Hist hvor vejen slår en bugt - og andre børnesange af Joh. Chr. Gebauer

Forfatter: Claus Røllum-Larsen

Det er næppe overdrevet at kalde J.C. Gebauer for en af den danske børnesangs betydeligste skikkelser. Gennem mere end 150 år har en stribe af hans melodier været kendt af ethvert dansk barn – de er om nogen blevet klassikere inden for deres genre.

Johan Christian Gebauer blev født i København den 6. december 1808. Hans far var som barn kommet fra Tyskland til Christiansfeld og blev senere en fremtrædende dyremaler. Sønnen voksede op i Christiansfeld, men rejste som 18-årig til København, hvor han opsøgte Fr. Kuhlau i Lyngby og blev dennes elev. Senere modtog han undervisning af såvel C.E.F. Weyse som J.P.E. Hartmann.

I 1846 blev Gebauer organist ved Skt. Petri Kirke, og 1859 overtog han embedet ved Helligåndskirken, som han varetog til 1884. Sideløbende hermed udfoldede Gebauer en frodig virksomhed som musikteoretiker. Han blev således ansat som harmonilærer ved det nyoprettede Kjøbenhavns Musikconservatorium i 1867 og fungerede som sådan til 1883. Gebauer skrev flere musikteoretiske bøger og var en højt anskreven lærer. De sidste år tilbragte han på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Han døde den 24. januar 1884 og ligger begravet på Solbjerg Kirkegård. Gravstedet, som var prydet med et monument med en portrætmedaljon, blev – trods protest fra bl.a. Knudåge Riisager - sløjfet i 1950’erne. 

Gebauer komponerede en lang række melodier til sange og salmer. Af de første kan nævnes ”I alle de riger og lande”, af de sidste ”Så vil vi nu sige hverandre farvel” – karakteristiske, sangbare og velharmoniserede melodier. Men det er som antydet inden for børnesangen, han ydede sin betydeligste indsats.

Gebauers børnesange udkom i en række små nodehæfter med titlen: Børnesange med Accompagnement af Pianoforte. De i alt fem hæfter indeholder 23 sange, som udgør størstedelen af hans produktion på dette område. Senere udkom en udgave af Gebauers sange, hvor børnesangene findes i anden del, og hvor det i øvrigt fremgår, at de er komponeret fra 1846 til 1864. Her finder man samtlige 23 fra de små hæfter samt syv supplerende sange.

I Forerindring, som indleder det første hæfte børnesange, skriver Gebauer: ”Det er fornemmelig Hensigten med disse Smaasange, i den tidligste Alder at vække Børns Sands for Musiken, saa at den, dem selv ubevidst, virker paa deres Gemyt, og derhos danner en naturlig Forberedelse til den senere Musikundervisning; det er da en Følge heraf, at Sangene ikke blot ere bestemte til at udføres af Børn, men tillige af Ældre for disse. Det har imidlertid tillige været Componistens Hensigt, at give Børn, der allerede have lært at spille lidt, Leilighed til at forene Claveerspil med Sang, hvorfor han har forsynet Sangenes harmoniske Ledsagelse med Fingersætning, saa at Acompagnementet til hver danner en lille Fingerøvelse. Saavidt vides, have ingen tidligere danske Børnesange havt denne Tendens, men meest været indrettede til Skolebrug, til hvilket forresten de tvende første af de her meddeelte let lade sig arrangere.

I Betragtning af Foranstaaende turde nærværende lille Samling maaskee ikke være uvelkommen som det første Forsøg i en ny Retning, og det vil da beroe paa den Modtagelse, der i Publikum bliver den tildeel, om flere lignende senere skulle følge.”

Samlingerne er således ikke blot til sangbrug, men rummer altså ”maskerede” etuder. Der er næppe grund til at betvivle, at dette var en ny ”Tendens” inden for børnesange. I første hæfte bemærker man, at i Vaarsang og Sommeraften skal pianisten opøve parallelle tertsgange, i Nattergalen desuden tonerepetitioner, i ”Sophies Aftensang” bl.a. krydsede hænder osv. Der er dog tale om meget elegant inkorporerede øvelser, som helt underordner sig de enkelte sanges udtryk.

Det 1. hæfte indeholder flere perler: Sommeraften med teksten ”Solen synker nok saa smukt”- en melodi som kunne være skrevet af Weyse - Moderen med Barnet (”Hist hvor Veien slaaer en Bugt”) og Fingrene (”Søskende jeg kjender fem”) viser vejen frem gennem Gebauers børnesangsproduktion: charmerende melodier i elegante udsættelser. Der er en sublim beherskelse af det satstekniske, som fx hvor der benyttes tostemmighed i begyndelsen af Moderen med Barnet, samt hvor der skiftes til et ægte akkompagnement i midterdelen, dvs. at melodien kun optræder i sangstemmen. I Fingrene lader Gebauer de fem fingre spille en opad- og en nedadgående skalabevægelse, som en nybegynder hurtigt lærer at udføre.

Hæfte 2. indledes med Den største Mand (”En lille Nisse reiste”) og fortsætter med Ride, ride, Ranke!, hvor forspillet er sammenkoblet med melodien, således at denne først begynder i tredje takt, hvorved sangen reelt slet ikke kan tænkes uden forspillet. Pandebeen, Øiesteen, o.s.v. er med H.C. Andersens tekst en af de absolutte favoritter i samlingerne. De fem sidste sange er langt mindre sungne end de nævnte: Torbisten og Fluen til Poul Martin Møllers humoristiske tekst, den smukke Reisen til Bethlehem, som er en lille bibelsk sang om De Hellige Tre Konger, Løvfald, som har et harmonisk smukt forspil samt ”Sang for de allermindste” med et akkompagnement, som gentager en treklang i den samme brydningsfigur igen og igen. Den sidste sang, Julesang (”Hvor Julen dog er en velsignet Tid”), er skrevet for ”Almindeligt Chor af Store og Smaa”og har fine for- og efterspil. Flere af sangene i de fem hæfter rummer sådanne passager for kor; for pædagogen Gebauer har det sikkert været nærliggende på denne måde at give mulighed for lidt musiceren i hjemmet. Det har givetvis været relevant i en tid, hvor sang og i øvrigt også klaverspil hørte med til almindelig opdragelse blandt den mere velstillede del af befolkningen.

Den 3. samling af børnesange indeholder kun to numre: Juleaften og Risens Datter. Den første benytter H.C. Andersens tekst ”Barn Jesus i en Krybbe laae”, som er mest sunget på Niels W. Gades melodi. Gebauers har en enkel melodiføring og et diskret akkompagnement. Melodien har nærmest karakter af en pastorale. Anderledes voldsom er Risens Datter – også til en H.C. Andersen-tekst (”Dybt inde i Bjerget en gammel Rise boer”); der er nærmest tale om en regulær romance.

I 4. samling af børnesange finder man heller ingen, som har overlevet til nutiden: Græshoppen (”Græshoppen sidder paa Engen”) og Giv Tid. Vintersang (”I Snee staaer Urt og Busk i Skjul”) er til tekster af B.S. Ingemann, Opmuntring (”Frygtens Hex omskaber en Myg”) samt Børnenes Sang til Storken (”Stork! Stork” Langebeen!”). Den anden og den fjerde af disse tekster er kendte og yndede børnesange, men er uløseligt forbundne med J.P.E. Hartmanns melodier.

Den 5. og sidste samling rummer tre sange, hvoraf en har bevaret sin popularitet: Naar kommer Vaaren vel? Carl Baggers tekst opererer med et indledende spørgsmål i hvert vers, som i Gebauers udsættelse reciteres. Efter svarene på spørgsmålene – de drejer sig om forårsbebuderne svalen, frøen storken osv. – bekræftes de i to takter for trestemmigt kor. Sangen er en perle i sit melodiske udtryk og har et livfuldt og morsomt akkompagnement. De øvrige to tekster har levet op til vor tid med andre melodier: Den største Tankeflugt (”Der flyver saa mange Fugle”) med Sophus Andersens engang så elskede melodi og Tommeliden i Weyses charmerende musikalske fortolkning.

De syv sange, som er optaget i den samlede udgave, er en blanding af enkle børnesange og mere romanceprægede satser. Et Julequad (”Med Vinterkulde og Vinterblæst”), Moderens Sang (”See engang min raske Glut”), Til min Moder (”Endnu er jeg kun lille”) og Storkepeter (”Storkepeter spanker tryg”) er alle om ikke udpræget voksensange så dog beregnet for store børn. De tre sidste er til gengæld mere enkle i satsen: En lille Drengs Klage (”Mig Svalen har bedraget”) til et Friedrich Rückert-tekst i Carsten Hauchs oversættelse, Et Barn er født i Bethlehem til Grundtvigs danske gendigtning af den latinske tekst samt Den hellige Nat (”Stille Nat, hellige Nat”) ”Efter det Tydske af B.”! Uden for denne samling finder man Nu lakker det ad Tiden smaat – en hurtig og letløbende forårssang.

Foruden Gebauers dygtighed og opfindsomhed som komponist er hans valg af tekster væsentlige for den succes, en lang række af sangene har haft helt frem til vor tid. Det er allerede nævnt, at Ingemann og H.C. Andersen har leveret digte til flere af sangene, men også mindre kendte digtere bidrog. To navne, der er nært forbundet med børnesangene, er Julius Christian Gerson (1811-1894) og Nikolaj Ulrik Krossing (1798-1872). Gerson skrev bl.a. skuespil og digte, men kun et enkelt af dem har overlevet til vore dage. Det drejer sig om En lille Nisse reiste, der i al sin korthed er en af de mest frappante børnesangstekster, vi har. N. U. Krossing var bror til organisten og komponisten P.C. Krossing og var selv kantor ved Kastelskirken foruden lærer ved Borgerdydsskolen på Christianshavn. Også han huskes i dag udelukkende for sine tekster til Gebauers melodier; det drejer sig til gengæld om to af de mest yndede Ride, ride, Ranke! og Fingrene (”Søskende jeg kjender fem”).