Materialer

Anmeldelser

De fleste anmeldelser kan fremsøges i Mediestream Aviser, undtagen Politikens anmeldelser. Anmeldelserne går for nogle avisers vedkommende tilbage til 1800-tallet. En oversigt over tilgængelige aviser kan ses her. Bemærk at man ofte finder anmeldelser for forestillinger i Købehavn i f.eks. Aarhus Amtsavis.

Gentofte Hovedbibliotek donerede i 2008 en meget stor udklipssamling af teateranmeldelser samlet fra 1950-2000, ordnet alfabetisk efter forestillingstitel og fordelt på 70 kartotekskasser med ca. 80 forestillingskuverter i hver.

Samlingen er opstillet i to hovedgrupper: drama og ballet-forestillinger og opera og musical-forestillinger.

Kasserne kan bestilles til brug på Læsesal Vest i REX ved at skrive ’Udklipssamling’ i søgefeltet.

For anmeldelser trykt efter år 2000 kan man søge i databasen Infomedia, der er tilgængelig via Det Kongelige Biblioteks e-ressourcer/REX.

Personarkiver

Teatersamlingen modtager løbende personarkiver fra dansk scenekunstnere, som indeholder arbejdspapirer, korrespondancer, scrapbøger og andre private materialer. Bodil Kjer, Preben Harris, Stig Lommer, Henning Moritzen, Asta Nielsen, Poul Reumert, for blot at nævne nogle få, har alle deres arkiv liggende på Det Kongelige Bibliotek. I Guide til Teatersamlingen kan man se en liste over dem alle.

Håndskriftsamlingen har ligeledes personarkiver liggende, hovedsageligt fra ældre scenekunstnere som fx Kjeld Abell, H. C. Andersen, Herman Bang, Bjørnstjerne Bjørnson, William Bloch, August Bournonville, Edvard Brandes, Johannes Ewald, Johan Ludvig Heiberg, Johanne Luise Heiberg, Poul Henningsen, Henrik Hertz, Ludvig Holberg, Henrik Ibsen, Harald Lander, Kaj Munk, Adam Oehlenschläger og Poul Reumert.

Plakater og programmer

Alle trykte teaterprogrammer og teaterplakater afleveres via pligtafleveringen til Det Kongelige Bibliotek og samtidig modtager vi også andre publikationer fra teatrene. Programmerne kommer til Småtrykssamlingen, og løbende bliver artiklerne fra Det Kongelige Teater lagt ud på nettet (vælg "Teaterprogrammer" i menuen). Plakaterne går til Kort- og Billedsamlingen, men plakaterne fra teatret i Lille Grønnegade fra 1723-26 kan dog ses online.

Teatermusik

Opera og musik til teateropførelser hører hjemme i Musiksamlingen, hvoraf en stor del er digitalisret som fx Digitaliseret samling af Dansk Teatermusik ca. 1750-1900,  Digitaliseret samling af trykte noder fra 1800-tallet til August Bournonvilles balletter og Digitaliseret samling af noder og sangtekster til de ældste Københavnske Sommerrevyer 1876-1900. 

Teaterbilleder

Teaterbilleder findes både i Teatersamlingen og i Billedsamlingen. Her findes to store samlinger af teaterbilleder, dels Holger Damgaards Samling med scenebilleder fra københavnske teatre i perioden 1909-1940, dels John R. Johnsens store samling af primært ballet, moderne dans og performance i perioden 1969-2003 – men også jazz. Derudover findes der en stor samling portrætbilleder af scenekunstnere, sorteret efter navn. Teaterbillederne i Teatersamlingen ligger oftest i de enkelte kunstneres scrapbøger – det er altså nødvendigt at søge begge steder. Flere og flere billeder bliver dog digitaliserede og lagt ud Billedbasen i REX.