Historisk rids
Forfatter: Mikala BrøndstedOm avisindeksering
I 1927 tog Institut for historie og samfundsøkonomi ved Københavns Universitet initiativ til at påbegynde en registrant over indholdet af flere aviser. Man registrerede artiklerne bagud i tid, og arbejdet resulterede i at vi i dag råder over adskillige registranter (også kaldet indekser), som går tilbage til slutningen af 1800-tallet. De største af disse er registranten over Berlingske Tidende og Politiken, som dækker henholdsvis 1864-1918 og 1884-1924.
Det var dog først efter 1940, der dukkede en mere omfattende registrant op, idet Bibliotekscentralen begyndte at udgive den årlige Avis kronik indeks. Denne byggede på avisudklip fra et stort antal aviser stammende fra Statsbibliotekets Avis-Kronik-Samling.
I årene 1940 til ca. 1990 er vi således godt dækket ind med indekser til de danske aviser, idet ca. 25-50 dagblade fra hele landet blev indekseret. Disse indekser, Avis kronik index (1940-1978), Dansk artikelindeks (1979-1992), Dansk anmeldelsesindeks (1979-1989) og Det stod i avisen (1990-1991) indeholder for hver årgang alfabetiske lister over indekserede aviser.
Siden begyndelsen af 1990’erne har Artikelbasen indekseret 7-8 landsdækkende aviser. Det er Dansk BiblioteksCenter, som står for udvælgelsen og indekseringen.
Indekserne varierer i formen. Der kan være tale om:
- kartotekskort
- mikrofiche
- trykte publikationer
- databaser
Generelt gælder det for indekserne, at de kun medtager et selektivt udvalg af avisernes artikler.
Om fuldtekstbaser
Anderledes er det med fuldtekstbaserne, idet de almindeligvis indeholder samtlige artikler fra de udbydende aviser.
Politiken var først på banen med at tage it-teknologien i brug. Det skete i 1975 med etableringen af POLTXT, en database indeholdende ultrakorte uddrag af avisartiklerne. Ti år senere, under navnet Polinfo, begyndte man at lagre udvalgte artikler i den fulde ordlyd, primært fra Politiken, men også uddrag af artikler fra andre aviser. Med årene blev der indgået aftaler med adskillige andre aviser, således at samtlige artikler fra disse aviser blev fuldtekstsøgbare via Polinfo.
Berlingske Avisdata blev etableret i 1990. Denne database indeholdt artikler fra aviserne Berlingske Tidende, BT og Weekendavisen.
I 2002 indgik Polinfo og Berlingske Avisdata samarbejde med etableringen af Infomedia. I løbet af årene er antallet af kilder vokset, således at man i dag har en fælles indgang for søgning i samtlige danske dagblade - både landsdækkende og regionale - en lang række ugeaviser, tidsskrifter, nyhedsbureauer webkilder m.m.
Læs mere om baggrunden for denne avisbibliografi i Referencen.
Læs endvidere artikel i Magasin fra Det Kongelige Bibliotek, 20. årg., nr. 2, juni 2007, s. 33-39.
Sidst opdateret 2010-11-26
Kontakt: mib@kb.dk

