Udlån til udstilling i Riga om "Bogen i år 1514"

Det Kongelige Bibliotek har udlånt fire trykte bøger og et håndskrift til udstillingen Bogen 1514, der netop er åbnet på Nationalbiblioteket i Riga i anledning af Letlands Nationalbiblioteks nye bygning. Bygningen, der bliver officielt indiviet den 29. august 2014, er tegnet af den lettiske arkitekt Gunārs Birkerts. Birkerts har ladet sig inspirere af lettisk folklore og skandinavisk arkitektur.

Udstillingen har valgt det interessante greb at fokusere på et enkelt år i Europas historie, der ligger ganske få år før reformationen: 1514. Til udstillingen er der udlånt to bøger, der er udgivet af den danske humanist Christiern Pedersen, mens han som kannik i Lund opholdt sig i Paris, en håndskreven almanak på pergament fra 1513, et herbarium udgivet i Antwerpen og en udgave af Dantes guddommelige komedie med illustrationer fra den berømte venetianske bogtrykker Aldus. Du kan se tre af genstandene online her:

  1. NKS 901 8º: Bondealmanak, 1513.
  2. Missale Lundense. Paris : Wolfgang Hopyl, 1514. (LN 181).
  3. Saxo: Danorum regum heroumque historiae ... nunc primum literaria serie illustratae tersissimeque impressae. Paris: Josse Bade, 1514 (LN 240).
  4. Johannes von Cuba. Den groten herbarius etc.. Antwerpen, Claes de Grave, 1514.
  5. Dante, Dante col sito, et forma dell'Inferno tratta dalla istessa descrittione del poeta, Venedig, Aldus, 1515.