Hvad kan Det Kongelige Bibliotek tilbyde den almindelige, interesserede borger i Danmark?
Det Kongelige Bibliotek er åbent for enhver seriøst interesseret (voksen) person, som har brug for de samlinger, biblioteket råder over. Du skal være personligt myndig (over 18 år) og være fast bosiddende i Danmark for atlåne bøgerne med hjem – se: Reglement for lån til privatpersoner. Hvis du ikke har dansk CPR-nummer kan du få adgang til at benytte materialet på en af bibliotekets læsesale. Børn under 16 år har kun adgang sammen med voksne.
Hvad kan jeg forvente at finde og hvad kan jeg låne?
Hvis du leder efter en dansk bog, der ikke findes andre steder, er det næsten sikkert, at Det Kongelige Bibliotek kan hjælpe dig. Vi skal gemme alle danske bøger, men netop derfor kan du så ikke låne bogen med hjem, men må bruge den på en af vores læsesale. Fordi biblioteket har så mange bøger, kan kun en meget lille del af dem stå fremme. De øvrige skal bestilles frem senest dagen før (se nedenfor ”Hvordan kommer jeg i gang?”). Biblioteket har også digitaliseret mange bøger, billeder, noder m.m. De er tilgængelige døgnet rundt fra din egen pc på Det Digitale Nationalbibliotek.
Hvis du har brug for faglitteratur på universitetsstudieniveau, vil biblioteket også ofte kunne hjælpe, og det meste kan du låne med hjem.. Biblioteket har abonnement på store mængder online-faglitteratur (se "eksterne e-ressourcer”), som du dog af licensgrunde kun kan benytte via skærme i bibliotekets bygninger.
Hvis du har brug for billeder fra Danmark, eller for firmaregnskaber/kataloger, osv. har Det Kongelige Bibliotek mange materialer. Vi har også store samlinger til specialstudier i dansk kultur - manuskripter, noder m.m. Disse materialer kan normalt kun ses på biblioteket. Se en liste over bibliotekets materialer.
Vær opmærksom på, at hvis du f.eks. er slægtsforsker, er det som regel arkivmateriale, du har brug for. Det Kongelige Bibliotek har meget lidt af den slags materiale – det meste findes på Statens Arkiver (landsarkiverne) eller i lokale arkiver – se f.eks. vejledningen på Statens Arkivers hjemmeside.
Hvad kan jeg forvente af hjælp?
Vi hjælper dig gerne til rette, første gang du kommer, men du skal være indstillet på selv at gøre arbejdet med at finde de rigtige bøger/materialer og slå dem op i bibliotekets katalog og bestille dem frem. Husk at du skal bestille bøgerne mindst en dag, før du skal bruge dem, medmindre du kan finde en digital udgave på www.kb.dk
Hvordan kommer jeg i gang?
Fordi biblioteket har så mange bøger, kan kun en meget lille del af dem stå fremme. De øvrige skal bestilles i databasen (kataloget). For at kunne bestille, skal man først melde sig ind som ny låner. De fleste bøger er fremme dagen efter at du har bestilt. Enkelte bestillinger tager dog mere end én dag, men så er det angivet i databasen ved bestillingen. Bøgerne bliver liggende til dig i en uge (10 dage på læsesalene), så tager vi dem væk igen for at gøre plads til nye bestillinger.
Hvad gør jeg, hvis jeg bor langt fra biblioteket?
Hvis du ikke har mulighed for at komme ind på biblioteket og hente eller bruge bøgerne selv, kan hjemlånsbøger sendes til din folkeregisteradresse mod betaling, eller du kan bestille dem i bibliotek.dk til levering på dit lokale bibliotek. Nogle af de bøger, der ikke kan hjemlånes, kan du få til brug på en læsesal, f.eks. på Statsbiblioteket i Århus.

