Judaistisk samling

Judaistisk samling indeholder håndskrifter og bøger på jødiske sprog som hebraisk og jiddisch.

Gammelt dokument med hebræiske skrifttegn

Adgang til materialerne

For søgevejledning, se Få hjælp til at finde håndskrifter.

De trykte materialer (bøger og tidsskrifter) er med få undtagelser registeret i Det Kgl. Biblioteks katalog, og kan søges og bestilles her fra vores hjemmeside. De er tilgængelige enten som hjemlån eller til brug på læsesalen.

Bibliotekets håndskrifter på jødiske sprog er delvist tilgængelige digitalt, som del af Digitale samlinger. Hovedparten af de håndskrifter, som endnu ikke er blevet digitaliseret, kan du fremsøge i bibliotekssystemet.

For yderligere oplysninger om samlingens håndskrifter er det også muligt at bruge det online-katalog, som Nationalbiblioteket i Jerusalem har oprettet over jødiske håndskrifter i hele verden. På dette site, gå til ’Advanced search’ og vælg derefter ’Current location: Copenhagen’ og ’Collection: Royal Library, Copenhagen’ i dropdown-menuerne.

Hvis du har yderligere spørgsmål er du velkommen til at skrive til os.

Samlingsindhold

Omtrent halvdelen af samlingens titler er på hebraisk, og den resterende del er ligelig fordelt mellem jiddisch og andre (primært vesterlandske) sprog.

  • The Copenhagen Maimonides” – håndskrift skrevet og illumineret år 1348 i Catalonien. Moshe ben Maimons (Maimonides, ca. 1135-1204) værk "Moreh Nevukhim" (’Vejledning for rådvilde’) er et hovedværk inden for jødisk (og middelalderlig) aristotelisk filosofi. Det er samlingens i særklasse mest kendte håndskrift, især på grund af dets smukke illuminationer (udsmykninger).
  • De syv hebraiske bibelhåndskrifter (i alt ti bind), som blev erhvervet i forbindelse med Den Arabiske Rejse af F. C. von Haven (1727-1763). Også flere af disse håndskrifter er forsynet med smukke illuminationer og nogle af dem er digitaliserede.
  • David Simonsens samling af håndskrifter (digitalt tilgængelige) og korrespondancearkiv. Rabbiner David Simonsen (1853-1932) samlede i hele sit liv bøger og håndskrifter med betydning for jødisk kultur og historie, men også for hans virke som rabbiner og forsker. På samme måde som håndskrifterne, afspejler David Simonsens korrespondance hans liv og virke, især hans arbejde som filantrop og formidler af økonomisk og praktisk bistand i forbindelse med Første verdenskrig.