Arkiver i Musiksamlingen

På Det Kongelige Bibliotek opbevares arkivmateriale normalt i Håndskriftsamlingen, som bl.a. rummer en stor mængde stof om komponister, musikere, musikforeninger etc.

Af historiske grunde opbevares enkelte arkiver og andre typer materialesamlinger i Musiksamlingen. Nedenfor kan man se disse arkiver og deres indhold. Materialet er breve, foreningsmateriale (regnskaber, protokoller), udklip, programmer etc.

Nodesamlinger er ikke medtaget, da de er registreret og beskrevet på andre sider.

Dan Fogs samlinger
Det Kongelige Bibliotek erhvervede i 1993 Dr. phil. h.c. Dan Fogs Samlinger og Arkiv til Dansk Musikhistorie og Musikformidling ca. 1785-1930. De består af 89 samlinger (1-85 samt fire undersamlinger) med tilhørende registranter og omfatter materiale i følgende større grupper:

A: Komponistsamlinger, primærsamlinger (1-9A)
B: Komponistsamlinger, sekundærsamlinger (10-15)
C: Trykte noder, temasamlinger (16-28)
D: Manuskripter og dedikationer (29-32)
E: Trykt litterært materiale (33-42)
F: Musik-Forlag, -handel og formidling (43-51)
G: Nodetryk (52-63)
H: Egne registranter, musikbibliografi (64-74)
J: Diverse samlinger (75-85)

Arkiv for dansk jazzhistorie
Arkivet er oprettet af Erik Wiedemann i forbindelse med arbejdet på hans disputats Jazz i Danmark - i tyverne, trediverne og fyrrerne - en musikkulturel undersøgelse. København 1982. Det indeholder scrapbøger, fotos, programmer, avis- og tidsskriftudklip, materiale vedr. udenlandske musikeres besøg samt en lille gruppe med noder og musikoptagelser.

Klippoteket
Klippoteket omfatter materiale arkiveret af Dansk Musik Informations Center (MIC) i perioden sommeren 1980 til sommeren 2002, men der findes også både ældre og nyere materiale i arkivet. Det drejer sig om udklip fra danske og udenlandske aviser og musiktidsskrifter, presse- og informationsmateriale, koncertprogrammer, kunstnerbrochurer og andre småtryk samt lidt billedmateriale.

Mogens Ellegaards samling - harmonika og accordeon
Samlingen indeholder nodemanuskripter og trykte noder: enkeltværker, samleværker, skoler og etuder samt spolebånd og litteratur om instrumenterne.

Papirer vedrørende Carl Nielsen fra forhenværende lektor Torben Schousboe
Torben Schousboe - en af de største kendere af Carl Nielsen og hans musik - havde i sin tid tæt kontakt til danske og udenlandske Carl Nielsen-forskere og ikke mindst til Carl Nielsens efterladte familie. Meget af materialet i dette arkiv giver således hidtil ukendte informationer om komponisten og hans musik. Det indeholder korrepondance, anmeldelser, programmer, personalia, kopier af tekster, nodemateriale etc.

Musikforeningens arkiv
Musikforeningen blev dannet i 1836 og var til sit ophør i 1933 en af de mest indflydelsesrige koncertorganisationer i København. Arkivet omfatter forhandlingsprotokoller, regnskaber, medlemslister, programmer, korrepondance og lidt materiale om Dansk Koncertforening.

ISCM-Arkivet
I 2000 overtog Det Kongelige Bibliotek en stor del af The International Society for Contemporary Music's arkiv. ISCM-arkivet er en yderst vigtig kilde til store dele af musikhistorien og musiklivet i anden halvdel af det 20. århundrede i kraft af den betydning, som organisationen ISCM har haft og stadig har.

Dansk Koncert-forenings arkiv
Et mindre arkiv fra Dansk Koncert-Forening, stiftet af Dansk Komponistsamfund i 1901 til fremme af opførelser af dansk musik, særlig orkester- og korværker i "de større Former".

DUT-Arkivet
Det unge Tonekunstnerselskab (DUT) var en koncertgivende forening for ny musik dannet i 1930 som en sammenlægning afUnge Tonekunstneres Selskab (1920-1930) og Foreningen ”Ny Musik” (1921-1930).

Selskabet, der eksisterede indtil 1994, var dansk ISCM-sektion, og arkivet kan derfor betragtes som det danske modstykke til ISCM-Arkivet.