Aktuelt fra Forskningsafdelingen

December 2008

 

 


 

Schalburg

 „Jeg skriver i Hast. Bag mig er den store Flod, foran er Fjenden. Han skyder uafbrudt med Artilleri. Det sprøjter op i Sandet. Hus efter Hus ryger sammen. Angreb paa Angreb ruller frem mod os og bliver afværget. Naar du har faaet dette Brev, har vi atter vundet en Sejr."

Brev fra Schalburg til hans kone,
østfronten den 4. september 1941.

Nazisten og SS-soldaten C.F. Schalburg levede kun et halvt liv. Ved sin død på østfronten i 1942 var han blot 36 år gammel. Alligevel nåede han at opleve mere, end de fleste andre mennesker når på et helt liv. Han var vidne til og blev præget af i. verdenskrig, den russiske revolution, 2. verdenskrig og mødte nogle af denne periodes mest magtfulde mænd som zar Nikolai II og Adolf Hitler.

Schalburg - en patriotisk landsforræder fortæller historien om „Danmarks største landsforræder": hans barndom i det kejserlige Rusland, tiden i Danmark som familiefar og livgardeofficer i 1930'erne og hans ideologiske og frygtløse kamp under Waffen-SS i de sidste år før hans død.

Schalburgs egne hidtil ukendte optegnelser, dagbøger og breve bidrager sammen med et rigt illustrationsmateriale til at skildre mennesket bag myten Schalburg.

 Mikkel Kirkebæks bog om C.F. von Schalburg

Mikkel Kirkebæk (f. 1973) er uddannet historiker fra RUC og har været tilknyttet Det Kongelige Biblioteks forskningsafdeling under arbejdet med denne bog. Han har tidligere skrevet Beredt for Danmark - Nationalsocialistisk Ungdom1932-1945 (Høst & Søn 2004) og har bidraget til Over stregen (Gyldendal 2007) med artikler om de danske topnazister C.F. Schalburg, Hans Jensen og Erik Lærum.

 

 

Til top


Anna Anchers pasteller

Bogen “Anna Anchers pasteller” udkom i 2008 på dansk og engelsk på forlaget Vandkunsten i samarbejde med Det kongelige Bibliotek. Den er resultat af et projekt støttet af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling og af Det Kongelige Bibliotek.  

Anna Ancher (1859-1935) regnes blandt Nordens bedste pastelkunstnere, en pioner i denne teknik, der blev moderne igen i 1880’erne. Hendes æske med franske pastelfarver er bevaret i museet Michael og Anna Ancher Hus i Skagen. Anna Anchers pasteller repræsenterer en afgrænset, men særdeles markant del af hendes kunst, som ikke tidligere har været studeret systematisk eller publiceret specifikt. Her præsenteres hendes 25 bedste.

I kraft af primær forskning og et tæt samarbejde med flere malerikonservatorer er det blevet muligt at dokumentere Anna Anchers teknik, metode og foretrukne farver. Det bringer os tættere end nogensinde før på Anna Anchers kunstneriske intentioner, som langt tydeligere kommer til udtryk i pastellerne end i hendes oliemalerier. 

Elisabeth Fabritius' bog om Anna Anchers pasteller 

Til top


      Gehejmeråd Rabens Insektindsamlinger

 

Gehejmeråd Rabens sommerfugleværk  

”Geheimeraad C F. Rabens danske insektindsamlinger : en registrant over en samling akvareller og noter fra Aalholm om sommerfugle og andre insekter og dyr (1740-1752)”. Udgivet ved Svend Kaaber, Boy Overgaard Nielsen og Thorkild Munk.

Indsamlingerne er et interessant vidnesbyrd om hvordan det stod til med kendskabet til den danske insektfauna, kort tid før Linné offentliggjorde sit banebrydende taxonomiske arbejde. Insektsamlingen er for længst gået til, men bevaret er en række fremragende farvelagte plancher af de dyr, Raben fandt. Værkerne kom for dagen for nylig på Ålholm Slot - hvor Fr. Raben i sin tid boede - i forbindelse med at slottet blev solgt.

Fra Det Kongelige Bibliotek har forskningsbibliotekar Lisbeth W. Børgesen bidraget til registrantens tilblivelse, ligesom den er udgivet af biblioteket i kommission hos Forlaget Psyche, 2008  254 pp.

Til top


Traditionen tro?

Traditionen tro? Hverdag og fest igennem 200 år belyser danske skikke, ritualer og traditioner i hverdag og fest. Hverdagens omgangsformer og de skrevne såvel som uskrevne regler bliver ofte forstørret op, når vi holder fest. Derfor kan festerne fortælle meget om, hvad der betyder noget i vores hverdag: om det er familien eller vennerne, vi føler os knyttet til, hvad der giver prestige og et godt omdømme, eller hvilke statussymboler, vi sætter højt.

Traditionen tro? belyser udviklingen og forandringen i fester henholdsvis på landet og i byerne, efterfulgt af det fælleskulturelle livsstilsmiljø efter 1970. Når traditioner ændrer sig, er det fordi den måde, vi organiserer os på i hver­dagen, ændrer sig.

Traditionen tro? stiller blandt andet skarpt på den omfattende iscenesættelse af hverdagens værdier og normer, der foregår i forbindelse med indgåelse af ægteskab. Ægteskabet har været en af samfundets hovedhjørnesten, og bryl­luppet og forberedelserne hertil har derfor i de fleste samfund været den stør­ste af livets fester.

Traditionen tro? viser, at de skikke, ritualer og traditioner, vi til enhver tid omgiver os med, er meningsfulde og endda nyttige. Bogen anskueliggør, at traditioner er tæt forbundet med modernitet, og at de har været med til at fremme ændringsprocesser ved at skabe forestillinger om kontinuitet i vores egen og i hele landets historie.

 

    Forside fra Else Marie Kofods bog Traditionen tro? 

Else Marie Kofod er overarkivar og leder af Dansk Folkemindesamling, der 1. januar 2008 fusionerede med Det Kongelige Bibliotek.

Til top


Northern Antiquities

Danmark blev i Europa, og specielt i Storbritannien, efter statsomvæltningen i 1660 anset for en absolutistisk modelstat. Dette politiske omdømme påvirkede også den nationale, politiske og kulturelle selvforståelse i Danmark. I bogen undersøges omverdenens identifikation af Danmark og Norden i interaktion med selvforståelsen i Danmark i det 18. århundrede: Fra Robert Molesworths neo-republikanske version af Danmarks historie til blomstringen af nordisk-national historieskrivning i perioden efter J.F. Struensees fald undersøges en række vigtige politiske og intellektuelle episoder.

Forestillingerne om Danmark og det Nordiske havde lod og del i en europæisk politisk tænkning, som teoretisk og praktisk forbandt patriotisme og absolutisme. I Danmark blev denne politiske tradition brugt som et redskab til en historisk rekonstruktion af en særegen nordisk form for frihed.

Blandt de skribenter og forfattere som præsenteres på tværs af bogens kapitler finder man især Ludvig Holberg, Paul-Henri Mallet, Peder Kofod Ancher, Jens Kraft, Jens Schielderup Sneedorff, Peter Frederik Suhm, Johannes Ewald og Tyge Rothe.

Undersøgelsen af forholdene i Danmark er i bogens forskellige bidrag blevet sat i europæisk perspektiv i relation til interdisciplinære studier af den europæiske oplysning, og i særlig grad bliver der fokuseret på arven fra Samuel Pufendorf, Christian Thomasius, Christian Wolff og Montesquieu.

 

  Northern Antiquities and National Identities

Knud Haakonssen & Henrik Horstbøll: Northern Antiquities and National Identities. Perceptions of Denmark and the North in the Eighteenth Century, Historisk-filosofiske Medddelelser 101, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2008, 382 s. 220 kr

Til top


   Louise Wolthers Ph.D.-afhandling Blik og begivenhed 

 

Ph.D. i fotohistorie 

I 2008 forsvarede bibliotekets ph.d.-stipendiat Louise Wolthers sin fotohistoriske afhandling ”Blik og begivenhed”. Samtidig viste udstillingen ” SPOR – af fotografiets fortællinger” fotografier fra afhandlingens cases.

Afhandlingen udvikler nye måder at bruge og konceptualisere det fotografiske medie på i historisk regi, og det imødekommer den stadigt stigende mængde af fotografier i nationale samlinger og offentlige arkiver. Afhandlingen baserer sig dels på grundforskning i Det Kgl. Biblioteks Billedsamling og dels på teoretiske udredninger af det paradoksale og udfordrende forhold mellem fotografi og historieskrivning. En grundlæggende tese er, at fotografier rummer nogle mediespecifikke historiske potentialer, som må begrebsliggøres med tværfaglige termer, hvoraf især performativitetsbegrebet har relevans.

Afhandlingen behandler spændingsforholdet mellem fotografi og historieskrivning på tre niveauer.

1: Den empiriske, fotohistoriske forskning i dansk fotografi mellem ca. 1860 og 1920, bl.a. i krigsfotografi, stereoskopgallerier og privatalbum.

2: Den kulturhistoriske kontekstualisering af de enkelte cases: Det kommercielle fotografi fra 1890’erne, visualiseringen af krigen i 1864 samt den tidligere danske koloni, De Vestindiske Øer, set af en amatørfotograf.

3: De teoretisk-metodiske diskussioner som fx: Hvordan fungerer mediet som kilde og hvordan bidrager det til vores nationalhistoriske forståelse?

 

Til top


Jødespørgsmålet 

Som forløber for Det Kongelige Biblioteks og Kildeskriftselskabets kommende udgivelse af tyske akter til besættelsespolitikken i Danmark september 1942-maj 1945 med udgangspunkt i Werner Bests korrespondance med det tyske udenrigsministerium er udsendt en kildeudgave, der med temaet ”Jødespørgsmålet i Danmark” belyser de tyske initiativer i spørgsmålet fra april 1940 til og med august 1943. Akterne er hentet fra danske og tyske arkiver.

 

     

 Det er udgiverens opfattelse, at ”jødespørgsmålet” snarere før end siden ville være blevet søgt ”løst” i Danmark under alle omstændigheder uagtet, at den tyske besættelsesmagts repræsentanter indtil augustoprøret med held fik udskudt, at det blev sat endeligt på dagsordenen.

John T. Lauridsen: Tyske akter vedrørende Jødespørgsmålet i Danmark april 1940 - august 1943. Danske Magazin, 50, 2008.

 

Til top


 

Fund og Forskning 2008 

Det Kongelige Bibliotek er klar med årets forskningsfund, der publiceres i udgivelsen Fund og Forskning.

Årbogen indeholder denne gang følgende artikler:

 
Palle Birkelund: Sådan begyndte det. Om Fund og Forsknings forhistorie
 
Hanno Wijsman: Two Petals of a Fleur. The “Copenhagen Fleur des histoires” and the Production of Illuminated Manuscripts in Bruges around 1480
 
Dieter Lohmeier: Carsten Niebuhr, Tobias Mayer und die Längengrade
 
Niels W. Bruun: Fem nyfundne Niels Stensen-breve
 
Jens Glebe-Møller: Nicolai Møller. En næsten glemt filosof
 
Henning Bergenholtz & Loránd-Levente Pálfi: Danmarks første nationalordbog. Om Videnskabernes Selskabs Ordbog I-VIII (1793-1905)
 
Carl Henrik Koch: Hans Brøchners forelæsninger om Kierkegaard
 
Bendt Viinholt Nielsen: Rued Langgaards første symfoni. En “rejseberetning”
 
Lars Schreiber Pedersen: “Damit die Dänen sehen, dass wir uns darum kümmern.” Ahnenerbes forbindelser til Danmark 1935-1945
 
Mindre bidrag
Harald Ilsøe: De billige bøgers indtog i dansk boghandel 1908-18. Nogle tilføjelser
 
Anmeldelser
Koranen. Oversat af Ellen Wulff, 2006. Af Stig T. Rasmussen
 
Harald Ilsøe: Biblioteker til salg. Om danske bogauktioner og kataloger 1661-1811, 2007. Af Elisabeth S. Eide
 
Niels Oxenvad (udg.): H.C. Andersens brevveksling med familien Melchior, 2007. Af Kirsten Dreyer
 
 

Fund og Forskning 2008 

Fund og Forskning i Det Kongelige Biblioteks Samlinger redigeret af John T. Lauridsen. Bogen er på 348 sider og koster 300 kr. i abonnement og 450 kr. i løssalg.

Fund og Forskning kan købes ved henvendelse til Det Kongelige Bibliotek, Jan Lørup.

 

 

Til top


   Forskningsårsberetning 2007  

 

Forskningsårsberetning 2007

Hvert år udgiver Forskningsafdelingen sin årsberetning som en selvstændig publikation.

Forskningsårsberetningen rummer en komplet fortegnelse over de igangværende forskningsprojekter, ligesom den bringer mindre artikler om udvalgte og i året afsluttede projekter.

Sluttelig oplistes samtlige bøger og artikler, som forskergruppen ved Det Kongelige Bibliotek har udgivet i det forløbne år.

Forskningsårsberetningen er gratis og fås så længe laver haves ved henvendelse til Det Kongelige Bibliotek, Jan Lørup.

 

 

Til top


 

> Abonnér på dette nyhedsbrev