Stork, Stork, Langeben

Storke

J.P.E. Hartmanns melodi til B.S. Ingemanns tekst er en af de mest elskede danske børnesange. Teksten udkom med melodi i 1847 og blev senere indlemmet i adskillige sangbøger, deriblandt den såkaldte Storkebog. Titlen er inspireret af en illustration af sangen.

Man skulle tro, at Storkebogen alene handlede om den flotte, sort/hvide fugl med det røde næb. Men i stedet er den et kælenavn for en af Danmarks mest udbredte børnesangbøger, nemlig Børnenes Musik. Sange, Lege og Dandse fra en Børnekreds, samlede af en Moder, som man godt kan kalde en forløber for De små synger. På forsiden er der bl.a. et billede af en stork, der ankommer med et lille barn, mens en frø undrende ser til.

Stork, stork, langeben
B.S. Ingemanns ”Stork, Stork Langeben” blev udgivet i begyndelsen af 1842 i samlingen Folkedands-Viser og blandede Digte. Han sendte et eksemplar af samlingen til flere af sine nærmeste venner, deriblandt komponisten C.E.F. Weyse, med hvem han havde samarbejdet om morgen- og aftensangene for børn. Men det blev ikke Weyse, der satte hans kendte børnedigt i musik.

Ingemann personificerer storken, som han tiltaler direkte og udspørger om dens træk til vinterperiodens varme i Afrika og – med naturlig barnlig undren – om den har tabt det ene ben. I næstsidste vers pirres vores nysgerrighed i linjen om ”Lykken vil du bringe” – hvilken lykke? Jo, det afsløres til slut, nemlig et nyt lille barn. Det var en god og dydig forklaring til mindreårige på, hvordan søskendeflokken voksede.

Tre år efter kunne Ingemann publicere 2. udgave af sine blandede digte. Perioden 1832-42 var nu forøget til 1845. Digteren sendte i stedet denne udgave til komponisten J.P.E. Hartmann. De kendte ikke hinanden personligt, men Hartmann havde sat musik til enkelte af Ingemanns tekster og efterfølgende takket ham for hans ”aandfulde poetiske Arbeider”. Det var derfor ikke mærkeligt, at Ingemann sendte ham sin nye digtsamling.

Og det gav pote. Hartmann blev meget inspireret og satte i løbet af efteråret 1846 seks af digtene i musik, deriblandt ”Stork, Stork, Langeben”. De øvrige var ikke specielt vendt mod børn – ej heller har nogen af disse andre overlevet til i dag som kendte danske sange. Sangen om storken er dog helt klart meget mere simpel i formen og udtrykket end flere af de øvrige og samtidig noget af de enkleste, Hartmann har skrevet. Men det virkede.

I januar 1847 udkom så komponistens Sex Sange af B.S. Ingemann, opus 45, og han kunne allerede i midten af måneden sende et eksemplar til digteren. Ingemann, som boede i Sorø, fik musiklæreren ved Sorø Akademi Julius Borup, som også kendte Hartmann godt, til at synge sangene for sig. Og digteren blev meget begejstret (brev til til Hartmann 28.1.1847):

"Med megen Fornøielse har jeg modtaget Deres Compositioner til mine 6 smaa Sange, og det har nu glædet mig at høre Dem udførte af Borup, som foredrager dem meget smukt. Deres Harmonier ere, som sædvanlig, ligesaa eiendommelige som skjønne, men de fordre en øvet Fortepianospiller. Melodierne tiltale mig meget; de passe fortræffelig til Stemningen og Characteren i Digtene. At De har valgt nogle af de korteste er vist hensigtmæssigt i vor Tid; jeg har i den senere Tid ogsaa taget Hensyn til Korthed med hvad jeg har anseet for mest skikket til Sang. Fleer end 3-4 Vers synger nu Ingen og ved Afkortning gaaer Total-Indtrykket tabt. De har smukt raadet Bod paa Længden ved at componere et længere lyrisk Digt heelt igjennem... Det er en Sandhed, som ofte paatrænger sig mig, at skal Lyriken blive levende, maa der Tone-Vinger til, og skal den trænge ind i Folkelivet, maae ikke blot Digter og Componist slutte sig sammen, men Sangrösterne maa vækkes".

 

Det har nu næppe været "Stork, Stork, Langeben", der har krævet den øvede klaverspiller. Som et lille kuriosum kan nævnes, at Hartmann samtidig (dvs. 9. Juli 1847) skrev et lille Stambogsblad i D Dur over sangen, som han dog lagde ned i sin skuffe, da der formodentlig kun var tale om en lille spøg. Efter komponistens død blev dette lille blad dog trykt med følgende bemærkelsesværdige note: ”Denne Fantasi uden Ord over en af Hartmanns mest folkeyndede Sange ’Stork, Stork, Langeben’ har aldrig været trykt. Den fandtes af Familien efter hans Død og meddeles her som en sidste Hilsen fra Romancernes barnlig-milde Komponist”.
 
 

Titelbladet til 'Børnenes Musik'

Storkebogen

Sangen indgår i en række danske børnesangbøger, men en af de første er nok Børnenes Musik, som udkom i 1870 og derefter kom i mange oplag. Bogen udkom i to bind – et med tekster og et med noder underlagt første vers af teksten. Bindene var illustreret af maleren og tegneren Pietro Krohn (også kendt for illustrationerne til Peters Jul), og mange af sangene blev her udgivet for første gang – nogle af dem sandsynligvis på grundlag af en mundtlig overlevering.

I 1837 og ’38 udkom C.E.F. Weyse og B.S. Ingemanns Morgensange for Børn og Syv Aftensange og senere udgav Joh. Chr. Gebauer sine også i dag kendte børnesange. Men Børnenes Musik er nok den første sangbog med en række forskellige komponister, der blev udgivet direkte til børn og dermed var den en nyskabelse. Samlingen er tilegnet H.C. Andersen, og han er da også den forfatter, der sammen med Ingemann er bedst repræsenteret i bogen.

Scenen er sat i forordet, der består af to vers (uden musik). Mor sætter sig ved klaveret en vinteraften, hvor hele familien (inkl. hunden) er forsamlet og synger sammen. Repertoiret lægger hun nu frem som en gave på en juleaften, og når man har gået om træet, kan man synge nogle af bogens sange og opleve, at ”Barnets Engle fra hvert et Blad, løfte med Sang deres Vinger!”

I 1879 overtog Wilhelm Hansen Horneman & Erslevs forlag, som Storkebogen hidtil var udkommet på. Så blev der efterhånden strammet lidt op på designet i bogen. Titelbladet blev nyredigeret, dog med de samme karakteristiske tegninger, og tilegnelse og forord blev sat med nyere typer. Bogen blev ved at udkomme helt op i 1920erne, og på en af udgaverne er der foroven trykt ”58 Tusinde”.

En lang række af sangene er stadig populære blandt danske børn, og det foranledigede Wilhelm Hansen til i 1970erne atter at udgive bogen. Selve noderne og tegningerne er de samme, men tekstbogens vers er indlagt under noderne til den pågældende sang – i moderne typografi. ”Gennem flere generationer har ”Storkebogen”’s titelblad for mange voksne stået som porten ind til barndommens tabte land”, står der i forordet til denne nye udgave, og man har derfor som hovedsigte haft ”at skabe en ny, gammel bog”, dels ved den omtalte redigering, dels ved at udelade ”sange og lege, der virkelig er gået af brug i dag og samtidig ikke med tilstrækkelig styrke evner at genkalde vore bedsteforældres tid”.


Hvem stod bag?

I førsteudgaven af Børnenes Musik er sangene ”samlede af en Moder”. Hvem er hun? Det viser sig heldigvis i en af de følgende udgaver, som meddeler, at det drejer sig om Serine og S.A.E. Hagen. Især S.A.E. Hagen var en kendt skikkelse i det danske musikliv, men på et helt andet felt, nemlig som musikhistoriker og udgiver af forskellige mindre afhandlinger.

Især er han berømt for sin omfattende samling af noter og udgivet materiale til belysning af dansk musikhistorie, og heri indgik også hans interesse for at indsamle såvel folkemelodier som børnesange. Endelig komponerede han selv en hel del, men hans værker fik ikke nogen stor udbredelser. Han var bl.a. elev af den meget velbesøgte lærer i musikteori, komponisten Joh. Chr. Gebauer, som komponerede adskillige også i dag kendte børnesange, f.eks. ”Hist, hvor vejen slår en bugt” og ”En lille nisse rejste”. Hagens børnesange er til dels repræsenteret i Børnenes Musik, men de lever ikke videre på det danske børnesangsrepertoire. Erik Abrahamsen skriver i Dansk Biografisk Leksikon, at de er ”fine og stilfærdige i tonen som al hans musik”.

Hagen har følt et behov for en samling af de mange sange for børn, han havde indsamlet og kendte til på anden måde. Medvirkende har dog nok også været, at han i 1869 – året før Børnenes Musik udkom – havde overtaget Horneman & Erslevs forlag og musikforretning og dermed ønskede at have en populær handelsvare. Hagen måtte dog afhænde forlaget og forretningen i 1879, men Storkebogen levede videre.


Hvad indeholder den?

Bogen indeholder en lang række sange, remser og sanglege i en meget enkel klaversats, ofte kun i én eller to stemmer, der er til at spille for alle med lidt nodekendskab. Samlingen er opdelt i fem afdelinger, som afspejler forskellige typer børnesange, hvoraf vuggesange er den første. Her er det moderen, der synger til barnet, og blandt komponisterne finder man f.eks. Emil Horneman og også Hagen selv.

Næste afdeling hedder Hvorledes Dagen gaar, og den skildrer klart nok de forskellige tider på dagen, men også på året, f.eks. ”Hvor skoven dog er frisk og stor” eller ”Når kommer våren vel?”. Der er en del naturbilleder med blomster og dyr, og adskillige danske komponister fra 1800-tallet er repræsenteret, således f.eks. Joh. Chr. Gebauer, A.P. Berggreen, Rud. Bay og ikke mindst C.E.F. Weyse med en del af de berømte Morgensange.

Så kommer afsnittet Smaahistorier, der bringer en række også nu kendte børnesange, f.eks. ”Højt på en gren en krage”, ”Der bor en bager” eller ”Poul sine høns”. Igen spiller dyrene en fremtrædende rolle, og igen ser man en liste over kendte komponister, der kan suppleres med J.P.E. Hartmann, og Jos. Glæser. Derudover indeholder afsnittet en del nationale sange, som man i dag næppe ville tage med i en børnesangbog, f.eks. ”Der er et land” og ”Moders navn er en himmelsk lyd”.

Derefter optræder Lege og Dandse med kendte sanglege som ”Bro, bro brille”, ”Vil du, vil du” og ”Jeg gik mig over sø og land”. Afsnittet har også nogle mindre remser med melodi til og endelig finder man her 10-15 danse af typen vals, galop og polka, fire af dem ifølge Kjeld Nørgaard med helt egen dansebeskrivelse, der ikke umiddelbart findes i de gængse kilder. Da Hagen selv har indsamlet en række af bidragene til Børnenes Musik, kan man formode, at det bl.a. handler om disse titler.

Endelig kommer nogle julesange, af hvilke de fleste også er kendte i dag – det er netop en genre, der er meget traditionsrig. Ser man generelt på teksterne finder man også dels en række af 1800-tallets kendte danske digtere, dels oplysningstidens tyske forfattere oversat til dansk. H.C. Andersen og B.S. Ingemann er de bedst repræsenterede.

Set i bakspejlet fremstår bogen som en typisk repræsentant for tidens opfattelse af sange for børn og for tidens danske komponister og forfattere. Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange sange, der stadig er kendte, men også at en række af typerne næppe ville være at finde i moderne børnesangbøger, f.eks. de meget nationale sange og udvalget af folkelige danse. Med sin udbredelse og som den første antologi på området har Børnenes Musik dog utvivlsomt haft stor betydning.


Afslutning

Musikarkivaren Sigurd Berg skriver i en artikel i Dansk Musik Tidsskrift i 1943, at ”Alle vi, der har kendt »Storkebogen«, da vi var Børn, vil altid senere i Livet tage den i Haanden med en egen bevæget, hjemlig Følelse.” ” Men »Storkebogen« er mere end en barnlig Glæde, den er i Virkeligheden et Monument, – en – ganske vist lille – Hjørnesten til Historien om dansk Musik.”

Der er ingen tvivl om, at denne fine artikel om danske børnesange var populær i 1943. Den beskriver et trygt og nationalt repertoire, som var meget udbredt. Samtidig slår Sigurd Berg dog ganske fremsynet til lyd for det værdifulde i en ”Undersøgelser over de Børnesange, der stammer fra gamle og ukendte Kilder, Folkemelodier og lignende, og over det Udskillelsesarbejde, der har skabt deres øjensynlige Stilfællesskab.” Denne undersøgelse mangler stadig i dansk sangforskning, men ægteparret Hagens samling i Børnenes Musik kunne være et godt udgangspunkt.

 
Læs mere


Om Hartmanns kompositon og hans sangsamling
Inger Sørensen: Hartmann. Et dansk komponistdynasti. København 1999
Inger Sørensen (red.): J.P.E. Hartmann og hans kreds. En komponistfamilies breve 1780-1900, især bind 1, København1999
 
Om S.A.E. Hagen
Erik Abrahamsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave, bind 5, København 1980, s. 479. Også online.
 
Om danske børnesange
Sigurd Berg: "Klassiske danske Børnesange", Dansk Musik Tidsskrift 18/7 (1943), s. 161-66
 
Om dansene i Storkebogen
Kjeld Nørgaard: ”Om dansene i ’Børnenes Musik’”, Folk og Musik 5 (2001). Også online