Den signede dag

Forfatter: Claus Røllum-Larsen

Solopgang

I sin fortræffelige lille bog Weyses Sange fra 1942 skriver musikforskeren Jens Peter Larsen: ”For sig selv blandt Weyses Melodier til kristelige Tekster – og blandt danske Kirkemelodier fra det 19. Aarhundrede i det hele taget – staar endelig Melodien til ’Den signede Dag’. Man kunde fristes til at kalde denne Salme, Grundtvigs Omdannelse af den gamle Dagvise med Weyses Melodi, for vor kirkelige Nationalsang. Vi har sommetider lidt svært ved at enes om, hvad der er vores egentlige Nationalsang, men paa kirkeligt Omraade vilde man næppe have svært ved at tilkende ’Den signede Dag’ Prisen. Det kan være, at det ikke er det specielt kristelige Indhold i den, der har været mest afgørende for Salmens Yndest, men dels Tekstens Skildring af Lysets Sejr over Mørket, dels Melodiens særlige Rejsning.”

Det er en slående karakteristik, Jens Peter Larsen her giver af en af den danske kirkes mest populære og hyppigst benyttede salmer. Tekstens almenkirkelige indhold gør salmen anvendelig til alle former for gudstjeneste: højmesser, dåbstjenester, konfirmationer, bryllupper, bisættelser og begravelser. Den føles ganske enkelt naturlig i enhver kirkelig sammenhæng – dette måske også en bekræftelse af den nævnte karakteristik: ”vor kirkelige Nationalsang”!

Teksten
Teksten har lange rødder tilbage i tiden. I Universitetsbibliotket i Uppsala opbevares et manuskript, der stammer fra Vadstena Kloster, og som rummer en dagvise på otte strofer. Den første lyder således:

”Then signadhe dagh ther jak nw se/aff hymelin at komæ,/ Han os lyse badhe lengger oc meer/han kome os til gledhi oc fromæ/swa j dagh at vs ey sker/ey last ey sind ey vadhæ.”

Der er her tale om den ældste nedskrift af den gamle dagvise ”Den signede dag, som vi nu se”. Ordet dagvise skal forstås som en vise, der synges, når det dages, altså om morgenen. Salmehistorikeren Anders Malling gør i sit store værk Dansk salmehistorie (1960-1978) rede for såvel den svenske som den danske version af denne, må vi formode, meget sungne dagvise.

I 1569 blev teksten til den danske optaget i Hans Thomissøns salmebog – reformationstidens betydeligste og mest omfangsrige salmepublikation – og i løbet af 1600-tallet bevarede den sin stilling. Den findes således i flere samlinger, men i løbet af 1700-tallet gled den ud af de officielle salmebøger, og først da N.F.S. Grundtvigs bearbejdelse i 13 vers fremkom i 1826, blev vejen banet for, at teksten kunne vende tilbage til kirken, hvor den siden har været at finde i samtlige officielle salmebøger. Se Thomissøns salmebog - salmen begynder side 695.

Grundtvig
Anledningen for Grundtvig til at genoplive den gamle dagvise var de festgudstjenester, som skulle markere 1000-året for kristendommens indførelse i Danmark i 1826. Grundtvig skrev flere salmer til denne lejlighed, men stiftsprovst H.G. Clausen ved Vor Frue Kirke i København og biskop Friederich Münter ved Sjællands Stift fik gennemført, at man ved festgudstjenesterne alene skulle benytte den officielle salmebog, Evangelisk-Christelig Psalmebog. Jørgen Kjærgaard citerer i sin Salmehåndbog (2003) et brev fra biskoppen, hvori det blandt andet hedder: ”Hvad nu Hr. Grundtvigs Psalmer angaae, da kan jeg ingenlunde anse dem for passende. De have ikke den Egenskab, som bør ventes af Psalmer. Den første har ikke en Gang en bekiendt Melodi, og alle indeholde deels uforstaaelige, deels smagløse Stæder [-].”

Grundtvig havde ladet sine nye salmer trykke i et lille fordringsløst hæfte, Danske Høitids-Psalmer til Tusindaars-Festen, som dog ikke rummede Weyses melodi - det var dette, biskoppen hentydede til i sit brev. Først i andet oplag fra juni 1826 finder man melodien. Senere forkortede og bearbejdede Grundtvig teksten, som med ti vers blev bragt i første bind af Sang-Værk til den danske Kirke i 1837. I de følgende år viderebearbejdede Grundtvig teksten, som blev udsendt i Fest-Psalmer i 1864. En version på fem vers indgik i Roskilde-Konvents Psalmebog. Senere gik versionen fra Fest-Psalmer ind i Psalmebog for Kirke og Hjem i 1899, og den er som nævnt siden medtaget i samtlige forordnede salmebøger.

Se Grundtvigs tekst (10 strofer)

Weyses melodi
C.E.F. Weyses melodi til ”Den signede dag” er komponeret umiddelbart efter Grundtvigs færdiggørelse af teksten. Den udkom som nævnt i juni 1826. Otte år senere lod Weyses elev A.P. Berggreen salmen indgå i andet hæfte af Sange til Skolebrug (1836), og i 1853 blev den optaget i Berggreens Choralbog, hvormed dens vej til mange følgende koralbøger var beredt.

Betragter man Weyses melodi, er det helt åbenlyst, at dens monumentalitet – fremkaldt ikke mindst af indledningens stærke treklangsmelodik og afslutningens stigning op til den høje sluttone – nærmest signalerer, at den er skrevet i den store koraltradition fra reformationstiden. Dette er en af årsagerne til, at melodien fik særdeles pæne ord med på vejen, da Thomas Laub i 1880’erne skrev sin bog Om Kirkesangen (1887). Senere, i Musik og Kirke (1920), der var et væsentligt æstetisk indlæg i den salmereform, som Laub var initiativtager til, og som har præget den danske kirkesang til vore dage, skriver Laub: ”Weyse kendte næppe ret meget til den gamle kirkesang, vist slet ikke den lutherske, men han har her med en genial anelse grebet noget af det væsentlige i den; den står som et slags profeti om hvad dansk kirkesang kunde og skulde være. Det gælder både melodi og udsættelse.”


Weyses melodi har således sammen med Grundtvigs salmetekst bevaret sin centrale placering i vores kirkesangsrepertoire, og man kan kun give salmehistorikeren Jørgen Kjærgaard ret, når han skriver, at ”Den signede dag” har en ubestridt plads ”som den danske kirkes festsalme.”