Registrering og digitaliseringsprojekt

John R. Johnsens samling med ca. 200.000 negativer og ca. 20.000 positiver blev i 2003 erhvervet af Det Kongelige Bibliotek. Her er samlingen i årene 2007-12 blevet registreret i REX – og 1.000 billeder er blevet digitaliseret. Herudover findes der en farvediassamling, der ikke er registreret.

Johnsen-billederne er blevet identificeret med dansernavne og registreret af balletkritikerne Erik Aschengreen og Anne Middelboe Christensen samt bibliotekaren Kirsten Sørensen. De udvalgte 1.000 fotos er herefter blevet digitaliseret.

Samlingen opbevares på Det Kongelige Bibliotek i Kort- og Billedafdelingen og er registreret ballet for ballet. Under hver ballet er der ud over ballettens titel oplyst koreograf, kompagni, dansere, antal filmruller og stedet for opførelsen. Angivelse af årstal er det/de år, billederne er taget.

Ved søgning på balletter er der angivet alternative titler. Fx Konservatoriet/Conservatoriet/Le Conservatorie og Chopiniana/Les Sylphides.

Visse dansere har skiftet navn undervejs i karrieren; de vil være registreret med deres mest anvendte navn.

Koreografens navn nævnes altid. Det er imidlertid ikke nogen garanti for, at der er et foto af koreografen. Men da mange balletter også er fotograferet under prøveforløbet, vil der ofte være fotos med koreografer eller instruktører under arbejdet. Koreografer søges under kategorien ’danser’.

Samlingen indeholder også farvebilleder, primært som dias, men de er ikke registreret og opbevares særskilt. Ud over de mange sort-hvide negativer og papirbilleder er der i nogle tilfælde supplerende materiale i form af program, presseomtale og lignende.

Forholdet mellem antal negativer og antal positiver varierer meget. Det er kun danserne på positiverne, der er registreret. En del papirbilleder er beskåret i forhold til negativerne.

Det enkelte fotos ID-nummer er angivet bag på papirbilledet; med filmrullenummer og fotonummer.

Samlingen er opdelt efter forestillinger og kan søges efter
· ballettitel
· dansekompagni
· dansernavn/koreografnavn
· årstal
· opførelsessted

De digitaliserede billeder kan kun søges efter
· ballettitel
· dansekompagni
· koreografnavn
· dansernavn

Ikke digitaliserede Johnsen-fotos kan beses på Center for Kort og Billeder efter aftale.