Vi elsker vort land

Forfatter: Kristoffer Brinch Kjeldby

Billede af Malene Thyssen. Delt under CC BY-SA 2.5

 

Når vi i Danmark fejrer Sankt Hans' aften den 23. juni, er der ikke alene tale om en kristen højtid. For nok blev Johannes Døberen efter overleveringen født den 24. juni - 6 måneder før Jesus - men såvel Jesus som Johannes Døberens fødsel faldt tidsmæssigt sammen med tidligere hedenske solhvervsfester.

Sankt Hans' aften markerer således årets længste dag (sommersolhverv) og mange af de ritualer der hører dagen til, har deres ophav i hedenske skikke. Det gælder f.eks. bålet, der oprindelig skulle holde de onde kræfter på afstand. Midsommeren blev nemlig set som en magisk tid, hvor de overnaturlige kræfter - gode som onde - havde frit løb.

Derimod er både den traditionelle afbrænding af heksefigurer såvel som afsyngelsen af Midsommervisen traditioner, der stammer fra slutningen af det 19. århundrede: Den symbolske hekseafbrænding blev indført fra Tyskland i 1860'erne, mens Midsommervisen stammer fra eventyrspillet Der var engang fra 1885.

Midsommervisen

Holger Drachmann. Illustrered Familie-Journal 1888
Holger Drachmann
Illustrered Familie-Journal 1888

Midsommervisen hedder egentlig Vi elsker vort land og kommer fra eventyrspillet Der var engang. Stykket blev skrevet af Holger Drachmann (1846-1908)i 1885 med musikken komponeret af Peter Erasmus Lange-Müller (1850-1926) samme år. Der var engang havde præmiere på Det Kongelige Teater den 23. januar 1887 og har siden opnået en enorm popularitet med mange hundrede opførelser - på linje med lignende værker som Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) og Friedrich Kuhlaus (1786-1832) Elverhøj fra 1828.

Der var engang handler om Prinsesse Kathrine fra Illyrien og hendes uheldige bejlere som afvises på stribe. Handlingen minder om H.C. Andersens Svinedrengen, men slutter lykkeligt da det lykkedes for Prinsen af Danmark at vinde Prinsessens hjerte. I sidste scene bliver Prinsen og Prinsessen gift med den danske midsommer som kulisse. Men inden da har Prinsen måttet ydmyge Prinsessen på forskellige måder for at omdanne det forkælede pigebarn til en værdig prinsesse der 'kender sin plads'. Således spiller ideen om mandens rette opdragelse af sin hustru en central rolle - et motiv der heldigvis synes temmelig gammeldags i dag (det samme gør valget af ydmygelsen som opdragelsesmetode). Stykkes stadige popularitet skyldes formodentlig ikke mindst Lange-Müllers fortræffelige musik.

Drachmann har kaldt sit stykke for en 'Æventyr-Komedie'. Stykket har talt dialog - til dels på vers - afbrudt af Lange-Müllers sange. Den sidste af disse sange, der afsynges af en jæger i forbindelse med det kongelige bryllup, er Vi elsker vort land.

Teksten

Drachmanns sangtekst kan læses som en kærlighedserklæring til midsommeren. I første strofe beskrives julen og dernæst foråret og efteråret. Alle dejlige årstider, men ikke nær så dejlige som midsommeren og Sankt Hans. Dermed iscenesætter Drachmann ikke alene kærligheden til de varme lyse sommernætter - han beskriver også årets cykliske gang og julens vintersolhverv som midsommerens naturlige modbillede:

Vi elsker vor land, når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.
Når om våren hver fugl, over mark, under strand,
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
Vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans, bli'r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter, så varme så glade.

I anden strofe får vi forklaringen på den ubetingede kærlighed til midsommeren: Det er årets mest gavmilde tid, hvor naturen bugner af overskud. I denne travle tid mødes ungdommen til dans omkring Sankt Hans bålet:

Vi elsker vort land, men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest, og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler,
da går ungdom til dans på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.

Men nok er Sankt Hans-bålet et 'glædesbål '- det er også en advarsel til de mørke kræfter i naturen og ikke mindst til Danmarks fjender i udlandet: I tredje strofe beskrives hvorledes bålet vil holde ufredens ånd borte. Men skulle dette ikke vise sig at være nok er den fredselskende og dansende danske ungdom beredt på at kæmpe for Danmark med sværdet i hånd! Drachmanns interesse for nederlaget i 1864 afspejles i dette dobbeltsyn på Danmark som dels fredsommelig og dels martialsk. I 1885 var det nemlig en udbredt opfattelse at Preussen og Østrig i 1864 mere eller mindre havde overfaldet det fredselskende Danmark:

Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd over mark under strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks, og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde.

Indtil videre er der intet i Drachmanns tekst der afslører at sangen oprindeligt er en del af en dramatisk handling omkring et kongeligt bryllup. Den reference findes der dog i den fjerde og sidste strofe der hylder den unge prins og prinsesse, kærligheden og det sagnrige nord:

Vi elsker vort land, og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde:
på hans eventyrslot kan hver kvinde, hver mand
et eksempel for livet i kærlighed finde!
Lad tiderne ældes, lad farverne blegne,
et minde vi vil dog i hjertet os tegne:
fra det sagnrige Nord går en glans over Jord -
det er genskær af vidunderlandets fortryllende enge!

Med de klare referencer til den dramatiske handling, er det ikke overraskende at den fjerde strofe ikke medtages i sangbøgerne. De tre første strofer danner tilsammen et afsluttet hele der fungerer ligeså godt i den dramatiske handling som uden for den. Dette kan meget vel være med fuldt overlæg, således at sangen allerede fra Drachmanns side har været tiltænkt et liv uden for teatret, og at teksten har været anlagt således at man med et simpelt greb har kunnet fjerne alle spor af det omgivende drama.

Melodien

P.E. Lange-Müller
P.E. Lange-Müller

Mens tekstens tre første strofer sagtens kan fungere uden for teatret, så er Lange-Müllers melodi mere farvet af sit ophav: I Der var engang synges Vi elsker vort land af en jæger, mens et kor af jægere og tjenestefolk gentager hvert vers' sidste fire verselinjer i form af et refræn. Der er således tale om en solosang skrevet for en professionel tenor, hvilket klart afspejles i Lange-Müllers melodi: Melodien indeholder både mange store tonespring og flere komplicerede rytmeskift, hvilket gør melodien svær at synge for utrænede sangere - ikke mindst som fællessang.

Alligevel har sangen fundet en plads som fællessang omkring Sankt Hans-bålet: Sangen dukker allerede op i Danmarks Melodibog der udkom fra 1895 og i Sønderjydernes sange fra 1910. Og da den første melodibog kommer til Højskolesangbogen i 1922 blev Vi elsker vort land også medtaget.

Netop optagelsen i melodibogen til Højskolesangbogen er værd at bemærke: Melodibogen indeholdt noder til alle de sangetekster der var trykt i Højskolesangbogen og blev udgivet af firkløveret Thomas Laub(1952-1927), Carl Nielsen(1865-1931), Thorvald Aagaard(1877-1937) og Oluf Ring(1884-1946). Ønsket med melodibogen var blandt andet at skabe en fællessang, der i mindre grad hvilede på 1900-tallets solo- og kunstsang.

En af grundene var, at solosangene typisk var alt for svære for utrænede sangere: Melodierne indeholdt store spring og de vanskelige rytmer gjorde det svært at følges ad. En anden grund var solosangenes inderlighed: 1900-tallets solosange var skrevet ud fra individets synsvinkel og hverken teksternes personlige betragtninger eller melodiernes følsomme harmonier passede særlig godt til fællessang.

De fire komponister bag melodibogen skabte derfor en række nye melodier rettet mod den folkelige fællessang. Melodibogen indeholdt naturligvis også ældre melodier - men der blev efterhånden luget ud i antallet af solosange fra det 19. århundrede, ligesom en række melodier mere eller mindre nænsomt blev rettet til så de passede bedre ind i det nye ideal. Resultatet er den fællessang som vi kender i dag.

Fra et musikalsk synspunkt repræsenterer Lange-Müllers melodi til Vi elsker vort land mange af de problemer, som melodibogen til Højskolesangbogen søgte af løse. Alligevel er sangen medtaget i melodibogen allerede fra første udgave. Det tyder på at sangen allerede i 1922 var så populær, at den ikke kunne undværes - alle æstetiske betænkeligheder til trods. Desuden respekterede melodibogens bagmænd Lange-Müller, blandt andet fordi den aldrende komponist i sin tid havde bakket op om Thomas Laubs kontroversielle reform af de danske salmemelodier.

Shubidua

Lange-Müllers melodi til Vi elsker vort land hører formodentlig til blandt de sværeste danske fællessangs-melodier. Det skyldes, som vi har set, at melodien blev skrevet til scenens professionelle sangere. Som fællessang har Vi elsker vort land alligevel fået lov til at eksistere i talrige sangbøger alt imens andre af 1900-tallets kunstsange er forsvundet.

Shubidua 7
Shubidua 7

Først i 1980 fremkommer en mere 'folkevenlig' konkurrent til Lange-Müllers melodi i form af Shubiduas Midsommersangen fra Shubidua 7 (ikke at forveksle med Svend S. Schultzs sang af samme navn). Shubiduas sang blev til efter opfordring fra Danmarks Radio og resultatet blev så populært, at Shubiduas melodi flere steder har fortrængt Lange-Müllers.

De to melodier lyder ret forskellige, men sammenligner man de to finder man i virkeligheden mange ligheder, f.eks. i forhold til fordelingen af ord på lange og korte toner. Men hvor Lange-Müllers melodi bevæger sig virtuost mellem taktarterne 9/8, 3/4 og 2/4 er Shubiduas melodi holdt i 4/4 hele vejen igennem. Tonemæssigt har melodien også mindre omfang og bevæger sig ikke i store vanskelige spring ligesom rytmen i hver enkelt takt er simplificeret.

Shubiduas melodiske 'oprydning' betyder, at den nye melodi fremstår umiddelbar og letfattelig. Disse kvaliteter er centrale i fællessangen, der jo netop skal tale tydeligt og bredt. Det betyder omvendt at kvaliteter der tilhører solosangen forsvinder - f.eks. de spændstige rytmer og de virtouse melodiske spring.

Afslutning

På sin vis er både melodibogen til Højskolesangbogen fra 1922 og Shubiduas melodi fra 1980 eksempler på samme konstante søgen efter tidsvarende melodier til vores fælles sanggods. Nogle melodier får et langt liv i den folkelige bevidsthed, mens andre hurtigt forsvinder. For det meste er det svært at gennemskue hvorfor den ene melodi 'hænger ved' mens en anden ikke gør det - men vi ved fra f.eks. Carl Nielsen, at følelsen af at lykkes med at plante en melodi i den folkelige sangkultur var en suveræn oplevelse.

Både Lange-Müller og Shubiduas melodi er i brug i dag, og hvilken en man vælger er naturligvis en smagssag. Måske vil den ene melodi engang forsvinde fra vores fællessang - måske vil begge to leve siden om side. Det må fremtiden vise.

Læs mere om Holger Drachmann og hans tekster