Bogens anatomi og terminologi

Tavler fra Svend Dahl: Forsøg til en Ordbog for Bogsamlere. 3. udg. København 1944.

 
       

Almuebind (el. bondebind)
Pergamentbind dekoreret med påmalede mønstre, som bogbinderne solgte til den jævne befolkning, undertiden som forlovelsesgave. I dag er de sjældnere end datidens bogsamleres yndede spejlbind af skind i forskellige farver.

Bind
Hæftesnorene og de forhøjede tværbånd som de danner på et bogbinds ryg. Det kaldes ”ophøjede bind” til forskel fra ”glatte rygge”, som fremkommer ved, at der saves en fordybning i arkenes ryg, hvor hæftesnorene lægges. På bøger med løs ryg (se Ryg, løs) ses ofte kunstige ”bind”, som laves ved at klæbe smalle læder- eller papstrimler tværs over papryggen, inden skindet sættes på. Ordet ”bind” er uheldigt, da det let giver anledning til misforståelser. Svend Dahl foreslår i sin ordbog ”hæftebind”. 

Blindtryk
 
Dekoration på bogbind udført med varme ruletter (se dette) og stempler og uden guld. Var meget anvendt i middelalderen og renæssancen. Blev senere ofte udført med en eller flere plader i stedet for stempler.

”Die-cut”-rullestempel 
Udstanset stempel.

Filet
Bortdekoration på bogbind. Linje frembragt med lange buede metalstempler (fileter). Kan også bestå af prikker og korte streger.

Folio 
Papirformat. Et ark foldet én gang, således at man får to blade (fire sider). Nu regnes formatet oftest efter bogens højde, hvilket betyder, at folianter er bøger på over 35 cm’s højde. Formatet forkortes fo., fol. eller 2º.

Forlagsbind 
Bogen leveres indbundet fra forlaget. Bind seriefremstillet til et større oplag af bogen. Stort set først brugt i Danmark fra noget ind i 1800-tallet. Indtil da blev bøger solgt uindbundne i løse ark eller med et midlertidigt omslag af papir eller tyndt pap (se Privatbind).

Franskbind 
Bindtype fra 16-1700-tallet, der bestod af et solidt hellæderbind uden anden udsmykning end i det højeste en gulddekoration på bindets ryg og måske, men ikke nødvendigvis, et monogram midt på siderne og en guldbort langs kanten. Prisen svingede mellem 1 mark 14 skilling og 3 mark, alt efter om der var ekstra udsmykning som guldsnit og spænder eller bindebånd.

Grolier-bind 
Rigt dekorerede bind, som har tilhørt bogsamleren Jean Grolier (1479-1565). De er udført i Italien og Frankrig af italienske og franske bogbindere. Deres dekoration er oftest karakteristisk ved anvendelsen af sammenslyngede rammer med brudte linjer og bånd, og med stempler i mellemrummene.

Komponerede bind 
Betegnelse for et forlagsbind (se dette). Oftest helbind i shirting (se dette), der er maskinelt fremstillede og hvori der er presset ”komponerede” dekorationer i guld eller farver, der dækker hele forpermen; ofte sådan at bindene blev fremstillet i alternative grundfarver, så køberne havde mulighed for at vælge. Ses især fra sidste halvdel af 1800-tallet.

Kvart (eller kvarto) 
Papirformat. Et ark foldet to gange, således at man får fire blade (otte sider). Nu regnes formatet oftest efter bogens højde, hvilket betyder, at kvarter er bøger på mellem 25 og 35 cm’s højde. Formatet forkortes 4º eller 4to.

Maroquin 
Gedeskind, oprindeligt marokkansk.

Millimeterbind 
Opfundet af den danske bogbinder Henrik Park i midten af det 20. århundrede i en tid med materialeknaphed. Omslaget begynder kun få millimeter fra ryggen. Bindet er betrukket med tyndt skind og det skal laves meget præcist for at undgå spændinger, når det åbnes.

Narv 
Skinds overflade.

Oktav (eller octavo) 
Papirformat. Et ark foldet tre gange, således at man får otte blade (16 sider). Nu regnes formatet oftest efter bogens højde, hvilket betyder, at oktaver er bøger på under 25 cm’s højde. Formatet forkortes 8º eller 8vo.

Permer 
Bindets for- og bagside.

Pladetrykt bind 
Bind, hvis dekoration er trykt med graverede plader.

Privatbind 
Bind, der på privat initiativ er udført til et enkelt eksemplar af en bog; til forskel fra forlagsbindet (se dette). Det almindelige indtil et godt stykke ind i 1800- tallet.

Rocaille 
Dekorationsornament på bogbind. Minder om uregelmæssigt svungne muslingeskalsformer. Benyttedes i rokoko- og nyrokokotidens bogkunst, oftest til hjørne- og rammemotiver, men ses også spredt over hele bindfladen.

Ryg, fast 
Bogryg, som er klæbet direkte på arkenes ryg.

Ryg, løs 
Bogryg, som ikke er klæbet fast til arkenes ryg. Løs ryg blev indført i slutningen af 1700-tallet, fordi skindet på den faste ryg let knækkede, så forgyldningen tog skade.

Rulet el. rullestempel 
Roterende messingskive på skaft. På skivens kant er indgraveret et mønster. Bruges til at præge borter på bogbinds sider og kanter.

Saffian 
Fint gedeskind fra Nordafrika, især Saffi i Marokko. I nyere tid bruges det ofte om gedeskind af dårligere kvalitet.

Shirting 
Præpareret, let, tætvævet bomuldsstof til bogbind. Ofte forsynet med en kornet eller mønstret overflade for at imitere skind.

Silkereps 
Meget fin silke med linjestruktur. Bruges bl.a. til forsats.

Spejlbind 
Bind bestående af skind i to eller flere farvetoner, adskilt ved blind- eller guldtrykte rammedekorationer. Som regel rektangulært midterfelt (spejlet). Engelsk bind: Spejlbind, hvis sider er dekoreret med et, som regel rektangulært, midterfelt indrammet af en guld- eller blindtrykt linje eller bort. Langs bindsidens kanter løber som regel en fin guldlinje, og ryggens felter er oftest dekorerede med midt- og hjørnestempler. Kommer til Danmark i løbet af andet årti af 1700-tallet. Holbergbind: Typisk dansk spejlbind, der opstod senest i begyndelsen af 1720’rne. Kalve- eller fåreskind, hvor det rektangulære midterfelt er mørktstænket eller marmoreret og omgivet af en lysere brun ramme med ustænket skind. I yderste ramme er skindet atter enten mørktstænket eller marmoreret. Den indre rammes kant mod midterfeltet er i reglen blot en blindtrykt linje, mens den ydre rammes kant er en blindtrykt, sjældnere guldtrykt, bort. Hjørnerne på den ydre ramme er som regel udsmykket med et udadvendt ornament, der ved en skrålinje eller et skråtstillet ornament er forbundet med hjørnerne i den indre ramme.

Straight grained 
Langnarvet (se Narv).

Vuggegængestempler 
Stempler, der frembringer figurornamenter, der ligner opadbøjede gænger under en vugge eller gyngestol. Bruges formentlig første gang i Danmark på bindet om hofprædikant H. G. Masius’ Interesse principum fra 1687.

 


Bibliografi
Birkelund, Palle, Esli Dansten og Lauritz Nielsen (red.): Nordisk Leksikon for Bogvæsen I-II. København/Oslo/Stockholm 1951-1962.

Corsten, Severin, Günther Pflug og Friedrich Adolf Schmidt-Künsemüller (udg.): Lexikon des gesamten Buchwesens I-V (A-Photon). Stuttgart 1987-1999.

Dahl, Svend: Forsøg til en Ordbog for Bogsamlere. København 1944.

Ilsøe, Ingrid: Bogbindsundersøgelser i Det kgl. Biblioteks samlinger. II. Danske bogbind og bogbindere ca. 1710-1740. Fund og Forskning 35, 1996, s. 11-64.

Lemaitre, Henri og Anthony Thompson: Vocabularium bibliothecarii. Unesco 1953.