde Bakker”, og Fyen er karakteriseret ved to digte af Sophus Michaëlis, ”Stræbepiller højt mod Sky” og ”Ud over de grønne Gærder”; Sophus Claussen hylder Lolland-Falster med ”De gamle Landsbyveje”; under Møen finder vi Valdemar Rørdams ”Aldrig er Østersøen i Ro”, og endelig er Jylland repræsenteret ved L. Mylius Erichsens ”Bølgebraad paa en aaben Strand”. Som det vil ses, er det kun ”Vi sletternes sønner”, der har fastholdt sin position frem til i dag i en bredere tradition.

Denne form med 10 strofer gik igen i Holsteins reviderede udgave af Digte, der som nævnt udkom i 1903.


Skuespillet Tove
Ludvig Holsteins skuespil er formet over den gamle folkevise om Tove og kong Volmer og blev først udgivet som roman i 1898 under titlen Tove. Et Kærlighedsdrama, men omarbejdedes senere til et skuespil med undertitlen Et Sommersagn i 5 Akter. I den dramatiske bearbejdning er handlingen forkortet betydeligt i forhold til romanen, hvilket ifølge nogle kritikere svækkede indholdet og gjorde flere af personerne utroværdige. Og ”Vi sletternes sønner” indgik ikke i denne tidlige udgave af skuespillet Tove.

Til gengæld kendes sangen fra den version, der blev opført på Dagmarteatret i foråret 1908, men som imidlertid måtte tages af plakaten efter kun ni opførelser. Stykket blev dårligt modtaget, bl.a. på grund af sin mangel på dramatisk tyngde. ”Vi sletternes sønner” kunne her opleves i en noget andet udgave: af de ti firelinjede strofer udelod Holstein nr. 5 og 8.


Musikken
Carl Nielsen havde skrevet musikken til skuespillet i efteråret 1907 og de første måneder af 1908. I juni 1907 havde han på en forespørgsel fra sin hustru i et brev til hende svaret: “Paa Tove har jeg ikke begyndt; men det er jo egentlig kun Bagateller; naar jeg først faar fat i en Ende.” Men noget tyder på, at han undervurderede opgaven, for hans partitur omfatter hele 120 sider og er slutdateret to gange, hhv. 16. december 1907 og 10. februar 1908, og også efter sidstnævnte dato arbejdede han videre med musikken.

Nogle uger forinden havde Ludvig Holstein kommenteret musikken: “Meget snart begynder Indstuderingen af ‘Tove’. […] Bær over med min Lampefeber og vær ikke vred fordi jeg minder Dem om det endnu manglende – en Trippevals bag Scenen (1ste Akt), Fru Kedsomhed, og lidt Musik i Slutscenen i 5te Akt. Om det sidste er nødvendigt overlader jeg forøvrigt til Deres bedste Skøn. Men skulde der ikke noget Musik før Tæppet går op??”

Så sent som seks uger før premieren manglede Carl Nielsen altså stadig at komponere en del af musikken. Det kan derfor ikke undre, at han måtte bede sin ven, pianisten Henrik Knudsen om at assistere med renskrivningen af partituret for at nå det i tide.

Af brevet fra Ludvig Holstein, men også af de to forskellige dateringer i kladden, kan man se, at Carl Nielsen ikke arbejdede fortløbende med musikken, men at han komponerede noget af det første til sidst og nogle af sangene midt i skuespillet som det tidligste. Sideløbende med at han færdiggjorde orkesterpartituret, og endnu inden skuespillet var blevet opført, var han imidlertid i færd med at udgive de fire af sangene.

På trods af at musikken til Tove skabtes under et ret stort tidspres og viste sig at være et større arbejde end Carl Nielsen havde tænkt sig, endte han dog med at se tilbage på den som et vellykket arbejde. Da han senere på året 1908 blev bedt om at give nogle oplysninger om sin hidtidige produktion, nævnte han nemlig skuespilmusikken som en berigende oplevelse at have prøvet kræfter med:

“Jeg selv har skrevet en Del mindre Ting og et ret omfangsrigt Opus, nemlig Musik til Ludv. Holsteins Drama ‘Tove’ som er opført paa Dagmartheatret. Dette Arbejde er af en – om jeg maa sige – egen sjællandsk Ynde og Varme og jeg tror det er lykkedes mig at finde den musikalske Tone herfor; Venner af min Musik siger at der i ‘Tove’ er et nyt, særlig dansk Moment, som jeg ikke tidligere har vist saa stærkt. Ihvertfald er det vel altid godt, dels at faa og dels at stille sig Opgaver af forskjellig Art og Omfang; det er ikke godt at Buen bestandig er spændt til det yderste.”

Selv om modtagelsen af ”Tove” i 1908 var temmelig lunken, var der dog nogenlunde enighed blandt anmelderne om, at Carl Nielsens musik var vellykket. Læs om anmeldelserne (især s. xxxiv og frem).


Sangen

”Vi sletternes sønner” synges af ”En jæger” i skuespillets tredje akt, og det må være Carl Nielsen, der har slået stroferne sammen to og to til de nu kendte 8-linjede strofer, som optræder både i hans skuespilmusik til Tove og i det lille særhæfte med sangene fra skuespillet, som også udkom i 1908.

At Carl Nielsen var tilfreds med sin udsættelse af digtet for orkester og sangstemme fremgår af hans lidt pudsige notat på manuskriptet (Carl Nielsens samling 348), stilet til vennen og pianisten Henrik Knudsen, der formentlig var i færd med at udføre den (nu tabte) renskrift af værket: ”Kjære Hendrik! Vil du? Betragt denne lille danske Sang og sig saa at jeg ikke hedder Hans Peter Ole Søren Nielsen. Der er ingen Trompeter og Basuner saa de Systemer gjælder ikke; men vil Du lade staa 2 Systemer imellem Sangstemme og Bas; der er nemlig 4 Vers.”

Der er som nævnt tale om en fuldt udskrevet orkestersang med et kort instrumentalt motiv forud for hvert af versene. Sangen er her i Tove i G-dur – et toneleje (helt op til det ”høje” g), der selv i 1908 næppe var egnet til fællessang.

”Vi Sletternes Sønner” udkom som nævnt samme år som premieren, 1908, i et hæfte med fire sange fra Tove på Wilhelm Hansens Musikforlag – stadig i G-dur og tydeligvis som ”kunstsang”. Desuden er de to udeladte strofer fra Holsteins oprindelige version genindført. Herved fremkommer en ejendommelig forskydning af forholdet mellem tekst og musik i Holsteins strofe 5-8, som fremgår, såfremt man sammenligner Carl Nielsens version fra skuespillet og sanghæftet med den senere kendte version fra Folkehøjskolens Melodibog 1927 og alle senere udgaver. Musikken til hvert af de to halvvers er nu byttet rundt: den del af melodien, der i den oprindelige version var komponeret til de fire første linjer, anvendes nu til de fire sidste linjer og omvendt!

Hæftet er tilegnet komponistens gode ven, sangeren Vilhelm Herold, som i 1902 havde sunget partiet som David ved uropførelsen af operaen Saul og David. I øvrigt var Herold den første, der indsang Carl Nielsen-sange på grammofonplade, idet han i 1909 indspillede Jægersangen fra Tove og Jens Vejmand fra Strofiske Sange. Sanghæftet indeholdt fire sange (“ Vi Sletternes Sønner har Drømme i Sind”, Fuglefængervise, Toves Sang og Jægersangen, nr. 32-35), hvor den sidste, Jægersangen, i komponistens samtid nød en vis yndest som koncertsang.

Forsiden til hæftet med sangene til 'Tove' Omslaget til hæftet med sangene fra Tove har øjensynligt givet anledning til problemer, idet Carl Nielsen i et kort brev til hustruen om dette siger:

“Jeg synes ikke om den Skizze til Tov[e]-Titelen. Derimod har Søs lavet en Titel som kan bruges. – Jeg har sagt hun skal selv forelægge Dig den, hun er jo meget spændt.”

Der er ikke nogen signatur på det endelige omslag, men efter stilen at dømme er det formentlig udført af datteren Søs (Anne Marie)
  
 
Senere publiceringer

Først en halv snes år efter blev sangen præsenteret for et bredere publikum og i en form, som i højere grad lagde op til fællessang, idet den blev trykt – nu transponeret tre hele toner ned til Es-dur – i Danmarks Melodibog (IV/289) fra 1921-22. Derimod fandt Carl Nielsen den åbenbart ikke egnet til optagelse i førsteudgaven af Folkehøjskolens Melodibog fra 1922; først i tillægget fra 1927 optræder sangen for første gang i højskolesangbogs-sammenhæng, og med undtagelse af 4. udgave fra 1940 har den været at finde i samtlige senere udgaver.

Efter overleveringen at dømme er det Carl Nielsen selv, der har fundet anledning til at transponere ”Vi sletternes sønner” fra G-dur til Es-Dur, idet sangen er overleveret i klaversats i Es-dur i hans egen håndskrift (CNS 267). Angivelsen af nummeret ”460” i Carl Nielsens hånd kunne tyde på, at der er tale om et trykforlæg til en sangbog. I denne nye toneart passer tonelejet bedre til fællessang, men den bliver unægtelig vanskeligere at spille på klaveret på grund af den usædvanlige modulation i midten af sangen. Netop denne modulation gør sangen uegnet som fællessang, og i det hele taget ligger dens musikalske udformning så langt, som man næsten kan tænke sig fra det ideal om ”Schein des Bekannten” (se mere om dette), som ellers var styrende for den gruppe af komponister, der stod bag fornyelsen af den folkelige danske sang i 1910’erne og 1920erne. Mellemstykket i ”Vi sletternes sønner” har bestemt ikke noget ”skær af det velkendte”.

Ludvig Holsteins digt blev senere genoptryk under titlen Sjælland i hans Digte 1903 og Digte 1914 – stadig i 10 strofer, hvilket viser, at Holstein, på trods af at digtet på sidstnævnte tidspunkt havde foreligget trykt med Carl Nielsens melodi og med den omtalte sammensmeltning af stroferne to og to, må have foretrukket de 4-linjede strofer frem for de 8-linjede.

 

Flere af Carl Nielsens sange fra hans skuespilmusik er blevet stående i den danske sangskat. Det gælder f.eks. ”Havet omkring Danmark” fra Willemoes, ”Som en rejselysten Flaade” fra Moderen og altså også ”Vi Sletternes Sønner” fra Tove. Det er dog kun den sidste, der er indgået i den danske kulturkanon.

 

Oversigt over tekstens og melodiens historie
 

1898
Digt af Ludvig Holstein i 10 strofer, trykt i Illustreret Tidende 

1903
Digt af Ludvig Holstein, trykt i Digte 1903 i 10 strofer, lettere omarbejdet

1908
Orkestersang i G-dur indlagt i den omarbejdede version af det allerede publicerede skuespil Tove i 1908, bestående af otte af de oprindelige ti strofer, sammenlagt to og to til fire strofer (idet Holsteins strofe 5 og 8 er udeladt)

1908
Trykt som klaversang i G-dur (med for- og mellemspil), tilegnet Vilhelm Herold, samme fire strofer som i orkesterversionen

??
Nedskrevet af Carl Nielsen som klaversang (uden for- og mellemspil) i Es-dur, tilsyneladende med henblik på publicering i ukendt sangbog

1921-22
Danmarks Melodibog IV stadig med de samme fire strofer som i den trykte udgaver af Tove sangene

1927
Tillæg til Folkehøjskolens Melodibog, nu i fem strofer, altså inklusive de oprindelige to strofer, der var udeladt i Tove, hvorved Carl Nielsens musik til to af halvstroferne ”byttes om”, således at musikken til de sidste fire linjer af et af versene nu fremtræder med den oprindelige musik til de fire første linjer.

Man kan næppe forestille sig, at der er tale om en bevidst forskel mellem skuespilversionen og den trykte udgave af de fire sange fra Tove. De to oprindelige strofer ”Det er ikke Morgen, det er ikke Nat” og ”Hr. Oluf red over Elverbro” foreligger således trykt med den tilhørende musik ”byttet om” i henholdsvis udgaven af sangene fra Tove og Højskolesangbogen. Man kunne retorisk spørge; hvilken er den rigtige? Den kanoniserede fra Højskolesangbogen eller den trykte udgave af sangen fra musikforlaget Wilhelm Hansen? Og her taler vi om en markant, hørbar forskel, der opstår, fordi Holsteins strofe 7 i den ene version udgør linje 5-8 i Carl Nielsens musik, og i det andet tilfælde linje 1-4.

Div.
Samtlige senere udgaver af Folkehøjskolens Melodibog, med undtagelse af fjerde udgave fra 1940, i fem strofer som i Danmarks Melodibog.

 
 

Teksten til dette site
 

Teksten til præsentationen af ”Vi sletternes sønner” er sammenskrevet fra flere publicerede arbejder, der er fremkommet i relation til arbejdet med Carl Nielsen Udgaven. Her vil man kunne finde yderligere informationer og kildehenvisninger. Det drejer sig især om:

Niels Krabbe: ”Den danske musikkanon. Generelle overvejelser og bemærkninger til udvalgte værker”, John T. Lauridsen og Olaf Olsen (red.): Umisteligt, Festskrift til Erland Kolding Nielsen (København: Det Kongelige Bibliotek, 2007), 695-718 – især s. 707-11

Niels Bo Foltmann og Lisbeth Ahlgren Jensen: ”Det Kongelige Bibliotek som udgiver af den musikalske kulturarv – belyst ved udgivelsen af Carl Nielsens musik”, John T. Lauridsen og Olaf Olsen (red.): Umisteligt, Festskrift til Erland Kolding Nielsen (København: Det Kongelige Bibliotek, 2007), 571-88 – især s. 577-79

Lisbeth Ahlgren Jensen: Musik til Ludvig Holsteins skuespil Tove. Skuespilmusik 1. Carl Nielsen Udgaven serie I, bind 6 (København: Det Kongelige Bibliotek og Edition Wilhelm Hansen 2007), s. xxxii-xxxix


Desuden henvises til:
Niels Bo Foltmann, Peter Hauge, Elly Bruunshuss Petersen og Kirsten Flensbog Petersen: Carl Nielsen: Sange. KommentarerCarl Nielsen Udgaven serie 3, bind 7 (København: Det Kongelige Bibliotek og Edition Wilhelm Hansen, 2009).