'Vejleder for rådvilde' - en kort introduktion

Forfatteren

Maimonides (heb. מושה בן מימון, Moses ben Maimon, "Moses, Maimons søn") blev født i Córdoba i Spanien år 1135 eller 1138, afhængig af hvilken kilde man stoler på. Han var søn af en jødisk dommer, Maimon ben Josef, som gav sin søn en gedigen religiøs og sekulær uddannelse. I 1148 blev familien tvunget til at flygte fra Spanien. Almohaderne, en berberdomineret muslimsk reformbevægelse, invaderede landet, og for de tilbageværende ikke-muslimske indbyggere betød det, at de måtte vælge mellem konvertering eller døden.

Efter en tid endte familien i Fez i 1160, men fem år senere, da der var nye religiøse forfølgelser, rejste de via besøg i Akko og Jerusalem til Fustat (det gamle Kairo), hvor de slog sig ned. Efter faderens, og den ældre broders, som havde sørget for familien, død, blev det Maimondes som med sin lægeuddannelse måtte tjene til livets ophold. Han blev optaget på listen over læger med tjeneste ved hoffet og de styrende, samtidig med at han (fra 1177) var leder for den jødiske menighed i Fustat. Han var gift to gange; i det andet ægteskab blev sønnen Abraham født.

Maimonides beskriver sin dagligdag i et brev til Samuel ibn Tibbon, som oversatte Moreh Nevukhim. Ibn Tibbon havde spurgt efter tilladelse til at komme og besøge Maimonides for at diskutere opgaven, men Maimonides afslår med beklagelse:

"Alligevel vil jeg råde dig til ikke at udsætte dig for faren med at rejse, for – foruden at se mig og jeg ville gøre alt for at hædre dig – ville du ikke få meget ud af et besøg. Tro ikke at du ville få mulighed at samtale med mig om videnskabelige ting i en eneste time, hverken dag eller nat, for dette er hvordan mine dage ser ud.de andre kan jeg desværre ikke gøre så meget ved.

Jeg bor i Mizr [Fostat] og sultanens palads er i Kahira [Kairo]; disse pladser ligger to sabbatsrejsers afstand fra hinanden [ca. 2 km]. Mine forpligtelser overfor sultanen er mange, jeg skal besøge ham hver dag, tidligt om morgenen, og når han eller et af hans børn, eller nogen af de som bor i hans harem er syge, tør jeg ikke forlade Kahira, men forbliver i paladset størstedelen af dagen. Tit er der også en eller to af befalingsmændene som bliver syge, og så bliver jeg nødt til at tage mig af dem. Derfor tager jeg som en regel til Kahira tidligt om morgenen, og selv om intet usædvanlig sker, vender jeg først tilbage til Mizr sent om aftenen. På det tidspunkt er jeg nærmest død af sult ... Jeg finder forgemakkerne fyldt med mennesker, både jøder og ikke-jøder, rige og fattige, dommere og fogeder, venner og fjender - det er en blandet forsamling, som venter mig.

Jeg stiger ned af mit ridedyr, vasker mine hænder, går ind til mine patienter og beder dem om tålmodighed, mens jeg sætter noget til livs, mit eneste måltid i fireogtyve timer. Derefter tager jeg mig af dem, udskriver recepter og vejledninger for deres forskellige svageligheder. De hjælpesøgende går ind og ud indtil mørket falder på, og somme tider, forsikrer jeg dig, en eller to timer derefter. Jeg taler med dem og skriver, mens jeg ligger udmattet ned, og når natten kommer, er jeg så træt, at jeg næsten ikke kan tale.

Som en følge af dette, kan ingen af mine trosfrænder få en privat samtale med mig, undtaget på sabbatten. Hele denne dag kommer menigheden, eller i det mindste størsteparten af den, til mig efter morgengudstjenesten, når jeg vejleder dem om den forgangne uges begivenheder. Vi studerer sammen indtil middagstid, når de forlader mig. Nogen af dem vender tilbage og får undervisning mellem eftermiddagsbønnen og aftenbønnen. På den måde går min dag. Min beskrivelse dækker kun delvist, hvad du ville se, hvis du besøgte mig.”
Oversat fra: Franz Kobler (ed.): Letters of Jews through the Ages: from Biblical times to the Middle of the Eighteenth Century, vol. 1, p. 211f)

Uanset sandheden i denne skildring, blev Maimonides med hans voksende berømmelse som både læge og forfatter et meget kendt navn blandt både jøder og muslimer. Da han døde i år 1204, blev der afholdt officiel sørgedag i både Fustat og Jerusalem . Han er begravet i Tiberias.

Værket

To af Maimonides’ arbejder regnes til de klassiske indenfor hvert deres område. Mishneh Torah (”Gentagelse af Torah’en” er et halakhisk (juridisk) værk. Som systematisering af materiale fra Talmud var dets formål at være en hjælp for den som ønskede at leve sit liv i overensstemmelse med traditionel jødisk praksis. Den er ikke skrevet til den intellektuelle, spørgende læser, men til den som føler sig overvældet af den omfattende diskussion om de enkelte mitsvot (bud) og disses udførelse i det daglige liv.

Moreh nevukhim har et andet mål. På grund af den filosofiske spørgen til religiøse dogmer, som var levende i den intellektuelle debat iblandt (og mellem) jøder, kristne og muslimer, på basis af de genopdagede græske filosoffer, er værket et forsøg på at forene traditionel jødisk teologi med den på dette tidspunkt meget indflydelsesrige aristoteliske filosofi. Det er skrevet på judeo-arabisk (arabisk skrevet med hebraiske bogstaver; dets originaltitel er – i transskription - Dalalat al-Ha’irin), og betragtes som den jødiske middelalderfilosofis fornemste værk, og som også har influeret på den kristne skolastik. Det diskuterer centrale jødiske dogmer, som de fremstilles i bibelteksten, fra et filosofisk udgangspunkt med betoning af den spirituelle betydning af de til tider kropslige beskrivelser af den guddommelige sfære.

Maimonides' måde at behandle de klassiske jødiske kilder på undgik ikke kritik. I mere end et århundrede rasede "den maimoideanske strid" bland jødiske lærde i begge lejre i både Nordeuropa og omkring Middelhavet. Debatten kom til at dække studiet af filosofi i sig selv og den dermed opfattede risiko for, at de traditionelle kilder mistede deres status, når de blev genstand for sammenfatninger som Mishneh Torah. Selv om der aldrig blev enighed om sagen, svandt modstanderne ind; at kritisere Maimonides blev mere og mere uacceptabelt.

Oversætteren

Oversættelsen af Vejlederen fra arabisk til hebraisk begyndte næste umiddelbart efter dets fuldbyrdelse i samarbejde med forfatteren. Den blev, som nævnt oven for, foretaget af Samuel (Shmuel) ben Judah (Yehudah) ibn Tibbon (c. 1150 - c. 1230), et medlem af den kendte oversætter- og (somme tider) forfatterslægt ibn Tibbon, aktiv i Sydfrankrig og Spanien i det 13. og 14. århundrede. At Maimonides var tilfreds med resultatet fremgår af en anden passage i det brev, som citeres ovenfor:
"Du er udmærket klædt på til opgaven, fordi Skaberen har givet dig et sind begavet til at 'forstå lignelser og disses betydning, [ligesom] de vises dunkle udtalelser'. Jeg fornemmer fra dine udtalelser, at du helt bemestrer emnet, og at dets inderste mening står klart for dig"
(Oversat fra: Franz Kobler (ed.): Letters of Jews through the Ages: from Biblical times to the Middle of the Eighteenth Century, vol. 1, p. 209.)

Skriveren

Det vi ved om ”Levi, søn af Isak, søn af Caro, fra byen Salamanca” er de oplysninger, han selv giver i bogens kolofon (fol. 316a), som i en oversættelse kan lyde:

”Jeg, Levi, søn af Isak, søn af Caro, må han blive velsignet, fra Salamanca-egnen, skrev [=kopierede] denne bog som kaldes Vejleder for rådvilde, ’som Moses gjorde for øjnene af hele Israel’ [5. Mos. 34,12] for den oplyste og ærede læge Menachem Betsalel. Og jeg skrev den her i Barcelona, og fuldbyrdede den i året 108 ifølge den mindre tidsregning [1347/48 e.v.t.], på trods af at jeg ikke er fra denne egn. Må den Almægtige velsigne ham i studiet af den, ham og hans børn og hans børnebørn og alle hans efterkommere. Må Han velsigne ham. Og må Han udstrække sit tabernakel af fred og han skal forblive i Guds skygge.* Og må Han opretholde Skriften i ham, så som der er skrevet: ’ Denne lovbog skal du altid have på dine læber; du skal grunde på den dag og nat og omhyggeligt gøre alt, hvad der står i den; da vil det gå dig godt, da vil du have lykken med dig.’ [Jos. 1,8] Og må Han huske og frelse os til Messias’ tid og Frelserens ankomst.”(*Her hentyder Levi til sin opdragsgivers navn, Betsalel betyder ”i Guds skygge”.)

Citatet fra 5. Mos. 34,12 er interessant i sig selv. I sin helhed lyder verset ”eller på alt det, hans stærke hånd udrettede, alt det store og frygtindgydende, Moses gjorde for øjnene af hele Israel”. På hebraisk er ordlyden ”stærke hånd” ha-yad ha-chazaqah – en betegnelse som fra begyndelsen blev brugt af kritikere som omskrivning for Maimonides’ Mishnah Torah, fordi ”yad” (hånd) også kan læses som tallet 14 – en hentydning til dette værks fjorten dele; senere kom det at blive helt accepteret som benævnelse.

Illuminator(-erne) (bogens bemaler(e))

Ophavet til illuminationerne i denne kodeks har været genstand for diskussion, men der er p.t. enighed om, at bogens hovedilluminator var Ferrer Bassa, virksom i Barcelona som leder for et værksted, som også havde hans søn Arnau som ansat. Ferrer Bassa er mere kendt som udfører af muralmalerier (f.eks. San Miguel de Pedralbes-klosteret i Barcelona), men menes også at have udført flere håndskrifter.

En teori er, at Ferrer Bassa var ansvarlig for de større paneler i bindet, mens andre ansatte i værkstedet tog sig af marginaldekorationerne. Flere af disse hentyder til detaljer i teksten, men det peger ikke nødvendigvis på en jødisk kunstner, men kan være resultat af et tæt samarbejde mellem skriver og illuminator.

Muligvis var Vejleder for rådvilde Ferrer Bassas sidste værk. Han døde omkring tidspunktet for dets afslutning, muligvis i Den Sorte Død; efter 1348 er intet kendt om ham eller hans søn.

Bestilleren

Som nævnt ovenfor blev håndskriftet udført for Menachem Betsalel, en læge i Barcelona i tjeneste hos den katalanske konge Pedro 4. (”el Ceremonioso”, også kendt som Hertug Pedro 3. af Barcelona og Kong Pedro 2. af Valencia). Kongen var også Ferrer Bassas mæcen, hvad der kan forklare valget af denne som illuminator, men der er også spor i arkiverne af andre mellemværender mellem Bassa og den jødiske menighed i Barcelona. Menachem ser ud til at dele skæbne med Bassa; hans enke modtog støtte fra kongen i 1349, så sandsynligvis var hendes mand et af pestens ofre.

Fra Barcelona til København

Håndskriftets skæbne under dets første to århundreder er ukendt. Pavelige censorer har signeret det i årene 1587 og 1619 (fol. 352b), og i slutningen af 1600-tallet blev det erhvervet af teologen Hans (Johannes) Bartholin (1665-1738), formodentlig i Holland under hans studentertid der. Han forærede det til Frederik Rostgaard (1671-1745; for Bartholins dedikation, og Rostgaards ejersignatur, se fol. 2b og 3b). Christian Danneskjold-Samsøe (1702-1728) købte håndskriftet i 1726; efter hans død blev det, sammen med flere andre titler i hans store bogsamling, i 1732 erhvervet af Det Kongelige Bibliotek.

Fysisk beskrivelse af håndskriftet

Antalt blade: ii 352 ii
Mål: 194 x 133 x 65 mm
Skrifttype: sefardisk [spansk-jødisk] hebraisk skrift

Indhold

fol. 4a: Samuel ben Judah ibn Tibbons indledning til oversættelsen
fol. 9a: Vejleder for rådvilde, bog I
fol. 114a: Vejleder for rådvilde, bog II
fol. 202a: Vejleder for rådvilde, bog III
fol. 317b: Samuel ben Judah ibn Tibbons ordliste over fremmedord

Publikationer  om dette håndskrift og om Maimonides
Tilbage til den digitale facsimile
Tilbage til Håndskrifter i Judaistisk Samling