Carl Nielsens og Holger Drachmanns Hr. Oluf han rider

Første opførelse siden premieren i 1906

Forfatter: Niels Krabbe

I begyndelsen af november kunne man for første gang siden 1906 høre en komplet koncertopførelse af Carl Nielsens musik til Holger Drachmanns skuespil Hr. Oluf han rider-. Opførelsen fandt sted på Det Kongelige Teaters Gamle Scene under medvirken af Collegium Musicum, Lille Muko, og en række sangere og skuespillere – alt sammen under ledelse af Michael Schønwandt, og i december sendes en radiooptagelse af hele fremførelsen.

Carl Nielsens musik til Hr. Oluf omfatter ikke færre end 230 partitursider og er således, ved siden af musikken til Aladdin, hans mest omfattende skuespilpartitur. Opførelsen fandt sted efter Carl Nielsen Udgavens nyreviderede partitur, der for første gang siden tilblivelsen for mere end 100 år siden præsenterer hele Nielsens Hr. Oluf-musik på tryk. Den er kommet i stand som et samarbejde mellem Michael Schønwandt og Carl Nielsen Udgaven ved Det Kongelige Bibliotek og er samtidig den første af en række arrangementer i løbet af de kommende måneder, der markerer afslutningen på Det Kongelige Biblioteks store Carl Nielsen projekt: en kritisk-videnskabelig udgivelse i 35 bind af samtlige komponistens værker. Projektet, der har pågået gennem de seneste 15 år, er et af de største udgiverprojekter inden for musik i Danmark nogensinde, og har kostet mere end 40 millioner kroner. For første gang er nu samtlige Carl Nielsens værker tilgængelige i en moderne, kritik-videnskabelig udgave til glæde og gavn for danske og udenlandske forskere, musikere, dirigenter og andre interesserede.
 

Musikken til Hr. Oluf har som nævnt ikke været spillet i sin helhed siden opførelsen af Drachmanns skuespil på Det Kongelige Teater i efteråret 1906, hvor stykket blev spillet i alt 10 gange og i øvrigt blev en eklatant fiasko. Ingen har siden overvejet at tage Drachmanns skuespil op igen, selvom det både er poetisk, dramatisk, tankevækkende samt forsynet med omkring halvanden times musik af vores kendteste komponist. En afgørende barriere for en scenisk opførelse vil det dog altid være, at længere passager skal fremføres som såkaldt melodrama – det vil sige talt recitation ledsaget af musik; det er ikke lige den udtryksform, der står i høj kurs på et moderne teater, men sådan brugte man det ofte i begyndelsen af forrige århundrede, og strengt taget er det vel i en vis forstand det samme som underlægningsmusik på film. Hr. Oluf partituret består dog langt fra udelukkende af recitation: her er også sange, korsatser og ikke mindst stemningsskabende orkester-forspil og –mellemspil.
 

Drachmanns skuespil bevæger sig på tre planer: for det første en ganske kort rammehandling, hvor to vandringsmænd (”den ældre vandrer” og ”den yngre vandrer”) mødes i den danske bøgeskov; for det andet en form for hovedhandling med de onde mod de gode, nogle forsvundne dokumenter omkring arveforhold, en nedbrændt gård og et tvangsægteskab, alt sammen indrammet af brydningen omkring reformationen mellem den ”gamle”, katolske tid med dens dionysiske tilgang til livet og den nye, golde protestantiske ortodoksi (eller som det hedder i Drachmanns regibemærkning: ”den Tid, hvor Reformationen besejrede den ældre Tro – uden at kunne besejre den lyse Nat”); og så for det tredje det lag, der tydeligvis har inspireret Carl Nielsen, og hvor den musikalske hovedvægt er lagt: myten om Hr. Oluf, sommernattens trylleri og livet blandt alfer, nisser og elvermøer. Gennem kombinationen af disse tre lag formår Drachmann at sætte den middelalderlige folkevise om Hr. Oluf og hans splittelse mellem den dragende elverpige og den tilkomne, uskyldsrene jordiske brud ind i en egentlig dramatisk sammenhæng. Sammenligningen med et andet hovedværk i dansk musikhistorie, Niels W. Gades Elverskud, er nærliggende; men hos Gade er der tale om et værk for kor, soli og orkester, der udelukkende bygger på folkevisens stof, men her i Hr. Oluf det gamle stof er vævet ind i en egentlig handling som et bidrag til Drachmanns hovedanliggende: at beskrive den danske sommernat og al dens væsen – et ”væsen”, der er i stand til at overvinde intrigemageri, dødbideri og gustent overlæg.
 

Som altid, når Carl Nielsen var i færd med et af sine mange arbejder for Det Kongelige Teater, gik det hektisk for sig – mange af gangene gik det for resten også galt, men det er en anden historie: manglende tekster til tiden, tekstændringer af den ene eller anden art, forkortelser, problemer med scenografien m.v. skabte vanskeligheder for komponisten. Først så sent som i juli 1906, altså kun lidt mere end to måneder før premieren, modtog Carl Nielsen de sidste manglende akter af teksten, så først her kunne han danne sig et endeligt overblik over, hvor i stykket musikken bedst kunne gøre fyldest. I disse måneder foregår der således en hektisk korrespondance mellem digter, komponist og teater om en lang række detaljer både af dramatisk og teaterteknisk art. Selvom Carl Nielsen tog arbejdsophold på godset Fuglsang måtte han indse, at han ikke kunne nå at få opgaven fuldført på egen hånd. Af de meget rodede og overmalede kilder kan vi følge, hvordan han må have hjælp udfra med færdiggørelsen på en måde, som han i de efterfølgende år gentagne gange måtte ty til. Det foregik på den måde, at han skitserede et afsnit af musikken uden at gøre partituret færdigt: melodi, harmonier, måske et par instrumentangivelser hist og her er angivet i Carl Nielsens nodemanuskript, hvorefter han sendte det til en elev eller ven, som derefter foretog den egentlige udskrivning for fuldt orkester. I tilfældet med Hr. Oluf blev det hans gode ven og kollega, den hollandske komponist Julius Röntgen, der gjorde dele af partituret færdig – naturligvis under komponistens supervision og på en måde, så resultatet til fulde kunne godkendes. Det var i dette tilfælde så heldigt, at også Røntgen opholdt sig på Fuglsang i denne periode, så de to komponistkolleger kunne være i løbende kontakt om detaljer i udformningen. Et lignende forhold gør sig gældende i forbindelse med et af Carl Nielsens kendteste og mest elskede værker, Fynsk Foraar; hvis man vil trække det hårdt op kunne man sige, at her er der ikke en eneste tone i det endelige værk, der er komponeret af Carl Nielsen, hvis man med ”komponeret” mener fuldt instrumenteret og udskrevet for orkester. Det er nemlig hans elev Nancy Dalberg, der stod for denne del af processen – igen naturligvis på baggrund af skriftlige og mundtlige anvisninger fra komponisten.
 

Hr. Oluf er Drachmann sidste større arbejde, skrevet på et tidspunkt, da hans position på parnasset var for stærkt nedadgående, samtidig med at hans opfattelse af sig selv som digter antog betydelige højder. Ideen til stykket fik han under et ophold i Paris i 1901 i forbindelse med et fremstød for et andet af sine arbejder Vølund Smed, som han havde fået læst op ved en salon i Paris. Begejstringen lyser ud af den første omtale af stykket i et brev fra Paris dette år: ”… det dejlige Skærsommernats-Drama (som jeg sidst omtalte) ”Hr. Oluf han rider – ” Jeg arbejder ivrigt – Versene bølger – Figurerne former sig – det dufter op af Vaar og Skovens Aande – aa, det bliver dejligt. […] Jeg er helt inde i den lyse, vidunderlige danske Sommernat – den danske Skærsommernatsdrøm”. Idealet er intet mindre end Shakespeare, Drachmanns store helt og forbillede. I 1904 vender han igen tilbage til arbejdet, som han nu vil tage til Italien og arbejde på ”…. og dèr vil jeg skabe et Mesterværk – ligefrem gaa den gale ”Shaksberg” i Bedene – skabe ”Den danske Sommernats Drama” ”Hr. Oluf han rider-” ma foi! Og det skal blive den farlige Konkurrent til det-som-Aaleskind-sejge-uopslidelige ”Der var engang-” (hvorover Vorherre holde sin Forlægger-Haand endnu i mange Aar!).”
 

Der er et vist tragisk skær over misforholdet mellem Drachmanns visioner om sin succes og den virkelighed, han er og bliver en del af. Efterhånden som han nærmer sig målet, nemlig opførelsen på Det Kongelige Teater i anledning af sin 60 års dag d. 9. Oktober 1906, bliver tonen mindre og mindre begejstret, og mindre end en måned før premieren sammenfatter han arbejdet med denne malende beskrivelse: ”Historisk set har jeg anvendt 3-4 Aar paa dette Arbejde – ja mere. Der vil findes Vogmandslæs af Manuskripter efter min (sene) Død, hvad dette Drama anbelanger! Det har slugt Tid, Kræfter, Penge, Kvinder og Tobak – i uendelige Varianter. Og naar det nu kommer frem d. 9de. Oktb. – og hvis det gør Lykke (hvad der er mere end Sandsynlighed for) saa slæber Forlaget et formeligt Sølvskib iland – medens jeg ikke oppebærer en eneste rød Øre (nemlig ikke i min Portemonnix!)” Til gengæld fik han vist nok Kommandørkorset – i hvert fald lobbyede han bag kulisserne paa at det skete.
 

Oprindeligt havde Drachmann bedt komponisten Lange-Müller om at komponere musikken til Hr. Oluf. De to havde tidligere haft et fortrinligt samarbejde omkring skuespillet Der var engang (det med ”Midsommervisen”), men nu, knap tyve år senere, var Lange-Müller så syg, at han måtte sige nej til at påtage sig den krævende opgave. På hans opfordring blev så Carl Nielsen spurgt, og selvom det som nævnt var yderst småt med den løbende levering af teksten, sagde han ja. Han var på dette tidspunkt inde i en meget hektisk periode. Gennem det meste af 1905 havde han bakset med kompositionen af operaen Maskarade, og sideløbende med arbejdet med Hr. Oluf var han dybt involveret i prøvearbejdet på Maskarade med henblik på førsteopførelsen, der fandt sted kun knap en måned efter Drachmann fejringen med Hr. Oluf.
 

Fejringen af Drachmanns 60 årsdag blev den helt store københavnerbegivenhed, som antydet delvis iscenesat af ham selv. Aviserne – og her var Politiken toneangivende - havde større foromtaler, en række af de københavnske teatre havde Drachmann på plakaten, og på Rådhuset var der fest med taler (af bl.a. Georg Brandes) og fakkeltog – og så festforestillingen på Det Kongelige Teater med Hr. Oluf. Mod Drachmanns forventninger fik den ikke nogen venlig modtagelse af anmelderne. Kun musikken fandt nåde for kritikernes øjne. Man hæftede sig ved, at komponisten, bedre end digteren, havde formået at skildre sommernattens mystik og trolddomskraft, som var målet for Drachmanns bestræbelser. Efter denne dag lakkede det så småt mod enden for Drachmann. Hans biograf Paul Rubow kalder karakteristisk nok det sidste kapitel i sin store Drachmann bog for ”Sidste Aar – triste Aar”. Hr. Oluf skulle have været et højdepunkt, men det kunne den ikke leve op til. Den fik 10 opførelser – to af dem dirigeret af Carl Nielsen selv - og blev så taget af plakaten for ikke siden at blive genopført. Også om Carl Nielsens musik blev der stille. Et par koncertopførelser af uddrag blev det til, ligesom et par af sangene blev trykt. Men det store håndskrevne partitur med dets tydelige spor af alle bryderierne omkring tilblivelsen lå ubenyttet hen i næsten 100 år. Nu er det revideret, kommenteret, trykt og opførelsesklart, og forleden kunne vi høre det. Måske vil den samlede opførelse - der ganske vist kun vedrører en del af skuespillet, nemlig den del, som Carl Nielsen har sat i musik - bidrage til en rehabilitering af Drachmanns stykke, der må siges at være bedre end sit rygte.