Mao-emblemer
Forfatter: Bent Lerbæk PedersenUnder kulturrevolutionen i Kina (1965-1976) skulle dens aktivister, rødgardisterne, have nogle symboler, de kunne samles om. Den ene ting var deres "bibel", Maos lille røde og den anden ting var et emblem prydet med Mao Zedongs profil. Der blev fremstillet enorme mængder og mange varianter af disse emblemer. Det menes at 4,8 milliarder blev produceret, og hertil blev anvendt omkring 9600 tons aluminium
Orientalsk Samling erhvervede i december 2007 160 Mao-emblemer fra en privatsamler. 154 af dem er runde, mens de resterende er i forskellige former bl.a. som et flag med inskriptionen: Hongweibing (rødgardist). 147 af dem er af blik eller aluminium, hvor nogle desuden har delvis plastikoverflade, mens ni er helt af plastik og fire er af porcelæn med en malet profil af Mao. De fleste har Maos profil i guld- eller sølvfarve, og profilen vender alle på nær en mod venstre. Baggrunden er næsten altid rød. Den røde farve er selvfølgelig forbundet med kommunismen, men traditionelt er rød desuden glædens og lykkens farve i Kina. Omtrent halvdelen har en ydre ring i metalfarve, som enten er formet i et enkelt snormønster, takker, prikker og riller, eller, i mere dekorerede udgaver, såsom en rækker stjerner, blomsterkroner eller politiske sentenser. Hovedparten har med en diameter på omkring 4-5 cm, men nogle få går helt op til ca. 10,5 cm.
Mange af emblemerne har desuden en form for dekoration nederst. Det kan være sentensen: "Længe leve formand Mao", Maos fødehjem, krigsskibe, flyvemaskiner, raketter, broer, Maos udvalgte værker, blomsterranker og hentydninger til Maos position i verden (billede af en del af globen) eller til kommunistpartiets historie, som et billede af pagoden i Yan'an, der var endestationen for den lange march. Nogle få af dekorationerne indeholder dog også traditionel symbolik, som hvor eks. bølger slår op omkring en klippe med et fyrretræ. Dette kan læses som: Vandet står for yin-kraften, klippen for yang-kraften og fyrretræet for langt liv; desuden prydes dekorationen af en sentens, der lyder. "Formand Mao længe leve i uendelighed".
Hovedparten af emblemerne viser Maos ansigt fra slutningen af 1950erne eller begyndelsen af 1960erne uden hat, men på 23 af dem bærer han en soldaterkasket og et af dem viser ham som ung. Dem med kasketten viser som regel Maos profil fra den periode, hvor kampen mod nationalisterne og japanerne var aktuel i 1930erne og 1940erne.
Orientalsk Samling under Nationalbiblioteket har siden 1980erne også indsamlet politiske plakater fra Kina og effekter relateret til kinesisk bog- og skrivekunst. Blandt disse effekter er bl.a. to tepotter med Mao Zedongs profil og indgraverede Mao sentenser og papirklip med revolutionære emner. De nyerhvervede emblemer passer fint ind i Orientalsk Samlingen effektsamling, som en yderligere dokumentation af Kulturrevolutionsperiodens vægt på revolutionært politisk virke.

