Manglende bøger i Det Kongelige Biblioteks ældre samlinger

Det Kongelige Bibliotek blev i 1970erne ramt af store tyverier. Herefter gennemførtes en omfattende revision af bibliotekets ældre samlinger.

Mange år efter, i 2003-2004, blev tyverierne opklaret. Efter opklaringen har biblioteket udarbejdet en liste over bøger, som er konstateret manglende i bibliotekets ældre samlinger.

Mangellisten omfatter bøger trykt i perioden 1501-1949. Den er opstillet kronologisk efter trykkeår, således at den er umiddelbart anvendelig for antikvarboghandlere og auktionshuse, der har behov for hurtigt og sikkert at kunne bestemme, om et indkommet værk forekommer i Det Kongelige Biblioteks mangelliste.

For at den offentliggjorte mangelliste kan danne det bedst mulige grundlag for videre eftersøgning, har biblioteket foretaget en kritisk verificering af hver enkelt titel, og mangellisten er beriget med supplerende data fra de kilder biblioteket anvender hertil (se nærmere i introduktionen til listen).

'Kongelige Kendetegn' er en digital fortegnelse med afbildninger og beskrivelser af ejermærker, kendetegn og karakteristika på ældre bøger i bibliotekets samlinger.