Per Højholts udkast til digte - en introduktion

Per Højholt (1928-2004) debuterede som 20-årig i 1948 med digtkredsen "De nøgne" i første årgang af tidsskriftet Heretica og udgav året efter sin første digtsamling Hesten og solen med halvreligiøse digte i Hereticas stil. I langt senere samtaler med Lars Johansson gjorde Højholt det klart, at "det havde enorm betydning at debutere i Heretica", men at han "ved siden af kørte en helt anden produktion", som redaktørerne Bjørn Poulsen og Thorkild Bjørnvig ikke ville vide af, og som resulterede i det brud med 1940'rnes danske poesi, som for alvor manifesteredes med hovedværket Poetens hoved fra 1963. Denne digtsamling var et bidrag til modernismen, samtidig med at den var et brud med både sensymbolismen og konfrontationsmodernismen. Per Højholt havde - med hans egne ord - "opdaget Mallarmé og gjort erfaringer med at digte kunne være helt anderledes end jeg havde troet. Det var ikke en adgang ud af moderniteten, det var en adgang til en modernitet som var ukristelig, som var fri for den kristne hørm der lå over Heretica og som jeg altid havde været skeptisk overfor."
          Poetens hoved blev indledningen til et forfatterskab, der med sit høje refleksionsniveau, kombineret med høj og lav humor, både var spekulativt og indforstået og folkeligt. Med Gittes monologer rejste han rundt i hele landet med oplæsningsshows, der trak fulde huse. I sine digte undersøgte Per Højholt sproget, dets væsen, funktion og mening - eller mangel på samme. Og i sine poetikker redegjorde han for sit syn på litteraturen og på sit eget forfatterskab, der er i særklasse og fik afgørende betydning for eksperimenterende digtere i den yngre generation.

Per Højholt har i talrige interviews og artikler gjort rede for sin arbejdsmetode og opfattelsen af sig selv som forfattertype. Han betragtede i høj grad også forfatteren som håndværker og skriveriet som hårdt arbejde. Det får man et godt indtryk af ved at bladre de mange skitser og udkast igennem, der som oftest ligger forud for den endelige tekst. 
        Per Højholt var ikke kun digter, han var også uddannet bibliotekar og virkede som sådan indtil 1966. Dette kan være en af grundene til, at han ikke blot omhyggeligt gemte de mange udkast, men tillige minutiøst arkiverede dem i ordnede bunker med første udkast (eller indfald) nederst og trykmanuskriptet øverst.
        Ikke mindst af denne grund er Per Højholts arkiv særdeles værdifuldt, da det i enestående grad giver mulighed for at følge og studere arbejdsprocessen hos den sprogbevidste og skriftkloge forfatter.  
        Af samme grund er digtenes og udkastenes rækkefølge i de enkelte digtsamlinger i ordningen (og registreringen) af arkivet bibeholdt, således som Per Højholt efterlod dem. Og også denne online-udgivelse af udvalgte digtsamlinger er en tro afspejling af denne rækkefølge, der i øvrigt sjældent svarer til de trykte digtsamlingers. 
        Til trods for Per Højholts arkivalske omhu mangler der manuskripter og udkast til enkelte digte. Til gengæld er der flere eksempler på udkast til digte, der endte med at blive "kasseret". Også dette vidner om den skarpe håndværksmæssige kontrol, som han udsatte sine produkter for.

Kilder:
Interview med Per Højholt i digtere på bånd, ved Jette Kromann, Kbh. 1966.
Lars Johansson: Udsatte egne – det er mig. Samtaler med Per Højholt, Kbh. 1998.