Studererende

Det Kongelige Bibliotek har et stort udvalg af samlinger som kan bruges af studerende f.eks. i forbindelse med opgave- og specialeskrivning. Samlingerne dækker alt fra bladtegninger til orkesterpartiturer og selvfølgelig bøger. Du kan danne dig et overblik på ”Samlinger” og søge materiale frem via søgesystemet Rex.

Er du studerende på Københavns Universitet kan biblioteket desuden tilbyde en række særordninger som du kan læse mere om på ”Studerende på Københavns Universitet”.

Hvordan kommer jeg i gang?

Fordi biblioteket har så mange bøger, kan kun en meget lille del af dem stå fremme. De øvrige skal bestilles i søgesystemet Rex. For at bestille, skal man først melde sig ind som ny låner. De fleste bøger er fremme dagen efter at du har bestilt. Enkelte bestillinger tager dog mere end én dag, men så er det angivet i søgesystemet ved bestillingen. Bøgerne bliver liggende til dig i en uge (10 dage på læsesalene), så tager vi dem væk igen for at gøre plads til nye bestillinger.

Hvad kan jeg forvente at finde og hvad kan jeg låne?

Hvis du leder efter en dansk bog, der ikke findes andre steder, er det næsten sikkert, at Det Kongelige Bibliotek kan hjælpe dig. Vi skal gemme alle danske bøger, men netop derfor kan nogle af vores bøger kun bruges på læsesale. Biblioteket har så mange bøger at kun en meget lille del af dem står fremme. De øvrige skal bestilles frem senest dagen før (se ovenfor ”Hvordan kommer jeg i gang?”). Biblioteket har også digitaliseret mange bøger, billeder, noder m.m. De er tilgængelige døgnet rundt via bibliotekets søgesystem Rex.

Hvis du har brug for faglitteratur på universitetsstudieniveau, vil biblioteket også ofte kunne hjælpe, og det meste kan du låne med hjem. Biblioteket har desuden abonnement på store mængder online-faglitteratur, som du kan benytte på bibliotekets computere eller din egen, hvis du er studerende ved Københavns Universitet. Du kan også finde de elektroniske ressourcer via søgesystemet Rex.

Hvis jeg er specialestuderende

Hvis du studerer kultur, samfundsforhold el. lign har Det Kongelige Bibliotek flere særsamlinger som kan være relevante for dig - f.eks. Håndskriftsamlingen, Kortsamlingen eller Småtrykssamlingen. Disse materialer kan normalt kun ses på biblioteket.

Du kan læse nærmere om særsamlingerne under ”Samlinger”. Der kan også være mulighed for at arbejde med uregistreret materiale i samlingerne eller at få hjælp til at bruge samlingen i forbindelse med specialeskrivning. Du er velkommen til at kontakte de enkelte samlinger for at høre om mulighederne.

Hvad kan jeg forvente af hjælp?

Vi hjælper dig gerne til rette, men du skal selv finde bøger/materialer via Rex eller samlingernes hjemmesider. Husk at du skal bestille bøgerne mindst en dag, før du skal bruge dem og at der kan forekomme længere ventetid på materialerne fra særsamlingerne.

Hvad gør jeg, hvis jeg bor langt fra biblioteket?

Hvis du ikke har mulighed for at komme ind på biblioteket og hente eller bruge bøgerne selv, kan hjemlånsbøger sendes til din folkeregisteradresse mod betaling, eller du kan bestille dem i bibliotek.dk til levering på dit lokale bibliotek. Nogle af de bøger, der ikke kan hjemlånes, kan du få til brug på en læsesal, f.eks. på Statsbiblioteket i Århus.