Odin Teatret Archives

billedetekst som læses af skærmlæserBillede: Odin Teatret

Odin Teatret i Holstebro har i dets mere end 50-årige historie oparbejdet et meget stort arkiv, som gennem korrespondancer, pressematerialer, fotos, av-materialer og forestillingsmaterialer belyser hele teatrets virke, fra dets spæde start, først i Oslo i 1964 og siden i Holstebro fra 1966. Forestillinger, seminarer, laboratorier, turneer, byttehandler, festivaler, bøger, tidsskrifter er alle aktiviteter, som har udspillet sig i Odin Teatrets regi – og ikke blot i Danmark, men på verdensplan.

I 2013 besluttede teatret at donere hele sit arkiv til Teatersamlingen på Det Kongelige Bibliotek, fordelt over to omgange. Hovedparten, som består af ca. 45 hyldemeter fysisk materiale samt et omfattende digitalt arkiv, til overdragelse i 2015 og resten, godt 50 hyldemeter til overdragelse i 2024.

Der vil således indtil 2024 stadig være et stort arkiv på Odin Teatret, som takket være støtte fra Færchfonden fortsat vil kunne benyttes af teatrets ansatte, forskere, tilrejsende kunstnere og i forbindelse med teatrets mange seminarer, symposier og festivaler.

Ved at følge dette link http://www.odinteatretarchives.com/ kan man på engelsk og spansk få en total oversigt over hele arkivet, dets historie, Odin Teatrets historie og meget mere, mens man i REX kan se hvilke materialer der i 2015 er overdraget Teatersamlingen.