Luftfotosamlingen

Luftfotosamlingen er en del af Kort- og Billedafdelingen, og har i dag 5,2 millioner enheder. Samlingen, der både rummer negativer og positiver, består primært af klassiske skråfoto af gårde og huse fra perioden 1936-1992. Samlingen har også en lang række lodfoto, der oprindeligt blev fremstillet med kortlægning eller militære formål for øje.

Det Kongelige Biblioteks Luftfotosamling består i virkeligheden af flere særsamlinger, hvor nogle samlinger skiller sig ud alene på grund af deres størrelse eller indhold.

De ældste bevarede luftfotografier er taget fra en ballon over København d. 24. august 1890. Det er dog først med opfindelsen af flyvemaskinen og den fototekniske udvikling under 1. Verdenskrig, at luftfotografiet fik videre betydning.

Luftfotografiets store periode strækker sig fra midten af 1930'erne til omkring 1960 - dog afbrudt af 2. Verdenskrig. Herefter blev det sværere for luftfotofirmaerne at afsætte deres billeder. De fleste havde nu rigeligt med fotografier af fødegården, og afvandringen fra landet tog fart. Kundegrundlaget blev mindre, og en række store firmaer måtte lukke.

Mange af disse firmaers billedarkiver kan i dag findes i Det Kongelige Bibblioteks Luftfotosamling.

Det Kongelige Bibliotek er i gang med en omfattende digitalisering af luftfotos. I skrivende stund er alle luftfotos fra Fyn og de omkringliggende øer digitaliseret, og vi arbejder i øjeblikket på at digtalisere alle luftfotos fra Bornholm. Se mere om adgang til luftfotos her.