Knudåge Riisager: 'Bold Ouverture'

Forfatter: Claus Røllum-Larsen

Musik- og Teaterafdelingen har i sommer erhvervet autografen til Knudåge Riisagers Bold Overture, som er slutdateret 20. oktober 1971 og dermed et af hans sidste værker. Ouverturen blev komponeret i anledning af, at Riisager i 1972 skulle modtage æresdoktorgraden ved Seattle University.

Forhistorien til denne specielle og ærefulde tildeling var, at den amerikanske dirigent og organisator Mikael Scheremetiew i 1971 havde aflagt besøg i København for at skaffe opførelsesmateriale til hans nyligt grundlagte Thalia Symphony Orchestra. Orkestret var et af de ensembler, der indgik i Thalia Allied Artists, som Scheremetiew havde oprettet. Det var nu blevet tilknyttet Seattle University som orchestra-in-residence.

Under besøget havde Scheremetiew henvendt sig til Riisager og var derpå blevet indbudt til at besøge ham og hans hustru Åse på Frederiksberg. Mødet mellem den aldrende komponist og den unge amerikaner forløb så godt og havde været så inspirerende for Scheremetiew, at han efter at være vendt hjem til Seattle i samarbejde med bl.a. den danskfødte associate professor i musik og chairman ved instituttet for Fine Arts ved Seattle University, Louis Christensen, fik arrangeret et besøg af Åse og Knudåge Riisager det følgende år; Riisager skulle her promoveres som æresdoktor, og der skulle arrangeres en række koncerter med bl.a. Riisager-værker på programmerne.

Efter to ugers ophold i Seattle blev Riisager den 12. maj 1972 promoveret til æresdoktor i musik – det første æresdoktorat af denne art i staten Washington. Ved højtideligheden uropførtes hans Bold Overture, som er tilegnet Mikael Scheremetiew. Værket hed oprindelig Preludio ardito, men dirigenten foreslog Bold Overture, som ville være bedre til amerikansk brug.

Begrundelsen for tildelingen af æresdoktoratet fremgår af indledningen af den såkaldte Honorary Degree Citation:

“Seattle University pays tribute to a man whose achievements as a composer have become a part of his country’s heritage, while, at the same time, their cosmopolitan language has readily found appreciative ears on the international musical scene. It is entirely appopriate that an institution of higher learning should honor the distinguished Danish composer Knudaage Riisager, for he served eleven fruitful years as director of the Royal Danish Conservatory of Music.”

Det er således både Riisagers bidrag til dansk musik og hans internationale orientering, man ønskede at hædre ham for, foruden at hans virke som leder af musikkonservatoriet formodentlig har været en forudsætning for, at universitetet har taget skridt til promotionen.

Rejsen til Seattle var Riisagers første besøg i USA. Det fremgår tydeligt, at de amerikanske værter var begejstrede for mødet med den danske komponist, ”also thought of as Denmark’s national composer”, og ”[the] Leading Danish Composer”, som ”for a generation has been called ’the grand old man’ of Danish music.” At det bemærkes, at Riisager i sin tid gav afkald på posten som finansminister for at komponere er så en anden sag! I sin avisartikel om besøget karakteriserer Stephanie Miller Riisager som et dansk modstykke til Aaron Copland og fremhæver hans integrering i sin musik af nationale elementer – dvs. motiver fra H.C. Andersen-eventyr og fortællinger fra Grønland – samt at han under den tyske besættelse komponerede Frihedssangen.

Tildelingen af æresdoktorgraden i Seattle blev den sidste større hædersbevisning, som blev Riisager til del. Der er ingen tvivl om, at den var en stærk opmuntring for ham og en påmindelse om, at hans musik trods de nye signaler, der var hejst i den musikalske verden, stadig kunne vinde nye – og i dette tilfælde også ganske unge – tilhørere for sig.

Autografen til Bold Overture har været i Mikael Scheremetiews eje. Efter hans død i 1977 har den tilhørt hans familie, fra hvem den er erhvervet.