Symfonier i Danmark i anden halvdel af 1700-tallet

Sammenlignet med musik-metropoler som London, Paris og Amsterdam var det offentlige musiklivs institutioner i København i anden halvdel af det 18. århundrede tilbagestående. Hverken koncertvæsnet, musikforlagsbranchen, musikkritiken eller andre af de træk, der kom til at præge det borgerlige musikliv, havde nået et stade, der kunne sammenlignes med disse byers. Der blev derfor heller ikke komponeret nær så mange symfonier i København som ude omkring i verden. Men dette var ikke ensbetydende med at der ikke blev spillet symfonier. Faktisk var der brug for symfonier i en række sammenhænge, og en del af disse symfonier, for hovedpartens vedkommende importeret udefra, findes bevaret i Det Kongelige Biblioteks Samlinger. Det gælder ikke mindst de fire samlinger med håndskrevne stemmebøger til op mod 100 værker, i samlingerne markeret med bogstaverne A, B, C og L. Her er tale om et bredt udvalg af symfonier af tidens kleinmeistere fra o. 1750-60 – alle nedskrevet af en professionel kopist og tydeligvis hjembragt fra udlandet. Et bilag i Rigsarkivet fortæller ligefrem at en udsending er blevet betalt for at hjemtage nogle af disse samlinger til brug på Det Kongelige Teater. En del af symfonierne i samlingerne er anført uden komponistangivelse – i nogle tilfælde har det ved hjælp af andre kilder været muligt at bestemme komponistens navn – andre har anført ophavsmandens navn ved noden. Ofte ved vi mere om de udøvendes navne end om komponisternes.

Det var navnlig to steder der var brug for symfonier i København i disse år: På Det Kongelige Teater og i de musikalske selskaber. På teatret havde man den skik helt op til o. 1820, at man spillede symfonier som almindeligt tidsfordriv både før forestillingerne og i mellemakterne. Som det hedder på en af de håndskrevne  samlinger: Sinfonie 20, 21 og 22 kan spilles førend Theatret bliver aabnet. Imellem Acterne kan spilles nogle af de smaa Piecer, som findes i denne Samling. Undertiden var det ligefrem således, at det var anført på plakaten, hvilken musik der blev spillet i mellemakterne. Selv Beethovens symfonier blev undertiden brugt på denne måde i årene omkring 1810-1820.

Også i klubberne og de musikalske selskaber, der blomstrede i København i perioden mellem ca. 1740 og ca. 1800, spillede man symfonier. Ofte således at første og anden sats af en symfoni indledte en koncert, hvorefter der fulgte en række mindre værker for sang- og instrumental-solister, hvorefter koncerten afsluttedes med de to sidste satser af den pågældende symfoni. Her ser vi et meget tydeligt eksempel på hvilken funktion symfoni-genren oprindeligt havde: nemlig som markering af at noget andet begyndte eller sluttede. Det tjente endnu ikke som selvstændigt værk, der blev aflyttet for sin egen skyld. Det hørte en senere tid til.

Niels Krabbe