Jeg ser de bøgelyse øer

Forfatter: Kristoffer Brinch Kjeldby

C.F. Lund: Danske tropper efter slaget ved Bov (1948)

En ofte sunget forårssang er L.C. Nielsens Jeg ser de bøgelyse øer med melodi af komponisten og højskolemanden Thorvald Aagaard. Sangen er en ydmyg og inderlig hyldest til det danske landskab og til det danske folk. Samtidig kredser sangen omkring flere skelsættende begivenheder, der igennem det 19. århundrede var med til at forme både Danmark og danskerne.

Første side fra L.C. Nielsens digt Hundredaaret
Første side fra L.C. Nielsens digt
Hundredaaret

Teksten til Jeg ser de bøgelyse øer stammer fra andet bind af Gyldendals stort opsatte udgivelse Vort folk i det nittende Aarhundrede - en slags 'coffee table book' i anledningen af århundredeskiftet. Mens det første bind, der udkom i 1897, indledes med Holger Drachmanns digt Vort Folk, bliver det andet bind fra 1901 afsluttet med L.C. Nielsens digt Hundredaaret.

De to digte sætter på den måde rammen om bogens Danmarksfortælling og begge er omgivet af samme ornamenter: Bøgegrene på baggrund af en opadstigende sol. Hundredaaret består af 16 strofer - men de sidste tre strofer står i et afsnit for sig selv. Det er netop disse tre strofer der udgør teksten til Jeg ser de bøgelyse øer.

Indre styrke

De tre strofer tegner et billede af Danmark som et smukt land, men også som et land der er begrænset i omfang og formåen. Digtet begynder med den malende beskrivelsen af de 'bøgelyse' danske øer der ligger spredt ud over havet. Men dette fugleperspektiv afslører ikke alene de danske øers skønhed men også rigets ringe udstrækning. Overfor denne ydre begrænsning sætter digtet den indre styrke, som det danske folks historiske forankring og beslutsomme fællesskab tilfører det lille land:

Jeg ved det, som de ligger dér, saa er der kun saa kort
fra Grænse og til Grænse - Men dette Land er vort.

I digtets anden strofe udfoldes historien samtidig med at vi præsenteres for det danske folks anegalleri: Det foregående århundredes danske helte fra Slagen på Reden (1801) og Dybbøl (1864) marcherer forbi for det indre blik:

Jeg ser de Slægter, som gik hen, mens Hundredaaret skred,
som vandt på Kongedybet, som under Dybbøl led;

Nielsen hylder ikke det overståede århundredes tvivlsomme militære bedrifter så meget som han fremhæver de foregående slægters offervilje. Disse begivenheder og de medfølgende knuste drømme danner det skæbnefællesskab hvorfra det danske folk kan træde frem som nation:

de elsked ungt, de drømte langt, de så kun alt for kort,
men frem af dem stod Folket. Og dette folk er vort.

I Nielsens optik er nationen således ikke noget naturgivent, men noget der vindes gennem ofre og skabes gennem et fælles engagement. Der er derfor god grund til at hylde Danmark og de forgangne generationers offervilje:

Og derfor bøje vi vort Sind, hvor vi i Verden gaar,
med Længsel mod de Strømme, som disse Kyster naar.
Og derfor samle vi hvert Navn, som steg af Folkets Jord:
i dem vor Fortid leved - af dem vor Fremtid gror."

På kanten af et nyt århundrede

I Vort folk i det nittende Aarhundrede finder man på alle niveauer en interesse for det nationale - samtidig med at man møder en stærk og oprigtig vilje til at berette om århundredets voldsomme begivenheder. Beretningen præges af århundredets militære nederlag og territoriale tab: Ved indgangen til århundredet regerede den danske konge over Slesvig og Holsten mod syd såvel som Norge mod nord. Men i løbet af århundredet blev personalunionen opløst: Hertugdømmerne måtte i 1864 afstås til Preussen og Østrig i forbindelsen freden i Wien mens Norge allerede i 1814 var indgået i union med Sverige som resultatet af Kielerfreden.

Ikke mindst erfaringerne fra de slesvigske krige står helt centrale i bogens andet bind, og man fornemmer hvor magtpåliggende det er for den ældre generation at kunne give erfaringerne fra 1864 videre. Nederlaget reducerede Danmark til en lilleput stat: Efter fredsslutningen gik Danmarks sydlige grænse ved Kongeåen. Både den oldenborgske og den glücksburgske slægt stammede fra de tabte hertugdømmer, der alene af den grund havde enorm betydning. Samtidig viste krigen at Danmark ikke længere kunne 'bide skeer' med de store lande på slagmarken.

Men krigen skabte på den anden side et langt mere homogent Danmark: De fleste af rigets indbyggere delte nu sprog og kultur og var underlagt samme forfatning. Set fra dette perspektiv var krigen et vigtigt skridt i etableringen af Danmark som nationalstat.

Hvad udad tabes, skal indad vindes

Aagaards melodi fra Melodibogen (1940)
Aagaards melodi fra Melodibogen (1940)

I perioden efter 1864 fulgte flere storstilede landvindingsprojekter der søgte at øge mængden af landbrugsjord. Ideen om at "Hvad udad tabes, skal indad vindes" kan ses som en reaktion på den voldsomme degradering af Danmark. Derfor er det ikke underligt at udsagnet fejlagtigt tilskrives Hedeselskabets medstifter Enrico Mylius Dalgas: Selskabet blev skabt i 1866 - to år efter Dybbøl - og havde til formål at opdyrke heden og dermed skaffe ny frugtbar jord.

Men det var ikke kun landbrugsjord der skulle vindes - der var også tale om en mental oprustning. Det skete blandt andet gennem folkehøjskolerne, hvis antal voksede voldsomt i perioden efter 1864. På den måde er det ikke overraskende at Jeg ser de bøgelyse øer med Aagaards melodi fra 1931 har fundet vej til højskolesangen hvor den i dag er en del af kernerepertoiret. Allerede i folkehøjskolens første melodibog fra 1922 angives et melodiforslag til Jeg ser de bøgelyse øer, nemlig folkemelodien En dejlig ung ridder der også bruges til Vort modersmål er dejligt. Sangen var derfor sandsynligvis allerede i brug rundt omkring på landets højskoler før 1931 - blot til en anden melodi. I 1940, hvor melodibogen redigeres, skiftes der imidlertid til Aagaards melodi. De to melodier minder på mange måder om hinanden hvis man ser bort fra at folkemelodien gentager den sidste verslinje som et refræn. Både i forhold til rytme og til melodisk kontur er der tydelige fællestræk, hvilket ganske givet har lettet overgangen til den nye melodi.

Forårssangen Jeg ser de bøgelyse øer er en miniature over det 19. århundredes Danmarkshistorie og sætter samtidig ord på Danmarks situation ved indgangen til det 20. århundrede. Følelsen af tab er tilstede overalt i sangen, men som erstatning for det tabte sætter sangen det nationale fællesskab som er vundet. Erfaringen fra 1864 viser at ulykke må og kan vendes til lykke.