Knud Rasmussen dagbøger - en introduktion

Forfatter: Bruno Svindborg

Knud Rasmussen (1879-1933) var en pionér i udforskningen af de arktiske områder og fik stor betydning for bevaringen af eskimoiske myter og sagn og for den videnskabelige forståelse af eskimoisk kultur i kraft af indsamlingen af de mange tusinde genstande, der i dag befinder sig på Nationalmuseet.

Denne netudgivelse af de 44 bevarede dagbøger fra Knud Rasmussens rejser og ekspeditioner i begyndelsen af  1900-tallet fremlægger et materiale, der ellers kun kan benyttes på læsesalen i Det Kongelige Bibliotek. Og det sker ud fra et ønske om at gøre tilgangen til disse vigtige dokumenter lettere og forhindre slid på de meget skrøbelige originale bind.
     Ikke alle bind er dagbøger i snæver forstand. Nogle af dem har mere karakter af notesbøger med nedfældelse af de sagn og myter, Knud Rasmussen fik fortalt undervejs, eller med mere sammenfattende betragtninger over oplevelserne, der i nogle tilfælde fungerer som udkast til hans senere bøger. Og nogle af bindene er helt eller delvis med indførsler af andre end Knud Rasmussen selv.


Dagbøgerne er i enkelte tilfælde illustreret med tegninger.

Dagbøgerne er del af Knud Rasmussens arkiv, der efter aftale med Knud Rasmussens enke, Dagmar Rasmussen - og i overensstemmelse med Knud Rasmussens eget ønske - skulle overgives til Det Kongelige Bibliotek.  Arkivet blev overdraget i flere omgange, dagbøgerne blev afleveret allerede i 1935. En samlet oversigt over Knud Rasmussens papirer i Det Kongelige Bibliotek findes på tryk i registraturen Knud Rasmussens papirer, Indsigt Nr. 8, Det Kongelige Bibliotek 1996, der kan ses online her.

Dagbøgerne bringes i deres helhed, dvs. med alle beskrevne blade, dog er længere sammenhængende partier af ubeskrevne blade i flere tilfælde spunget over. Fremvisningssystemet (eRez) gør det muligt at vælge en enkelt side i de viste opslag og zoome ind på siden. Det er ligeledes muligt at vende siderne i de tilfælde, hvor Knud Rasmussen benytter de enkelte bind både forfra og bagfra.

Det er let - også på nettet - at skaffe sig faktuelle oplysninger om de rejser og ekspeditioner, der er dækket ind af dagbøgerne. Et vægtigt supplement til denne udgivelse er det meget omfattende billedmateriale, som Arktisk Institut og Dansk Polarcenter har lagt på nettet under betegnelsen "Arktiske Billeder".

Også Det Kongelige Bibliotek har meget omfattende samlinger til belysning af Grønlands historie, kultur og topografi. En samlet oversigt findes på temasiden "GRØNLANDICA".